Anmeldelse af Hiroko Oyamada: Væsler på loftet, udgivet på Grif Forlag d. 2. februar 2024. Oversat fra japansk af Mette Holm.
Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard
Foto: Johanne Lehmann Daugaard
Den japanske skønlitteratur er for alvor kommet for at blive – og med sin anden udgivelse oversat til dansk, melder Hiroko Oyamada sig ind i det flerstemmige kor af japanske stemmer hos de danske læsere. Væsler på lofteter en lille samling af blot tre af hendes finurlige noveller.
Væsler på loftet er ikke blevet beskrevet som en novellesamling, men derimod en novellecyklus. Det cykliske i udgivelsen kommer blandt andet til udtryk, idet alle tre noveller er fortalt fra den samme, navnløse jegfortæller. Derudover er der tematisk en rød tråd på spil, der får novellerne til at ræsonnere med hinanden.
Hvad forældre er gjort af
Gennem de tre noveller, “Død i familien”, “Væslens sidste skrig” og “Snebarnet”, er ét gennemtrængende tema: forældreskabet – både drømmen om, virkeligheden af og mystikken omkring det. Jegfortællerens kone vil meget gerne have et barn, men han kan ikke forlige sig med tanken om det. Selv ikke da de besøger hans ven, Saiki, og konen, Yoko, der netop har fået en lille pige. Mens de to kvinder – den ene nybagt mor og den anden drømmende om netop dette – hurtigt finder et fællesskab i deres moderlige urinstinkt, forsøger jegfortælleren at finde hoved og hale i sin egen maskulinitet. Hans kones brændende ønske får ham til at se sig selv udefra og stille spørgsmål til, hvad hans formål egentlig er i tilværelsen:
“Der var noget importeret trælegetøj og lidt babytøj i posen, og de to kvinder begyndte at diskutere forskellige tøjmærker. Gad vide, hvornår de to var blevet så gode veninder? Det var næsten som om, de to var mere fortrolige, end Saiki og jeg var.”
Misogyne mandspersoner
Selvom jegfortælleren har svært ved at opfylde sin kones ønske om at blive mor, fremstår han faktisk mere sympatisk end de andre mænd i novellerne. Både Saiki og den fælles ven, Urabe, behandler deres koner med disrespekt i form af nedladende kommentarer og ved at hundse med dem på må og få. Denne forskel i magtfordelingen mellem mænd og kvinder ligger som en svag skygge over forældretematikken, hvor selve dét at være en familie bestående af far, mor og børn sættes i perspektiv. Er kernefamilien egentlig drømmen, eller er det bare noget, vi går og tror? Særligt moderrollens selvopofrelse understreges i en anekdote, som jegfortællerens kone fortæller, om dengang hendes bedsteforældre havde problemer med væsler:
“Hun fortalte, at morvæslens dødsskrig havde været rettet mod farvæslen og ungerne: ‘Det her er et farligt hus. De drukner jer, hvis I bliver. Skynd jer væk! Farvel!’ (..) Hvis de havde fanget en af ungerne i stedet for morvæslen, ville det ikke have virket, for ungerne skreg bare på hjælp. Og farvæslen ville være blevet rasende og have forsøgt at bide sig ud gennem buret for så at drukne af udmattelse.”
Japansk minimalisme
Oyamadas skrivestil er, hvad jeg vil karakterisere som typisk japansk. Det er finurligheden i karakterernes omgivelser, der drysser det overnaturlige støv over fortællingerne, som også kan genkendes i andre japanske forfatterskaber, som Sayaka Muratas, Emi Yagis og Hiromi Kawakamis. Alligevel vil jeg ikke kalde Væsler på loftet for magisk realisme, som det blandt andet er kendt fra Haruki Murakami – for frem for at gå planken ud med overnaturlige elementer, vælger Oyamada at bevæge sig inden for en realistisk ramme, hvor visse elementer af virkeligheden dog betragtes på en alternativ og fantasifuld måde. Som når hun stiller skarpt på specifikke akvariefisk, eller sammenligner et spædbarns gråd med lyden af en sirene i det fjerne. Oymadas novellesamling er ikke det absolut bedste japanske skønlitteratur, jeg har læst – men den er en rigtig god indgang til nye læsere.
Leave a Reply