Fint flimrende debut

Anmeldelse af Jonas Rolsted: Flex Death, Gyldendal 2012

Anmeldt af Anne Skov Thomsen

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

Jonas Rolsted (f. 1980) er et af Forfatterskolens nyeste skud på den danske litterære stamme. Hans debut Flex Death med undertitlen ”Et digt” rummer som det spirende skud på den gamle stamme en udspændthed mellem det næsten barnligt naive registrerende og det erfarne, livskloge blik på grænsen til døden.

Read More

Uhåndgribeligt mærkelighedssprog

Anmeldelse af Marianne Larsen: Med skyer under fødderne, 2012, Borgens Forlag
Anmelder: Anne Skov Thomsen

Foto: Bogens omslag / borgen.dk

Forfatteren Marianne Larsen (f. 1951) har siden 1971 udgivet mere end 40 litterære værker vidt spændende fra digte over romaner til børne- og ungdomslitteratur. Nu er hun aktuel med udgivelsen Med skyer under fødderne – en samling af 50 korte ’fantasterier’.

Titlen ”Med skyer under fødderne” beskriver meget godt den fornemmelse, jeg sidder med, mens jeg læser Marianne Larsens fantasterier. En fornemmelse af ikke at have fast grund under fødderne og aldrig helt at have styr på, hvad det hele egentlig handler om. (Og måske en følelse Littunas læsere vil genkende i udformningen af denne anmeldelse.)
Jeget befinder sig ofte i skyhøje luftlag med poetiske refleksioner over tiden, livet, digtningen og kærligheden. Højtflyvende perspektiver, der med pludselige, jordnære elementer punkteres til hverdagsniveau. Som for eksempel stykke 13.:

”Mine kropsvante porer drog luften til sig.
Jeg mærkede i et hurtigt sug gennemsigtige
millionvis af måske måske ikke kommende
lyskurver og sving gøre det samme.
Og give slip igen. Og se sig flygtigt omkring
i køkkenet.”

(Larsen: 17)

Marianne Larsen præsenterer os for en sær blanding af småligegyldige hverdagsligheder og ordkvilibristiske fantasirejser. En stærkt personlig stil med hovedet i skyerne og fødderne på jorden, eller som Larsen skriver i stykke 19.: ”Om fredagen gemte jeg ugen der var gået / i seneste nye mig-sky-format.”

Som skyformationer tager fantasterierne, der varierer fra blot et par linjer til en sides længde, foranderlige, uhåndgribelige skikkelser med Larsens opfindsomme og finurlige ’mærkelighedsprog’ (Larsen: 8). Ordene og syntaksen er aldrig blot stivnede og genkendelige størrelser, men genstand for evig legen. Det giver, sine
steder, helt sublime fraser som i stykke 29.:

”Jeg stod med valmuen i hånden.
Tog bid efter bid af dens røde pragt med øjnene
som man nu engang læser den slags digte.
–  Rødt – reciterede jeg
Jeg reciterede det der ord rødt der varer en forsvunden tids
biden en valmue i sig med øjnene.”

(Larsen: 33)

Larsens digte kræver af sin læser, at man tør miste jordforbindelsen og svæve rundt med ordskyerne. Lade sig lede af ’omfavnelsesparathed’ (Larsen: 48) og føre med af de sproglige skønheder og refleksioner – men aldrig forvente at lande sikkert på benene. Og det er ikke helt let.

 

Det nye gamle eventyr – “Tællelyset” af H.C. Andersen

Litterær artikel om det nyfundne H.C. Andersen-eventyr “Tællelyset”. 
Skrevet af Ditte Obeling. 

Fotograf: Thora Hallager

Det nye gamle eventyr genfødes

Det er ikke ofte, man som litteraturelsker får muligheden for at sige, at der er breaking news inden for litteraturen. Nyheden om at man havde fundet et nyt eventyr, skrevet af selveste H.C. Andersen, fik derfor den 12. december mange af os til at lytte ekstra opmærksomt. ”H. C. Andersens første eventyr er fundet!” Nyheden bredte sig hastigt, og selv de, der ikke interesserer sig for litteratur, ved, at Danmarks store eventyrforfatter den 12. december 2012, længe efter sin død, igen blev far til en lille ny fortælling. 

Eventyret bærer titlen Tællelyset og er givet i gave til Madam Bunkeflod, en ældre kvinde fra byen, som Andersen lånte bøger af og læste højt for. Eventyret er skrevet i Andersens teenageår, og den manglende erfaring med forfattervirksomheden er tydelig i værket. Alligevel er værket interessant, fordi det netop kan læses som en Andersen-tekst.

Denne artikel vil forsøge at fremhæve det relevante og det storslåede ved det nye eventyrs tilsynekomst ved at tilbyde en tidlig analyse af værkets strukturer og idéer og dets relevans i forhold til vores forståelse af Andersens forfatterskab. Eventyret kan læses HER.  

Længslen efter skæbne

Tællelyset er kort sagt fortællingen om et Tællelys og dets udvikling og dannelse i konfrontation med den urene verden, hvori det skal finde sin plads. I mødet med Fyrtøjet bliver lyset tændt og opnår derved meningen med sit liv.

Det ideologiske gods i Tællelyset opstiller modsætningspar, der lægger sig nært op af de romantiske forestillinger fra tiden. Det verdslige liv er således i modsætning til det himmelske liv. I barndommen finder Tællelyset stor lykke og uskyld, og det er pudsigt nok også her, Lyset er mest ”for[m]fuldendt” og ”helstøbt”. Fra begyndelsen er Lyset således færdigt og komplet i sin skabelse – så hvad er det, der får Lyset til at længes?

Den kvindelige uskyld og den mandlige potens

Tællelysets forældre udgør dets ophav og miljø: ”Faaret – et nydeligt lille Faar – var Lysets Moder og Smeltegryden var dets Fader.” Fåret er her personificeret som en moderskikkelse, idet tællelys er lavet af fårefedt. Lyset får sin ”blendende hvide Krop og en Ahnelse om Livet” fra moderen, og Andersen tilskriver dermed skønheden, uskyldigheden og det kropslige til moderen og det kvindelige. Fra faderen arver Tællelyset noget helt andet: ”men fra / dets Fader havde det faaet Lysten til den flammende Ild, der engang skulde gaae det igjennem Marv og Been – og ”lyse” for det i Livet.” Hermed tilskrives faderen træk som drivkraft, ambitioner og den aktive handlen, og det er netop denne del af Tællelyset, der får det til at søge ud i verden og væk fra uskyldigheden, på trods af, at det, allerede i sin uskyldige barndom, er rent, helstøbt og formfuldendt.

Mødet med verden

Verden er stedet for forandring og fremmedgørelse i eventyret. Uskyldigheden bliver i konfrontation med verden til naivitet: ”Men det troede altfor godt om Verden; den brød sig kun om sig selv og slet ikke om Tællelyset[…]” Verden ser ikke Tællelysets indre værdi og smudser det derfor til: ”de sorte Fingre satte større og større Pletter paa den reene Uskyldsfarve”. Den klassiske dikotomi sort/hvid og ren/uren går igen i eventyret og fremhæver dermed et platonistisk spørgsmål om det jordiske liv modsat det himmelske liv. Verden er i dette Andersen-eventyr personificeret som en enkelt aktør, der øver vold på Tællelyset og dets uskyld. Eventyret tenderer i denne skildring af verden mod det misantropiske, idet enhver ”Medskabning” tilsmudser det stakkels Tællelys.

Mødet med verden giver Tællelyset erkendelsen af det mørkes og det urenes eksistens. Uskyldigheden i sin uvidende og naive form går dermed tabt, da Tællelyset ”var kommet i altfor svær Berøring” med verdens urenhed. Dog er der håb for Tællelyset, for endnu ”var det i sit Inderste uskyldig og ufordærvet.”

Det Inderste

”Da saae de falske Venner, at de ikke kunde naae det Indre og vrede kastede de Lyset bort som en unyttig Tingest.” Tællelyset er i forhold til sine falske venner et enestående individ, som de verdslige ikke forstår, idet de ikke har samme renhed i sig som Tællelyset, og i deres afmagt og vrede kaster de Lyset væk. Tællelyset efterlades nu i en eksistentiel ensomhed, hvor det grubler over sin eksistens og sit formål. Selv dets egentlige åndsfæller kan ikke se ind i Lysets kerne, for ”de[n] ydre sorte Skal holdt alle de Gode borte […]” De intellektuelle grublerier bringer ikke tællelyset nogen vegne. Det lukker sig om sig selv, og det er først i fællesskabet med et andet væsen, at Tællelyset møder sin bestemmelse.

Individets plads i samfundet – meningen med livet

Tællelyset længes fra fødslen efter sin bestemmelse, sit formål, og i sit livs eksistentielle krise forøges Lysets søgen via sorgen: ”det følte sig da saa uendelig ulyksalig, fordi det havde tilbragt dets Liv til ingen Nytte.” Denne nytte finder Tællelyset da endelig, da det møder det klarsynede fyrtøj: ”Fyrtøiet saae saa klart – tværs igjennem den ydre Skal […]” Sanserne og sindet bliver oplyst for Tællelyset, og det kan nu glæde både sig selv og sine åndsfæller: ”det oplyste Veien for dets Omgivelser, dets sande Venner […]” Lyset fuldbyrder sin skæbne via et ideal om sandhed og oplysning, som Lyset får fra Fyrtøjet: ”lyse Formodninger vaktes hos Lyset; det antændtes og Hjertet smæltede i det.” Varmen, lyset og flammen symboliserer både medmenneskeligheden, kærligheden og livets formål.

Den eksistentielle krise – livets fuldbyrdelse og dødens begyndelse

Lysets eksistentielle krise spejler et af menneskets mest centrale spørgsmål: Hvorfor er vi her? Her har Andersen et klart svar: Vi skal finde vores plads i samfundet, en plads hvor vi kan gøre gavn. Via denne plads opnår vi forbindelse til det himmelske og meningsfyldte. Men ikke langt fra livets fuldbyrdelse ligger en idé om forgængelighed på lur. Lyset opnår kun sit fulde potentiale i det jordiske liv, idet det indtager sin plads som dødelig, og betaler dermed i sidste ende den højeste pris for at nå sin bestemmelse: ”det antændtes og Hjertet smæltede i det.” I samme øjeblik som lyset tændes metafysisk, begynder det også sin fysiske nedbrydningsproces.

Samme problematik kender vi fra Andersens eventyr “Grantræet”. Grantræet opnår sin bestemmelse som juletræ i samme hug, som dets død begynder, da øksens blad falder mod stammen. Træet flyttes fra sin ensomhed i skoven og ind i stuen, hvor det kan glæde andre og dermed tjene både samfundet og sig selv. Det jordiske liv er flygtigt, og meningen med det er, ifølge Andersen, at glæde sig selv og andre med det, imens man har det.

“Tællelysets” formål og bestemmelse – hvad skal vi med det?

Alle idéer og strukturer, jeg har fremvist i denne analyse, går igen i Andersens senere eventyr. På det tekstlige og indholdsmæssige plan kan man således ikke sige, at fundet af Andersens første eventyr er noget gennembrud, der giver os en helt ny forståelse af Andersens tekster og indre liv. Tænker man på Andersens senere værker, ligner eventyret nærmere en skitse end et egentligt eventyr. Den unge Andersen har eksempelvis endnu ikke dristet sig til at lade sine figurer komme fuldt til live som personer. Ingen af de personificerede figurer har endnu fået replikker, stemmer eller gennemførte personligheder, som vi ser det i det senere forfatterskab. Figurerne kan derimod læses som konkrete personer – Andersen kan formodes at være Tællelyset, Madam Bunkeflod må antages at være Fyrtøjet – og teksten hælder dermed mod det allegoriske, idet den vil udtrykke sin morale så vel som sin taksigelse til Madam Bunkeflod klart og utvetydigt. Dermed bliver tekstens udtryk meget mere eksplicit og sentimentalt end Andersens senere værker. Som Johannes Møllehave allerede har formuleret det: ”Det kunne være skrevet af ethvert begavet barn på 15 år.”

Bagklogskabens eventyrlige skær

Men Tællelyset er ikke skrevet af et hvilket som helst barn på 15 år, og det er netop ved dette faktum, at teksten gør sig interessant, fordi vi i bagklogskabens lys véd, at Hans Christian Andersen fik succes med de skriverier, der i denne unge alder ser forholdsvist trivielle ud. Teksten er interessant, fordi vi netop ved, at de samme idéer og strukturer, som Andersen har trasket rundt i som teenager, vil have betydning resten af hans liv og i det senere forfatterskab.

Trods sit kun ringe bidrag til den egentlige litterære verden – kvaliteten er langt fra så høj som den, vi finder i Andersens senere eventyr – kan Tællelyset dermed alligevel bidrage til selvsamme litterære verden. Når man læser dette værk som Andersens første eventyr, opnår man som litteraturentusiast en nostalgisk følelse af den tabte barndom og forsynets lykke, og selve Andersens livsbestemmelse virker klarere for os. Som Tællelyset i eventyret altid har haft sit formål inden i sig og endelig erkender det til sidst, har formålet med Andersens liv også gemt sig som en hemmelig kerne i et tællelys eller som et for længst glemt dokument i et støvet kabinet. Vi føler pludselig forsynet af, at Andersen i hele sit liv ligesom Tællelyset har været bestemt til at blive det, han allerede var: Danmarks store eventyr-digter, som et tællelys, der ”lyste længe til Glæde for sig selv og dets Medskabninger […]” Og Tællelyset? Det lyser endnu. Se, dét var et rigtigt eventyr.

Kilder

http://politiken.dk/kultur/kultur620px/ECE1840771/hc-andersens-foerste-eventyr-taellelyset/
http://politiken.dk/poltv/nyheder/kultur/ECE1841238/rigsarkivet-om-nyt-hc-andersen-eventyr-det-her-er-breaking-news/
http://politiken.dk/kultur/ECE1841248/hc-andersen-selskab-nyt-eventyr-er-en-spaendende-brik-i-puslespillet/
http://politiken.dk/kultur/boger/ECE1842128/hc-andersen-forfatter-om-taellelyset-den-er-paedagogisk-saa-det-er-til-at-braekke-sig-over/
http://politiken.dk/kultur/boger/ECE1842323/moellehave-taellelyset-kunne-vaere-skrevet-af-ethvert-begavet-barn-paa-15/ 

http://m.jyllands-posten.dk/kultur/litteratur/article4946663.ece

Andersen, H.C. Samlede Eventyr og Historier. Jubilæumsudgave, 5. oplag. Hans Reitzels Forlag A/S, Flensteds Forlag, Odense. Danmark. 1989. 

Spørgejørgen, der ikke blev lagt i seng

Anmeldelse af Majse Aymo-Boot: Spørgsmålene, Forlaget Basilisk, 2012
Anmeldt af Anne Skov Thomsen

Foto: Bogens omslag / basilisk.dk

Det var en ganske uanselig lille bog, eller hæfte, kunne man næsten kalde det, som jeg forleden fik ind af brevsprækken. Formatet ikke større end min kalender og omfanget på blot 60 sider. 

Til gengæld formår den danske forfatter med det fremmed klingende navn Majse Aymo-Boot at rejse ikke mindre end 672 spørgsmål i løbet af sin korte bog. Faktisk består hele bogen udelukkende af spørgsmål i bedste genreeksperimenterende forfatterskole-stil (Aymo-Boot dimitterede herfra i 2000), og undertegnede vil her krybe uden om en kategorisering af værket. Hvad jeg derimod ikke ville tøve med at slå fast er min begejstring for den lille sag med den store spørgelyst! 

Det indledende spørgsmål, som kræver et par gennemlæsninger, før man har dannet sig et overblik, indfanger meget fint, hvad det er Aymo-Boot gør med sine spørgsmål:

”Hvis der er ting, vi ved at vi ved, og ting
vi ved at vi ikke ved, og ting vi ikke ved
at vi ikke ved, er der så ikke også ting vi
ikke ved at vi ved?”

        (Aymo-Boot: 5)

Bogen stiller nemlig både åbenlyse spørgsmål (ting vi ved, at vi ved), umulige spørgsmål (ting vi ved at vi ikke ved), og spørgsmål, der vækker en skjult kulturel viden (ting vi ikke ved, at vi ved). 

Man kunne fristes til at kalde værket et katalog over alle verdens former for spørgsmål, men der fremstår ingen logisk orden i mylderet, hvilket kun gør, at de enkelte spørgsmåls element af overraskelse fremhæves desto mere. 

Et sted spørges der: ”Er her nogen?” Og læseren svarer prompte ”JA!” for man falder på intet tidspunkt hen i stormen af vekslende spørgsmål. Tværtimod følger man opmærksomt strømmen af absurditeter som ”Ser jeg en lille spatel for mig når jeg hører navnet Peder?”, platheder som ”Er der kage?”, teoretiske overvejelser som ”Hvis modernismen er et forsøg på at fortolke, og postmodernismen ser alt som tomme tegn, er vi så nu i et nyt paradigme, hvor alting betyder noget, men hvor man ikke behøver at forstå det?”, dramatiseringer som ”Er det en skandinavisk mands dybe stemme jeg hører?”, direkte henvendelser som ”Er du sur nu?”, poetiske meta-heder som ”Går betydningen forbi ude i horisonten som en tynd silhuet?” og ”Ruller man sig i sin egen tekst som en frygtelig hund?”, ikke egentligt spørgende bemærkninger som ”Nå, går du dér og fløjter?”, filosofiske overvejelser som ”Er det man tror en lille strikkepind man borer ind i verden for at tjekke dens beskaffenhed?”, osv. osv. osv.

Det fantastiske ved Aymo-Boots lille bog er, at vi gøres opmærksom på spørgsmålets helt fundamentale vilkår for vores menneskelige væren i verden. Fra vi lærer at tale, stiller vi spørgsmål om og til verden, til os selv og til hinanden. Vi spørger, fordi spørgsmålene holder en barnlig undren i live, og fordi at spørge sommetider også kan være at svare. Eller som Aymo-Boot formulerer det: ”Er spørgsmålet en luskebuks der peger fingre af svaret?” – eller som bogen slutter: ”Nåede ind i bunden af hulen, og dér sad en lille gnaver på bagpoterne og snusede ind?”

En grim grimasse

Anmeldelse: Christina Hagen: White Girl, Gyldendal 2012

Anmeldt af Nicoline Thoning

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

White Girl er navnet på Christina Hagens nyeste påfund. En lille, fin sag, der lanceres som digte, men egentlig snarere er små prosastykker.  Digtsamlingen vidner om Hagens trang til at transformere noget fra den konkrete virkelighed til kunst og er et eksempel på et stykke konceptuel litteratur, da disse såkaldte digte er baseret på postkort, skrevet af hvide mennesker.  Digtene mimer da også postkortets stil, hvor de tre første digte og det sidste i samlingen fremvises i håndskrevne kragetæer, mens resten af samlingen er optrykt i en skrivemaskinetypografi. Men trods layoutet emmer af en banal simpelhed, er det langt fra tilfældet for indholdet af samlingen.

Digtenes scenarier er dårlige ferieoplevelser, dog er det mest interessante i dem ikke, hvad de beskriver, men hvad de gør og hvordan de gør det.  Jeg læste digtene på stranden i Tunesien og jeg krummede mine tæer side efter side. Ikke fordi de er af dårlig litterær kvalitet, tværtimod, men fordi de skær en grimasse direkte i ansigtet på dig.  De er skrevet efter en grimhedens æstetik, hvor syntaks er en by i Rusland og den sobre tone for alvor er kastet i skraldespanden. I en og samme hånlige grimasse vrænges der af de mennesker, der har skrevet postkortene, og dem de møder. Dette kommer eksempelvis til udtryk i digtet Til den drycleaner, hvor adressaten er en ældre hvid kvinde:

”Det godt med dig, når du sige, du ikke kigge i min vasketøj og vurdere min trusse. Du ikke synes lyserød passe til min alder, min look. ”[i]  og ”Jeg se, hvordan onkel betale for bryllup med den pige og hvordan den pige bolle onkel for fin palads (…) Du kalde mig billig, din heks? Du se på dig selv og din søster! ”[ii]

I uddragene ses det, hvordan den hvide kvinde, er vred over at blive gjort til genstand for rengøringsdames fordømmende blik, der ifølge den hvide kvinde i virkeligheden burde feje egen dør først. Dette er tilfældet i lagt de fleste af digtene, hvor ingen har noget at lade hinanden høre. For hvor rengøringsdamen, kigger med et fordømmende, misundeligt blik på den hvide dame, der trøster sig i materiel lykke i en flygt fra kroppes forfald, vidner digtet ligeledes om, hvordan rengøringsdamen og andre indfødte unge piger jagter selvsamme materielle lykke. En lykke hvis pris er høj.

Hvis man kigger på digtenes sproglige stil, mødes man af en parataktisk sætningsopbygning, et hæsblæsende tempo, og en negativ, hidsig galdeagtig ordflom, der samtidig rummer en magtesløshed. Den ukorrekte syntaks er en måde, hvorpå Hagen fratager den hvide pige sin magt, hvilket gør, at formen bliver ærlig i forhold til sit indhold. Den hvide pige, som er afsenderen af disse postkort, fremstilles netop i forskellige situationer, hvor hun er magtesløs i enten den ene eller anden forstand. Hun bliver fremstillet med en hensynsløs brutalitet, hvor man som læser rigtig får øje på revnerne i den velpolerede hvide overflade.

I samlingen finder man konstant en pegende finger, men ligeledes fire andre som peger i den modsatte retning. Alle står for skud, og det er de mørkere sider af den menneskelige natur, såsom griskhed, smålighed, fordomsfuldhed, samt manglende empati der her stilles frit ud i lyset. Et værk der finder sin skønhed i det grimme, skrevet på en så raffineret måde, der gør den til en kvalmende morsom læseroplevelse.

 

[i] Hagen, Christina: White Girl, s. 16 linje 1-3.

[ii] Ibid.: linje 16-20