Anbefaling af Nora Dåsnes: Ti knive i hjertet, udgivet på Turbine d. 26. november 2020, oversat fra norsk af Anne Krog Hørning
Anmeldt af Cecilie Bøgh Pedersen
Foto: Bogens forside//Turbine – illustreret af Nora Dåsnes
Det er hårdt at være 12 år. Det kan være let at glemme, når man selv er blevet ældre, men i Nora Dåsnes smukke bog Ti knive i hjertet, bliver læseren brutalt mindet om alt det, som følger med at være på grænsen til at være teenager igen: forelskelse, venskaber og følelsen af at være fanget mellem barn og voksen. Bogen følger Tilde og er skrevet i dagbogsformat og fyldt med smukke illustrationer, som Nora Dåsnes også har lavet, og som gør historien levende og indlevende.
Historien begynder den 19. august, hvor Tilde lover, at hun vil fylde dagbogen ud med ord og tegninger. Derefter fortæller hun lidt om sig selv: Tilde er 12 år, hun bor med sin far, kan spille klarinet og lave tomatsuppe, elsker at tegne, popmusik, sine veninder, skoven, hader boldspil, tørt brød og billeder. Derefter fortæller hun, at det er sidste dag i sommerferien. Tilde glæder sig ikke synderligt til at komme tilbage til matematiklektierne efter ferien, men hun glæder sig dog til at se sine gode veninder Bao og Laura. Men ingenting bliver helt som Tilde havde håbet, da ferien er slut og skolen begynder igen.
Mellem barn og voksen
Allerede første dag efter ferien begynder tingene at ændre sig. De tre veninder, Bao, Laura og Tilde, har lavet en hemmelig hule ude i skoven. I frikvarteret går de ud i skoven, for at se den, men pludselig bliver Laura distraheret af sin telefon og ender med at gå tilbage til skolen. De andre to er forvirrerede over hendes opførsel og samme aften skriver Tilde, at hun håber, Laura snart er sig selv igen. På turen ud i skoven snakker de tre piger om deres nye lærer, som har kort hår og går klædt som en dreng. Laura foreslår, at hun måske er lesbisk. Disse første sider bestemmer meget klart de centrale temaer i bogen, som både handler om det forvirrende stadie mellem barn og voksen og Tildes voksende forelskelse i Miriam. Bao og Laura bliver hurtigt uvenner, da Laura fortæller, at hun er blevet kærester med Martin og ikke længere gider bruge tid på at bygge huler i skoven. Imens de skændes er Tilde fanget i midten. Hun har ikke lyst til at vælge side og har tydeligvis nok at slås med selv. Hvordan skal hun svare på Miriams snap? Skal hun bruge udråbstegn eller ej? Skal hun sende et hjerte? Det er bestemt ikke let at være 12 år.
Ikke ”kun” til børn
Bogen – som måske snarere er en grafic novel – er bestemt ikke ”kun” til børn og teenagere. Den er autentisk og smuk, og man føler virkelig for Tilde, der kæmper med alle de nye ting, som syvende klasse bringer med sig. Selv som en såkaldt ”voksen” læser, så er det umuligt ikke at blive draget ind i Tildes farverige og hjertevarme verden. Med det sagt så er den bestemt også værd at give til folk, der faktisk er omkring de 12 år, og måske går igennem nogen af de ting, som Tilde selv kæmper med. Det er ikke svært at forestille sig, at mange kan spejle sig i Tildes problemer: hun vil bare gerne undgå at gøre nogen sure, hun savner sine veninder, hun vil gerne være sejere, og hun vil gerne være forelsket. At det så tilfældigvis er en pige, som Tilde får følelser for, gør kun historien endnu mere læseværdig. Der er ikke nok historier til unge og børn om, hvordan det er, at være tiltrukket af personer af ens eget køn – og det er en skam, for alle fortjener at se sig selv repræsenteret i litteraturen. Det er både hjerteskærende og opløftende at læse om Tildes overvejelser om, hvorvidt hun både kan være forelsket i Miriam og stadigvæk lide Marcus og Martinus? Tildes historie er realistisk, og Nora Dåsnes har skabt en historie og en karakter, som virker lyslevende, når man læser Ti knive i hjertet. Man læser ikke bare om Tildes problemer, man oplever dem sammen med hende og krydser fingre for, at alting bliver okay til sidst. Og at hun får pigen. Selvfølgelig.
Leave a Reply