Anmeldelse af teaterforestillingen Idioten på Aarhus Teater, instrueret af Sigrid Johannesen. Fortolkning af Fjodor Dostojevskijs roman Idioten fra 1869.
Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard
Foto: Aarhus Teater
Dostojevskij. Et forfatternavn, de fleste kender til eller har hørt om, og som kan få selv en litteraturelsker som mig til at ryste lidt i bukserne. Derfor må jeg hellere proklamere, at jeg ikke har læst ét ord Dostojevskij, før jeg alligevel sætter mig til rette foran Aarhus Teaters Scala-scene for at se dramatiseringen af hans romanklassiker Idioten.
I Sigrid Johannesens moderne nyfortolkning af det litterære mesterværk fra 1869 møder vi fra start samtlige karakterer, der rabler i munden på hinanden, så man ikke kan skelne dem eller fokusere på en enkelt stemme. De forsøger ivrigt at udlægge deres personlige perspektiv i den sag, hele stykket drejer sig om: mordet på den smukke Nastasja Filipovna. Heldigvis bryder vores hovedperson, Fyrst Mysjkin, ind med sit godmodige “Kære venner!” for at kuratere samtalen og lade dem alle komme til orde, én efter én.
Fra russisk mobbedreng til dansk scenekunst
For sikkerheds skyld, lad mig kort opridse Idiotens udgangspunkt for de uindviede (inklusive mig selv, før dette teaterstykke). Fyrst Mysjkin (Emil Prenter) er vendt hjem til Rusland efter et årelangt behandlingsophold mod sin epilepsi i Schweiz. I toget mod Skt. Petersborg møder han den mystiske Rogozjin (Daniel Mortensen), som får nævnt den smukke Nastasja Filipovna (Rosemarie Mosbæk) – den Nastasja, der vil blive omdrejningspunkt for et trekantsdrama, og som vil blive myrdet. Egentlig er Fyrst Mysjkins anliggende i Skt. Petersborg dog at vedlægge besøg hos familien Jepantjina, som han mener at være beslægtet med. I denne familie er man også stærkt optaget af Nastasja, som, sammen med familiens skønne datter Aglaja Jepantjina (Laura Kronborg Kjær), er del af et større giftermålspuslespil, hvor der også er penge involveret. Således en lille rammesætning for teateropsætningen, som Johannesen på elegant vis har formået at gøre både vedkommende og spændende.
Humor og alvor
Jeg har allerede stiftet bekendtskab med Johannesens arbejde tidligere, da jeg sidste år var inde at se GenZ ENDGAME. Og endnu en gang imponerer hun mig. Johannesen balancerer stilfuldt mellem humor og alvor, når hun lader karaktererne i Idioten fremstå henholdsvis ynkelige, fandenivoldske, tåbelige, sleske, blåøjede, ekstremt nysgerrige og rablende sindssyge. Hver karakter står tydeligt frem som sit eget billede på en bestemt type, samtidig med at jagten på sandheden om mordet på Nastasja lader dem udfolde sig til komplekse og mangefacetterede personligheder. Ved hjælp af sparsom og knivskarp scenografi skifter perspektiverne i den samme scene, så jeg som publikum oplevede, hvor vigtig en rolle synsvinklen spiller for sandheden. Blandt andet fungerede det blåkolde lys fra tre mobile lygtepæle som bratte perspektivskift, når én karakter bryder ind og blander sig i en anden karakters udlægning af historien. Med dette greb understreger Johannesens dramatisering pointen om, at den enkeltes oplevelse af en situation kan være med til at sløre den egentlige virkelighed:
[Nastasja til Fyrst Mysjkin]: “Plejer du ikke at sige, at det vigtige ikke er, hvordan noget har været, men hvordan det opleves? At kendsgerninger ikke er nær så vigtige, som vores oplevelser af kendsgerningerne. At historien skrives af den sejrende, og selv politik er først og fremmest følelser, oplevelser?”
Eminent skuespil
Udover plottet som generelt interessant, er Aarhus Teaters skuespillere hver især eminente til at repræsentere deres pågældende karakters synsvinkel og inkarnere selv de mindste personlighedstræk og karakteristika. Som når Emil Busk stirrer slesk og piller med hånden ved bukserne for at udtrykke sin karakter Ganjas uhumskhed; når Mette Døssings øjne ruller rundt i hovedet på hende for at udtrykke sin karakter Generalinde Jepantjinas ‘nosiness’; og når Thorbjørn Hedegaard skjult slikker sig om munden for at give krop til sin karakter Totskijs smiskhed. Det er både humoristisk og overbevisende at overvære. Men jeg må især fremhæve Fyrst Mysjkins utroligt virkelighedstro epilepsianfald, legemliggjort af en rystende, rallende og brølende Emil Pretner. Mellem det komiske tittede sagens alvor nemlig frem og huskede os på, at Idioten – både selve stykket og idiot-karakteren, Fyrst Mysjkin – har et anliggende med sit publikum:
[Fyrst Mysjkin]: “Nej, nu … nu har jeg igen sagt noget dumt, jeg kan se det på jeres ansigter, men … Ja, det kan jo ikke være anderledes, for jeg er jo … jeg er … jeg … en IDIOT!”
Også relevant anno 2025
Uanset om man er tilhænger af litterære klassikere fra 1800-tallets Rusland eller ej, kan denne 156 år gamle fortælling alligevel fortælle os noget om vores nutid anno 2025. Som Johannesen selv udtrykker det, er Aarhus Teaters opsætning en nyfortolkning, der forsøger at tage fat i vor tids følelsesstyrede samfund for at stille spørgsmålet:
“Hvis der kun findes vores subjektive oplevelser af virkeligheden – hvis der ikke længere findes nogen fælles virkelighed – hvordan skal vi så leve sammen som mennesker i et samfund?”
Foruden ømme kinder og hænder, fra at grine og klappe, var det dét spørgsmål, jeg forlod salen med. Idioten er en stor anbefaling herfra, og den gør, for mig at se, det, som et godt teaterstykke gør bedst: underholder og sætter tanker i gang.
Idioten spilles fra d. 8. marts – 16. april. Den varer 1 t. 45 min. uden pause. Billetter koster mellem 95 og 295 kr. pr. billet.
Leave a Reply