Den skandinaviske mand i dyb sne

Den skandinaviske mand i dyb sne

Den skandinaviske mand i dyb sne

Anmeldelse af teaterforestillingen Force Majeure, dramatiseret af Tim Price på Aarhus Teater d. 21. november 2023.

Anmeldt af Mathilde Bundgaard

Foto: Rumle Skafte, Aarhus Teater 

Et tragikomisk drama udfolder sig på den aarhusianske teaterscene. På overfladen hersker familiefred og idyl, men underneden truer et skred med at sætte det hele over styr. En opsætning af Ruben Östlunds film Force Majeure har fået et moderne præg med iPad og rejsekaos under opsætning af walisiske Tim Prices dramatisering og Anastasia Nørlunds oversættelse og instruktion. 

Den simple hvide scene danner ramme for skiferien i de franske alper. Familieidyllisk feriekaos udspiller sig; mor, far og to børn med ski og rullekufferter, lavt blodsukker og ulvetime. Mor opdrager og skælder ud – også på far. Familien når frem, og de står på ski. Freden sænker sig kortvarigt indtil forestillingens point of no return. 

Hvis man kender til filmen Force Majeure, er man bekendt med det videre forløb. En lavine sætter alt over styr. Teatret illustrerer dennes indtog med pludselige, høje bumpende lyde, så både min sidemakker og jeg spjætter i sædet. Stroboskoplys for alle pengene indikerer naturkatastrofens omfang. Familien ser lavinen komme nærmere fra en højtliggende restaurant; faren beroliger familien, indtil alvoren går op for dem alle. Far flygter, og mor bliver ved børnene. Og først her begynder den virkelige katastrofe, for hvem er familiens sande beskytter? 

Svaghed og styrke

Mette Døssing og Kjartan Hansen bærer glimrende rollerne som forældrene, Ebba og Tomas. Ebba gennemgår en erkendelseskrise. Kan hun være sammen med en mand, der flygter fra sin familie i en kritisk situation? Undervejs i forestillingen fremstår hun både stærk og sårbar. Tomas flygter fra erkendelsen, og vaklende mister han sit fodfæste imens. Det tenderer næsten til at blive lidt ynkeligt. 

Tomas’ vennepar, Mats og Fanny, spillet af Martin Bo Lindsten og Carla Eleonora Feigenberg, sætter skub i konflikten. Forestillingen lægger sig generelt tæt op ad filmen, særligt med brugen af komik og humor. Scener, hvor en moderne mere følsom samtale mellem to mænd kunne have fundet sted, bliver i stedet til en drukscene med en tåkrummende fuldemandssamtale. Forestillingens sidste scene stiller fornyede spørgsmålstegn til beskytterrolle og familiestrukturer, for måske er der faktisk plads til både svaghed og styrke hos alle, køn underordnet.

Med fare for at bevæge mig for meget udenfor min litterære hjemmebane, tillader jeg mig alligevel at komplimentere Laura Løwes enkle scenografi; snebelagt gulv og en lille skihytte, der kører ind og ud på scenen. Den gør ikke meget væsen af sig og tillader derfor, at dramaet mellem menneskene kan udspille sig fuldstændigt uden noget at gemme sig bag. Moderne elementer som en hotelreception på segway og en eksperimenterende robotstøvsuger hører også til blandt de mere komiske elementer, men forestillingen kan bære det. 

Force Majeure præsenterer tematikker, som maskulinitet, sårbarhed og den moderne kernefamilie. Den satte tanker i gang om urinstinkter og beskyttertrang. Den kommer i mål med at belyse skellet mellem overfladeidyl og virkelighed, forestilling og skjulte forventninger båret frem af fremragende skuespilpræstationer.