Anmeldelse af Lucia Odoom: Cosmos, udgivet på Gads forlag d. 4. oktober 2024.
Anmeldt af Anna Ramsing Lindhardtsen
Foto: Anna Ramsing Lindhardtsen
Kulturjournalist Lucia Odoom debuterer som forfatter med romanen Cosmos. Romanen er et kærligt portræt af et mangfoldigt København og et ømt ønske om at se verden igennem en andens øjne. Først og fremmest er det en roman om relationer, ulighed og kærlighed.
”13. August. WhatsApp. Kæreste Effie, tante Dora og pastor Emamnuel.” Sådan indledes Cosmos, en moderne brevroman anno 2024. En ung mand, Cosmos, skriver hjem til sin søster, tante og pastor på WhatsApp for at fortælle sandheden om de Western Union-beløb, han har sendt dem. Det bliver til en fortælling om familietab, forelskelse og et møde med et fremmed land, der forbindes med resten af verden igennem TikTok, aktivisme og Air Jordan-sneakers.
Please don’t leave us alone with the Danes
Cosmos er rejst fra Ghana over Libyen til Europa som bådflygtning. Han er nået til København, hvor han samler flasker med Kragerne. De er også immigranter, og de har givet sig selv gruppenavnet Kragerne på WhatsApp, fordi de ”leder efter guld, der hvor andre ser skrald.” Sådan er Cosmos fyldt med udefra-blikke på et privilegeret København, der smider pantflasker ud som skrald, og hvor at gå i gaderne føles som at ”vade rundt i en tysk reklame for vaskepulver.”
Cosmos lærer af en af med-kragerne, Odofu, hvordan man skal spørge danskerne om flasker: ”Ikke smile for meget og aldrig kigge dem i øjnene, men det er en god idé at komme med en lille joke, noget i rening af at man bare er der for at ’komme naturen til undsætning’.” Detaljegraden i beskrivelserne af Cosmos’ møde med København er fænomenal. For det meste går han rundt som usynlig. Byens folk har besluttet sig for, hvem han er, inden de overhovedet har kastet et blik på ham. Andre tidspunkter er han centrum for andres blikke. Cosmos lander et kortvarigt job som model, og casteren bærer en t-shirt med skriften “Foreigners, Please Don’t Leave Us Alone With The Danes.” Citatet hænger i luften mellem Cosmos og casteren, mellem bogen og læseren. Dynamikkerne er aldrig overforklarede, de ligger subtilt og prikker til læserens egen forståelse og fortolkning.
’Havet har mavepine’ og andre skønne sætninger
Det er tydeligt, at hver sætning i Cosmos er nøje udvalgt. Derfor er romanen også fyldt med sprogperler som: ”De blå mærker er begyndt at dukke op, som bevismaterialer på alt det, som jeg har været igennem, som om min hud fører retssag.” Eller udtrykket ”havet har mavepine”, som den unge Cosmos råber til sin far inden en fisketur. Eller denne lækre sætning: ”[Bander] hilser og markerer deres territorier og optegner grænser med pegefingre formet som pistoler.”
Finest er dog beskrivelserne af Cosmos’ forhold til Elisabeth, en fotojournalist, som han med det samme facineres af hos Lous frisørsalon:
”Elisabeth har udslettet mig. Vi mødtes i det orange sommerlys på en stor basketbane bag ved en skole, hun havde sin bold i en Spaldning-taske, var klædt i den store sweatshirt og et par shorts, hun næsten druknede i. Elizabeth spiller som en snigskytte. Hun bevæger sig som en danser, jeg fortabte mig i hendes bevægelser. Hendes fletninger ramte mig med et smæld, når hun driblede med skarpe, snedige bevægelser. Hun gled uden om mig så let som ingenting.”
Dette forhold måtte dog gerne udfolde sig over hundrede sider mere. Man er som læser først lige begyndt at forelske sig i Elisabeth og komme tættere på Cosmos, da den sidste side er nået. Man har lyst til at læse om flere kærtegn og skænderier og se romancen udspille sig i fuld længde. Men brevene giver kun det, som breve er: udsnit af et liv, korte beretninger fra enkelte dage. Og som læser af Cosmos er man glad for alt det, man kan få.
Cosmos er en kort fortælling om den store verden i et enkelt menneske, om global ulighed i Københavns gader og om store ofringer i nære relationer. En brevroman til tiden.
Leave a Reply