Anmeldelse af Samantha Harvey: Seksten solopgange, udgivet på Gads Forlag d. 21. august 2025. Oversat fra engelsk af Mathilde Moestrup.
Anmeldt af Laura Højberg Skovhuus
Foto: Laura Højberg Skovhuus
Hvis du havde muligheden for at se Jorden fra rummet, ville du så gøre det? Det spørgsmål har jeg stillet mig selv flere gange i min læsning af Samantha Harveys Seksten solopgange, en roman der dyrker langsommelighed og perspektiv.
Jeg sidder med en følelse af, at jeg ikke er blevet introduceret til romanens seks karakterer – Shaun, Chie, Roman, Nell, Anton og Pietro – en følelse af, at jeg bare er blevet kastet ud i handlingen. Mens disse karakterer følger udviklingen af en tyfon i Stillehavsområdet fra Den Internationale Rumstation, følger jeg dem hver især, og jeg lærer dem langsomt at kende i løbet af det døgn handlingen løber over.
For at kunne skelne mellem dag og nat, har de hver især fået forskellige rutiner, de skal følge. Formålet med disse rutiner er både videnskabelige – de tester mus på forskellig vis – samt at holde rumstationens beboere fra at blive skøre. Rummet forsøger nemlig at snyde dem:
“De kan mærke rummet forsøge at afvikle deres forestilling om dage. Det siger: Hvad er en dag? De insisterer på at det er fireogtyve timer, og holdene på jorden bliver ved med at bekræfte det, men rummet ser deres fireogtyve timer og giver dem seksten dage og nætter tilbage. De klamrer sig til deres fireogtyvetimers ur (…) Bevidstheden er i en vanvidszone uden dage, den surfer på jordens hvirvlende horisont.”
Klodens udvikling in your face
Alle som én spekulerer de seks karakterer på Jorden, dens betydning og værdien af deres egne liv. Gennem karakterernes øjne bliver kloden malet frem som en smuk og unik tilstedeværelse i rummet, mens der på samme tid skabes en vis distance fra planeten og menneskene på den:
“De blev advaret om hvad der ville ske efter gentagen eksponering for denne sømløse jord. I vil se, fik de at vide, dens udførlighed, dens mangel på grænser bortset fra dem mellem land og hav. I vil ikke kunne se nogen lande, kun en rullende udelelig klode hvor adskillelse ikke er en mulighed, og da slet ikke krig.”
Da jeg læste ovenstående citat, kunne jeg ikke lade være med at ryste på hovedet over, hvor præcist det rammer. Krige, religion, landegrænser og meget andet – det er alt sammen noget, vi som mennesker har skabt, og havde det ikke været for os, havde intet af det eksisteret. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis vi startede forfra med livet på Jorden, ville biologien højst sandsynligt udvikle sig på samme måde igen, mens alt hvad vi mennesker har skabt ville udvikle sig anderledes. Gennem hele romanen synes Harvey at skildre menneskeheden som et paradoks:
“Hvorfor gør man det? Prøver at leve et sted hvor man aldrig kommer til at trives? Prøver at tage et sted hen hvor universet ikke vil have én, når der findes en glimrende jordklode der gerne vil. Han kan aldrig vurdere om menneskets hunger efter rummet er nysgerrighed eller utaknemmelighed. Om denne mærkelige, varme længsel gør ham til en helt eller en idiot. Utvivlsomt noget i nærheden af begge.”
En prisværdig fortælling
Som jeg nævner i starten, dyrker romanen langsommelighed og perspektiv, og med det mener jeg, at trods dens knap 200 sider, formår den at skabe et malerisk perspektiv på vores klode. Den langsomme handling står som en parallel til romanens titel, fordi astronauterne i deres kredsløb om Jorden oplever den samme dag seksten gange. Det har – for mig – lidt science fiction-effekt, mens det på samme tid kan fungere som en løftet pegefinger, der gør opmærksom på, at vi kun lever én gang.
Leave a Reply