Skrevet af Nicoline Thoning
Foto: Bogens omslag / klim.dk
Se på mig er et af Jennifer Egans tidligere værker, der blev udgivet første gang i 2001, og som nu for første gang foreligger på dansk. Spændingen er i højsædet, og værket er både nervepirrende og hæsblæsende med adskillige sammenflettede skæbner: en række små fortællinger, der tilsammen skaber én stor.
Selvom romanen her ikke er så eksperimenterende og udfordrende som Egans Pulitzer-prisvindende Tæskeholdet banker på (2013), så er Se på mig rigtig skarp i måden, hvorpå de sammenfiltrede historier skildres gennem parallelle handlingsforløb. Således foregriber værket Egans karakteristiske leg med form og komposition, hvor hverken karakterer eller sammenhængen er meget for at vise sit sande ansigt før romanens afslutning. Kun få detaljer og forbindelser afsløres som små glimt, mens resten overlades til læserens årvågenhed og evne til at samle de flagrende ender.
I sin komposition rummer værket derfor en vis kompleksitet, fordi man hele tiden må holde styr på de adskillige handlingsspor, personer og de tematikker, som knytter sig til dem. Men dette er ligeledes medvirkende til, at det bliver et værk, som har enormt meget at byde på rent tematisk og inviterer til både én og flere genlæsninger. Og meget interessant og tankevækkende optræder der tematikker, som virker foregribende i forhold til den tid, som romanen er skrevet i. Særligt mediebilledet, som i romanen fremskrives med en vis satirisk og ironisk distance, virker her i 2015 skræmmende velkendt.
I ser mig, derfor er jeg
En af værkets fremtrædende karakterer er modellen Charlotte, hvis fortælling cirkulerer om selvet og opfattelsen af dette. Efter en fatal bilulykke må utallige metalskruer fastholde hendes vandaliserede ansigt i de rette folder. Man følger derfor hendes kamp for at finde sig tilrette med sit nye ansigt såvel som sin nye tilværelse uden for modelverden og dermed: en helt ny identitet. For ingen genkender Charlotte længere, og hendes desperate forsøg på at genetablere sit ansigt i modebranchen mislykkes. Tilværelsen syner uendelig sort, indtil hun en dag præsenteres for Thomas og hans internettjeneste Ordinary People, hvis grundlæggende ønske er at vise almindelige og ekstraordinære menneskers tilværelser rundt om i verden ved at eksponere deres livsfortællinger. Dette bekendtskab bliver startskuddet til Charlottes selvfremstilling, nedsmeltningen af grænsen mellem det private og det offentlige og en sløring af grænsen mellem fiktion og virkelighed. En rejse for Charlotte, som kulminerer i salget af rettighederne til sin historie og identitet til Ordinary People. Således leger romanen ustandseligt med ideen om, at identiteten er foranderlig og konstrueret, og fremskriver et skræmmescenarie, hvori ideen om, at mennesket skulle rumme en essentiel personlig identitet, anfægtes, således at ingen bliver uerstattelig.
Samtidig rummer romanen en dobbelthed i opfattelsen af, hvad der konstituerer et jeg. På den ene side ønsker Charlotte at blive set og eksponeret, som en modelkarriere jo fordrer. På den anden side må kun overfladen vises – den velpolerede facade hvorfra ingen svagheder afsløres. Hun har en ide om, at alle mennesker er løgnere; en slags performere, som kun viser det, folk ønsker at se, mens andre mindre flatterende sider af personligheden, som eksempelvis egoisme, usikkerhed eller fordækthed, bortgemmes i et ”skyggejeg”, hvorfra de kun flygtigt demaskeres:
”Jeg studerede kort, men nøje Thomas Keene: hans glatte jeg og hans tykke skyggejeg, hans olivenfarvede Armani, hans sandfarvede hår og små runde øjne. Jeg granskede ham for et eneste gran kynisme, en antydning af bevis på, at han inderst inde ikke troede på et ord af det, han sagde. Jeg fandt intet.”(s. 209)
Således viser citatet, hvordan der hersker et åbenlyst modsætningsforhold imellem de elementer, som udgør Thomas’ jeg. Skyggejeget dækker over en tidligere udgave af Thomas med de svagheder og ar, livet har påført. Ar og svagheder, som Thomas desperat forsøger at ryste af sig i fremvisningen af et jeg, som han føler, at han nu kan være stolt af. Det samme gør sig gældende for Charlotte, der hellere vil drukne sin trøstesløshed ganske alene i store mængder alkohol end at lade andre være vidne til sin svaghed. I modsætning til jeget som selviscenesat konstruktion, der kan bortkastes og genskabes efter forgodtbefindende, tilføjer hele skyggejeg-ideen et element af kompleksitet. For som skyggejeget netop blotlægger, står ikke alt til forhandling, idet der uundgåeligt eksisterer elementer af ens personlighed som forbliver uforanderlige. Personlighedstræk som hverken kan slettes eller skjules ved jegets konstruktion af sig selv.
At hele denne kræsen omkring jeget og opfattelsen af det er blevet hængende i min bevidsthed længe efter endt læsning skyldes måske den væmmelige og svagt modvillige genkendelse i overdrivelsen. For Se på mig fremstiller nok en karikeret selviscenesættelse, hvilket eksempelvis kommer til udtryk i den absurde rekonstruktion af Charlottes bilulykke for at gøre hendes fortælling mere ”real” for de mennesker, som følger hendes liv på Ordinary People. Men når alt kommer til alt, forekommer romanens handling ikke så uendeligt langt fra den evindelige selvdokumentering, som finder sted overalt på de sociale medier i dag. Egan giver således stadig læseren stof til eftertanke 14 år efter romanens udgivelse, hvor det ikke er blevet mindre relevant at spørge: Hvor går grænsen for, hvad der er til forhandling i den evige jagt på den perfekte selvfremstilling?
Leave a Reply