Anmeldelse af Maddie Mortimer: Kort over kroppens landskab, udgivet på Lindhardt og Ringhof d. 22. april 2024. Oversat fra engelsk af Siri Ranva Hjelm Jacobsen.
Anmeldt af Anne Philipsen
Foto: Anne Philipsen
I Maddie Mortimers roman Kort over kroppens landskab får ikke kun den kræftsyge Lia en stemme, men også hendes nærmeste familie og ikke mindst kræften selv. Gennem et væv af stemmer stykkes et kræftforløb sammen fra den spæde start til den ultimative slutning. Men det er ikke kun nutiden, der regerer; det gør også den vanskelige fortid og den ubærlige fremtid.
Lia har tidligere haft kræft. Det ligger nogle år tilbage, og hun burde være rask. Lige indtil der trænger en stemme ind i hendes indre; endnu uhørbar for hende selv, men for læseren en mystisk stemme. Det er en kræftcelle, og pludselig er hun ikke længere rask. Det ved hun bare ikke selv endnu. Det er først senere, til et af hendes opfølgningstjek, at hun finder ud af, hvad der egentlig raser i hendes indre. Denne gang mere kraftfuld og ødelæggende end før. Denne gang kan hun ikke helbredes. Og denne gang starter hendes rejse mod slutningen, en rejse, der vil ødelægge det menneske, som hendes familie og venner kender – en rejse kræften kun bidrager til:
”I dag bestiger jeg måske hendes strubehoved trin for trin eller spiller på luftrøret som en xylofon, eller jeg finder helt nye måder at sprede rædsel og rasere på, for dét er sagen med kroppe: De er så nemme at gå på rov i, uden at nogen mistænker det mindste. Indtil de gør, selvfølgelig. Og så er de det selvfølgelig ikke.”
At kræften selv får en stemme er virkelig spændende! I den tid, hvor Lia ikke ved, at kræften overhovedet er der, er deres to stemmer totalt adskilt. Men langsomt, som kræften får mere og mere tag i Lia, begynder de to stemmer at flyde sammen; først som små parenteser i Lias stemme, for derefter at flyde totalt sammen, hvor læseren kan blive i tvivl om, hvem der egentlig har magten og taler. Det illustrerer virkelig godt og skræmmende, hvor invasiv kræft kan være på ens krop og psyke, når først den får fat.
Stemmer på kryds og tværs
I en mosaik af stemmer bliver det fortalt, hvordan Lias mand forbereder sig på at miste sin partner; hvordan Lias datter Iris i et virvar af følelser skal forholde sig til at miste sin mor; hvordan Lias egen mor skal forholde sig til at miste sin datter; og hvordan Lia selv skal forberede sig på sin død. Lia konfronterer sin fortid, som for at acceptere sig selv, hvad hun har gjort og ikke har gjort; hvorfor kunne hun aldrig finde ro i den religiøse opvækst, som hendes forældre havde givet hende? Hvorfor var moren, som hun var dengang? Og hvorfor valgte Lia at gøre én ting frem for en anden?
”Nede i stuen sad den anden mor og knugede kræftbøgerne, hun ikke havde sluppet. Harry stor ved vasken, han skar liljestængler til og stillede tilbageholdende spørgsmål til kvinden som sjældent kom på besøg, sjældent viste interesse for ham eller deres beskedne, gudløse liv. Lia fandt det underligt at være vidne til disse skæringspunkter mellem fortid og nutid, mellem forskellige sfærer og paletter, men måske, bare måske, havde noget i hendes mor forandret sig […]”
Og i alt dette presser kræften sig ind igen. Der skabes et sprog og en konstant bevidsthed om den nærliggende død helt ned på et fortællermæssigt plan i romanen, fordi som kræften spørger: dør man så i tredje- eller førsteperson?
Læs den fysisk!
Som en sidste lille bøn for romanen, så læs den fysisk. Der er så mange facetter, følelser og fornemmelser i denne roman, som bliver udtrykt grafisk, at det ville være en skam at høre den på lydbog. Det er ikke altid ordene står lige på linjen fra venstre mod højre; de står i spiraler, når Lia føler sig svimmel; de står som trappetrin, når hun nogle gange går ned ad en trappe; de former en sol og dens stråler, når en særlig skindene dag beskrives. På den måde får læseren, ved at læse den fysisk, et ekstra indblik i følelserne og fornemmelserne i romanen, som jeg ikke tror, at selv en god oplæser vil kunne udtrykke på lyd. Det er virkelig en roman, der skal og kun kan læses fysisk.
Leave a Reply