Anmeldelse af Svend Brinkmann: Vi er det liv vi lever udgivet på Politikens Forlag 25. marts 2021
Anmeldt af Mathilde Bundgaard
Foto: Mathilde Bundgaard
I sin nyeste bog Vi er det liv vi lever skriver Svend Brinkmann om skæbnen. Romanen tager sit udspring fra et brev modtaget af den halvfemsårige kvinde Lili. Bogen fortæller historien om Lilis liv set med Brinkmanns psykologiske blik tilsat stoikernes fornuftige livsfilosofier samt selvfølgelig værkets uundgåelige midtpunkt: Livstråden, der skaber en rammesætning for livets såvel som romanens form.
Tråden anlægges
Ideen om skæbne og det forudsete liv har altså haft menneskets interesse i adskillige år, men Svend Brinkmann mener, den er ved at blive glemt. For nogle år tilbage skrev jeg en længere opgave om skæbnen og ideen om det forudbestemte liv. Dengang var det med et udgangspunkt i den romerske tragedieforfatter Seneca med et fokus på skæbnebegrebet og skæbnens betydning. Seneca var en del af stoicismen, den filosofiske retning, Brinkmann i sine tidligere bøger, har udtrykt en særlig kærlighed for. Seneca var på linje med de andre stoikere, når han mente, at enhver skulle acceptere sit lod i livet og lade det bringe det bedste frem i livet: ”Skæbnen fører den villige, slæber den uvillige” sagde han. Desuden opdelte Seneca skæbnebegrebet i to: Fatum og fortuna. Fatum er det ufravigelige, det nødvendige, det forordnede, hvorimod fortuna er tilfældet, det lunefulde og uforudsigelige undervejs i livet.
I den græske mytologi var det de tre moirer, der afgjorde menneskets skæbne og livets forløb. De var skæbnegudinder, der bestemte enhvers lod i livet; de rådede over livstråden. Man sagde, at Klotho var den, der spandt selve tråden, Lachesis, bestemte længden derpå og Atropos skulle afslutte livet ved at klippe tråden, når døden skulle indtræffe. I den nordiske mytologi havde man tilsvarende nornerne, der ligeledes bestemte over menneskets livsforløb og livets længde gennem vævning af livets tråd.
Tråden væves
”En livstråd består af fibre som drømme, følelser og idealer, og sammenvævningen af livstråde kan blive et helt tæppe af fælles, menneskeligt liv. ”
Den ovenstående definition af Brinkmann, fortæller hvordan livets tråd indeholder andres skæbner sammenflettet med sin egen som det enkelte menneskes uransagelige vej livet igennem. Dette stemmer smukt overens med bogens egentlige rammefortælling, nemlig Lilis livshistorie, der bliver fortalt og skrevet ned efter samtaler Lili og Brinkmann har med hinanden.
Lili fortæller om forelskelsen i en tysk soldat under Anden Verdenskrig, om hvordan den første kærlighed blev forbundet med omverdenens had og hendes skam ved at blive kaldt ”tyskertøs”. Med al sin kløgt bliver det tæt på en analyse Brinkmann foretager af Lilis livshændelser, og på elegant vis forholder han sig både respektfuldt og venskabeligt til Lilis oplevelser samt sætter fortællingen og de enkelte nedslag i hendes liv ind i en større sammenhæng.
Særligt omhandler bogen Lilis kærlighedsoplevelser og disses indflydelse på hendes liv. Brinkmann bruger et citat af Søren Kirkegaard, der fortæller hvordan forelskelsen ikke er et valg, der træffes, men noget der på uundgåelig vis kan ske:
”Naar saaledes en ung Pige følger sit Hjertes Valg, saa er dette Valg, hvor skjønt det end for resten er, i strengere Forstand intet Valg, da det er aldeles umiddelbart”
For at følge op på tråden om Senecas skæbnebegreb, har han et billedsprog på at regn og torden, jordskælv og skovbrande, ikke sker uden grund. At det meste altid må give mening i det større billede. De valg Lili træffer senere i sit liv, gør hun mere eller mindre i bevidst samspil med de erfarede begivenheder, der er sket undervejs i hendes levede liv. Uanset om det er de 33 år, hun har været i psykoanalyse, om det er hendes ægteskab med bokseren, om det er at skabe kunst og skrive fortællinger eller brevet til Svend Brinkmann en sommerdag i 2018, skaber det hele til sammen en fuldendt livstråd – Lilis livstråd.
Tråden knækkes
Det er en uundgåelighed, at vi er under indflydelse af samfundet og verden omkring os, og at allerede ved menneskets fødsel er stærk indflettede i samtliges livstråde – og ikke blot er ”enevældige herskere i vores liv”, som Brinkmann udtrykker det.
Roman lader samtalerne med Lili fylde og indtage en stor mængde berettiget plads, hvor man som læser er med ved køkkenbordet i Lilis lejlighed, hvor kaffen og kringlen nydeligt er serveret. Ligeledes er man med, når han drager paralleller til de store tænkere, som han ofte ynder at citere og forklare, så alle kan være med på Gadamers fordomsbegreb og Ricoeurs ”selvkonstans”.
I begyndelsen forvirrede det mig; dette miks af genre og retninger, var det skønlitteratur? Erindringsfortælling? Er det en udlagt analyse af et liv eller en afhandling om skæbnen? Jeg har stadig svært ved at definere værkets form, men blot accepteret og godkendt dets mangeartede retninger, da det alligevel lykkes Brinkmann at skabe en helhed.
Læs Vi er det liv vi lever og lær noget om skæbnen; det er ikke spildt. Om ikke andet får man lidt kloge livsråd med, og før Atropos klipper denne anmeldelses livstråd, følger her lidt Brinkmannsk livsklogskab:
”Det gør ondt at miste, men løsningen er ikke at undlade at elske for at undgå smerten. Der er slet ingen løsning, for det er simpelthen livets grundvilkår, at kærlighed og mening er forbundet til omsorg for det sårbare og forgængelige. Men livet er heller ikke et problem, der skal løses. Livet er det, vi er – vi er det liv, vi lever.”
Leave a Reply