En sommeranbefaling af Harald Voetmann: Syner og fristelser, 2015
Af Rasmus Lund Nielsen
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
Vi begynder sommeranbefalingen i min egen mave – eller rettere navle – af den enkle grund, at det er dér, det meste af min sommer er forløbet. Alt det, der normalt hører sommeren til – de lyse nætter, solnedgangene, osv. – har jeg kun oplevet som en uforløst erindring om andre somre, hvor helbredet artede sig bedre. Og årsagen er endda banal: Den skyldes noget så klichéfyldt som en ondsindet og sejlivet bakterie fra en græsk grillplatte. Et syndigt madorgie og en overflod af gode alkoholiske drikke lagde mig og en god ven ned, hver med sit galoperende maveonde.
Og tilfældet er næsten for skæbnebestemt, for mens jeg lå dér og var godt og grundigt utilpas, læste jeg Syner og fristelser af Harald Voetmann, som jeg havde fået tilsendt langt tidligere, men endnu ikke nået at kaste mig over. Skæbnen ville åbenbart, at jeg skulle vente, til jeg selv lå bundet til sengen; til jeg kunne dele mit syndige sygeleje, forårsaget af et bakteriebefængt madorgie, med hovedpersonen, benediktinermunken Othlo.
Syner og fristelser skildrer benediktinermunken Othlo af St. Emmeram, en historisk figur, og hans forlokkende hallucinationer, mens han ligger på sit sygeleje, som kom pludseligt, midt i vællingen. Bogen trækker i nogen grad på Othlos overleverede skrifter, blandt andet En munks bog om fristelser og Bekendelse af mine gerninger, og på middelalderens visionslitteratur og helgenskildringer.
Othlo befinder sig på et kloster i Regensburg i midten af 1000-tallet. Han ligger og håber på stilheden, men irriteres over, at han er prisgivet de andres tåbelige sludder, hvad enten det gælder de andre munke eller larmen fra markedspladsen udenfor. Han fristes til at sige ”hold kæft,” men samtidig længes han efter deres larm, kun ”som det tegn de er på deres ophør.” Han længes med andre ord hinsides den kødelige verdens besværligheder.
Han fordømmer sine egne og andres synder, kødets lyst og fristelse samt teologiske vildfarelser: ”Den, som griber sværdet, skal selv dø for sværdet, sagde Ihesus selv, og sygelejet her er også fuldt passende. For de værste af dine synder har fundet sted, om ikke på lejet her, så på andre lejer eller steder, men kunne lægge sig.” Han påkalder sig guddommelig retfærdighed – både for sig selv og for andre.
På sit sygeleje bevæger han sig ind og ud af febersyner, som tager ham med til den verden, som er hinsides den kødelige eksistens’ blændværk. Han bliver i sine syner ledt af en lille, lidt sur mand, som fører ham gennem himmelens fryd og helvedes pinsler. Det er som så ofte helvede og alle dets pinsler, som står stærkest efter endt læsning; det er det, der bliver siddende i én, mens himlen fortoner sig i al sin pænhed.
Voetmann skriver i vanlig stil kropsligt og malende om både tarmtapeter og hjernebær. Han skriver vammelt, sagde Christina Thiemer ligefrem i Deadline på DR2 den 9. juni 2015 – og umiddelbart ikke som en kritik. Og vammelt, det er det bestemt, men man støder samtidig på passager som fx denne, som er det modsatte: ”Et tegn på ophør er vi alle. I nat vil jeg ikke kunne høre andre lyde udefra end Tonachs strømmen, (…) og flodens brusen, alene i verden som den da vil være, vil tjene til at minde mig om sit ophør. Fordi den alene bryder stilheden i verden, synger verdens stilhed til mig gennem den.” Voetmann kan ikke bare noget særligt med det kropslige og vamle, han kan også noget særligt med sproget. Det lidelsesfulde bliver smukt koblet tingenes endelighed som et paradoksalt ekko i det uendelige.
Mens jeg lå der, læste jeg altså om Othlos lidelser, hans fordømmelse af fristelsen og hans rejse i synernes verden. Og den slags har man brug for at læse om, når man ligger dér, alene og utilpas, og irriteres over, at man lod sig friste – når man har det som Othlo: ”Jorden har kvalt mig i sin overflod.” Når det sker – og det gør det jo – skal man læse Syner og fristelser.
Leave a Reply