Om Lea Løppenthin: ”digt om territorier” i Forfatterskolens Afgangsantologi. Basilisk 2013
Af Maja Pedersen
Foto: Bogens omslag / basilisk.dk
Lea Løppenthin er en af de mest markante forfatterdebutanter det sidste år, og hun var for nylig indstillet til Litteratursidens debutantpris. I den forbindelse har jeg rettet blikket mod en af hendes tidligere udgivelser. Med ”digt om territorier” har Lea Løppenthin bidraget til Forfatterskolens Afgangsantologi med et spændende, nyt bud på, hvordan samtidslitteraturen skriver om sted. Her er årstid en faktor, der på den ene side kan udviske stedligheden, og på den anden side være et sted i så høj grad, at kroppen ikke kan gå umærket igennem de rum, årstiden skaber. Lea Løppenthin er optaget af beboelse, steder og territorier. Det smitter.
Siden Josefine Klougarts debut Stigninger og fald udkom i 2010, har hendes litterære talent være anerkendt og lovprist blandt kritikere. Hele to gange har hendes udgivelser været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris (i 2011 og 2013), og hun modtog i 2011 Kronprinsparrets Stjernedryspris. Men hvad er det, der gør Josefine Klougart så interessant? Og forsætter stjernedrysset i den nyeste udgivelse? Littunas skribent har sat sig for at undersøge, om ”Skandinaviens Virginia Woolf” virkelig kan blive ved med at imponere.
Essayistiske tanker om Frit flet (Fællesbogen) af Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup. Udgivet 28-05-2014, Gyldendal.
Skrevet af Anne Skov Thomsen
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
Den danske ligestillings- og kønsdebat er efterhånden kørt godt og grundigt fast i mudderet i en skyttegravskrig mellem ’ansvarsløse drengerøve’ og ’hysteriske mandehadere’. Tre danske, kvindelige forfattere giver nu et interessant nyt bidrag til kønsdiskussionen, der, som projektet skrider frem, desuden forgrener sig til spørgsmål om klasse, global ulighed og racediskrimination – den allestedsnærværende tendens til at anbringe mennesker i formløse frihedsfrarøvende grupper.
– et essay om beatpoesi, småforlag, rejselængsel og regnbuefamilier Skrevet af Kristin Vego
Foto: Bogens omslag / flammeforlag.no
Jeg bor i Oslo for tiden. Min mor er født i byens forstæder, hun boede her som ung, ikke mange gader fra hvor jeg sidder og skriver. Hun har tabt sproget siden, jeg prøver at samle det op igen.
Et essay om ekskluderende feminisme og sexisme i Caitlin Morans Kunsten at være Kvinde
Af Ditte Obeling
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
Det er ikke på mode at være feminist i dag. De fleste mener, at der er ligestilling mellem kønnene; at kvinder ikke er undertrykte, men har samme muligheder og samme privilegier som mænd. Derfor er det ofte hårdt at være feminist i et samfund, hvor de herskende fordomme opfatter feminister som sure og hysteriske mandehadende lebber, der ikke ved, hvor godt de selv har det. De seneste år har mange feminister imidlertid forsøgt at give feminismen et nyt ansigt udadtil. Et ansigt, der betoner den folkelige, altomfavnende og frem for alt humoristiske feminisme. Det humoristiske er også en del af projektet i Caitlin Morans bog Kunsten at være Kvinde. Men humoren har sin pris, og i Caitlin Morans bog synes prisen at være for høj: Humoren er med til at gøre både værket og læseren ukritisk og blind over for den sexisme og stereotypisering, som Moran, godt gemt væk under humor og gode grin, udøver i værket.
