Anmeldelse af Zoulfa Katouh: Så længe citrontræerne gror, udgivet på Gyldendal d. 15. september 2022. Oversat fra engelsk af Betty Frank Simonsen.
Anmeldt af Anne Philipsen
Foto: Anne Philipsen
Så længe citrontræerne gror er en virkelighedsnær og fantastisk skildring af et land i krig, og hvordan en bestemt bys indbyggere forholder sig til og overlever i krigens hverdag. Bogen tager en svær problematik op som grundkonflikt. Nemlig spørgsmålet om, hvorvidt man skal blive i det land, man hører hjemme, og hvor man er født, eller om man skal tage af sted for at redde sig selv.
Vi møder bogens hovedperson Salama første gang, da hun er ude og handle til sig selv og hendes højgravide bedste veninde. Der er dog ikke andet end tre citroner og noget tørt/ muggent brød tilbage i supermarkedet, som hun bliver nødt til at købe, da de trods alt skal have en smule at spise. Da hun går ud fra supermarkedet, bliver hun mødt af følgende:
”Gaden er revnet, asfalten er ikke andet end murbrokker. Udhulede, grå bygninger, som er ved at gå i opløsning, fordi naturen forsøger at færdiggøre det, som militærets bomber har påbegyndt. Fuldkommen og absolut ødelæggelse”
Dette er meget sigende for fortællingen. Læseren bliver fra første side af revet ud af Danmarks trygge rammer og hevet ind i Syriens foruroligende omgivelser. Dette afspejler sig også i Salama, en 18-årig kvinde som før urolighedernes udbrud var i gang med at læse til farmaceut. Men urolighederne blev til kamp, og Salamas hverdag ændrede sig. Nu er hun frivillig på et nærtliggende hospital, hvor hun af mangel på andre og bedrevidende folk, fungerer som kirurg, læge, sygeplejerske, farmaceut og meget andet for at behandle de ofre for militærets bomber og snigskytter, som kommer ind på hospitalet for at få hjælp.
At kunne se farverne
De mange voldsomme hændelser fra krigen har (selvfølgelig, har man lyst til at sige) sat sig i Salama. Dette bliver italesat på to måder i bogen, som virker særdeles godt i læseroplevelsen. For det første bliver Salamas angst manifesteret i en hallucination af en mand ved navn Khawf (angst på arabisk), som følger hende nat og dag for at vise hende alle de værst tænkelige scenarier. For det andet bliver det italesat, at Salama ikke længere ser verdens farver, alt er sort/ hvidt – eller gråt som i forrige citat, hvilket er en virkelig smuk måde at vise traumets anatomi på:
”Tiden læger de blødende sår og gør dem til ar, og vores kroppe glemmer måske traumerne, vores øjne lærer måske at se farverne, som de skal ses, men helbredelsen gælder ikke vores sjæle”
Som i en rigtig kærlighedshistorie kommer der en dag en mand, Kenan, ind på hospitalet, som forandrer hendes hverdag. Denne kærlighed skinner igennem hele bogen, og den er fantastisk at følge, fordi den netop er med til at skabe håb hos både hovedpersonen og læseren på et sted, som ellers ikke indbød til håb.
Jeg tror virkelig, at håb er et af de absolutte nøgleord i denne fortælling. Dette afspejler sig også i bogens, herunder titlens, tematisering omkring citronen. Allerede foreløbigt for historien står følgende citat skrevet: ”Hver citron vil fremkalde et barn, og citronerne vil aldrig uddø”. Dette bliver også gentaget indirekte i fortællingen ved bl.a. et tilbageblik til tidligere urolige tider, hvor indbyggerne plantede citrontræer for at vise modstand, og ved at der stadig står citrontræer rundt om i Homs, byen hvori det hele foregår.
Meget mere kan og vil jeg ikke skrive om den, da jeg synes enhver selv skal have den fantastiske oplevelse at læse den uden at vide for meget. Og hvad jeg afslutningsvis vil bemærke er, at dette er Zoulfa Katouhs debutroman, og sikke en debut! Jeg glæder mig allerede meget til Katouhs videre forfatterskab, fordi hun har en fantastisk måde at skrive karaktererne til live på!
Leave a Reply