Anmeldelse af Euripides, Medea, genudgivet på Gyldendal d. 31. august 2021. Oversat fra oldgræsk af Inger Christensen.
Anmeldt af Arvid Kühne
Foto: Arvid Kühne
Medea endte på sidstepladsen da den blev fremvist ved Dionysosfestivalen i 431 f.Kr. og det er ikke svært at forestille sig hvorfor. Hvordan ville en fortælling om en kvinde der dræber sin tidligere mands nye hustru og svigerfar og sine egne børn ellers blive modtaget i det gamle Grækenland? Hvordan kunne modtagelsen være andet end lunken, når Euripides valgte at gøre den titulære Medea til en sympatisk karakter, fremfor en modbydelig heks? Medea er et stykke, der nærmest er skabt til ikke at kunne blive til en succes i sin samtid. I stedet sikrede det sig en plads i en litteraturkanon uden for dens udgivelse.
Medea er ikke din typiske oldtidskundskabsroman. Ikke fordi den er meget anderledes i form eller fordi den er meget mere blodig. Blodig er den, men på en meget mere ubehagelig måde end de typiske slag man kender fra bl.a. Iliaden. Og så er den noget af en afstikker i tematik og budskab, da den følger en (gisp!) kvinde, der er blevet svigtet og forrådt i en sådan grad, at hun vil gøre alt for at hævne sig på dem, der er skyld i hendes kvaler. Medeas husbond Jason, som i øvrigt i forvejen har udnyttet hende noget så groft, har valgt at indlede sig i et ægteskab med et bedre parti. Et kongeligt parti. Medea er selvfølgelig ikke synderligt tilfreds med denne beslutning. Faktisk i en så stor grad at kongen beslutter at bortvise hende fra landet, bare for en sikkerheds skyld. Heller ikke dette er Medea specielt tilfreds med:
”Jeg møder modgang overalt – unægtelig: men enden på det bliver en anden, kan I tro. For svære prøvelser er nu på vej til brud og brudgom, deres slægt går heller ikke fri. Tror du jeg har slesket for en mand som ham, forgæves, uden tanke på min egen fordel?”
Til døden os skiller
Hvad der efterfølger er en umådelig brutal fortælling om Medeas hævn. Først rettes den mod den, der er roden til alle hendes sorger; Jason. Men fremfor at give efter for blindt had, lægger hun en mere udspekuleret og diabolsk plan. I stedet for at angribe Jason angriber hun alt det, der står ham nært. Ved kvindelig list (som jo egentlig bare består i at ae hans mandlige ego) overbeviser hun Jason om, at hans beslutning om at gifte sig med en kongedatter var en ganske fornuftig beslutning. På denne måde kan hun uden mistanke sende sine to drenge afsted med et forbandet slør til den kommende hustru. Indtil videre lyder historien måske som en standard fanfare, men læg lige mærke til hvor barbarisk dette mord bliver fremstillet:
”Til sidst tog smerten overhånd og hun sank sammen i sig selv og lå på gulvet knap nok til at kende mere for sin egen far; for hendes øjne, hendes fine ansigtstræk var opløst i groteske former, blod og ild var blandet sammen nu og kødet løsnedes så let fra kroppens ben som harpiks løsner sig fra pinjetræets stamme. Grufuldt.”
Medea er altså stadig en pokkers relevant fortælling, efter min mening på to planer. Både fordi hovedpersonen er gået hen og blevet lidt af et feministisk ikon, men også på grund af dens groteskhed, dens iboende rædsel, der på ingen måde er blegnet med tiden. Og som engageret læser af moralsk forkastelig litteratur var det især den sidstnævnte del jeg var meget fascineret af.
“How do you do, fellow kids!”
I denne udgivelse medfølger også et forord af Hanne Højgaard Viemose, der egentlig på mange måder er udmærket. Viemose forklarer godt om stykkets historie og dets nutidige relevans. Men til tider var det dog også direkte tåkrummende, da jeg synes hun lidt overkompenserer i forsøget på at nå ud til en yngre demografi: ”Han [Jason] opfører sig, som om han er på Tinder, han swiper bare”. Gys! Når det så er sagt, skal det ikke holde nogen tilbage fra at give denne fantastisk foruroligende fortælling en chance (og nu hvor du er i gang, så giv da også lige Lars Von Triers næsten ikke sete filmatisering en chance!). Også hvis du er en af dem der synes det var dødens pølse at læse Iliaden i gymnasiet.
Leave a Reply