Anmeldelse af teaterforestillingen Jeppe på Bjerget på Aarhus Teater, instrueret af Christian Lollike. Fortolkning af Ludvig Holbergs komedie Jeppe på Bjerget fra 1722.
Anmeldt af Emmy Kronborg Mortensen
Foto: Emmy Kronborg Mortensen
Hvis man tager til Christian Lollikes teaterforestilling Jeppe på Bjerget på Aarhus Teater og forventer en fuldstændig gengivelse af Ludvig Holbergs komedie, så bliver man overrasket. Denne forestilling indeholder nemlig både grafiske sexscener, fællessang, afskæring af kropsdele, og ikke mindst en sværdsluger.
Lyset slukkes, og tæppet hæves i Store Sal på Aarhus Teater. Facaden af hvad der skal forestille en boligblok afsløres, og inde bag ruderne ser man en mand, som har sex med en kvinde. Efter et stykke tid træder kvinden ud på lejlighedens balkon, og spytter en hvid væske ud af munden. Så er Jeppe på Bjerget sat i gang. Fortællingen er som vi kender den fra Holbergs komedie; soldaten Jeppe spøges af traumer fra sin tid i krigen, og drikker dæmonerne væk i spiritus. Jeppe er en ynkelig mand, som bruger familiens hårdt tjente penge i den lokale bar.
”Kan man ændre et menneske ved at flytte det i tid og rum?”
Man kan ikke andet end at rose Lollikes manuskript til skyerne. Denne moderne fortolkning af den folkekære komedie, formår konstant at overraske publikum med nye facetter. Hver gang jeg sad med en fornemmelse af at have forstået meningen bag stykket, blev det hele vendt fuldstændigt på hovedet. Den perfekte balance mellem vidunderskønt og absurditet resulterer i, at publikum til sidst ikke havde andet valg, end at overgive sig fuldstændigt til stykket. Præmissen med fortællingen er, om man kan ændre et menneske ved at flytte det i tid og rum. Ved at skabe en alternativ vrangforestilling hvor den ellers underdanige Jeppe indtager rollen som magtindehaver, vil en række kunstnere observere hans ageren. Stjerneskuespilleren, Thure Lindhard, mestrede rollen som den magtliderlige Jeppe, der pludselig bliver overvældet af goderne af at være privilegeret.
”Det må gerne være ubehageligt”
Jeppe på Bjerget er en komedie, så størstedelen af scenerne vækkede en latter blandt publikum. Dog var der særligt én af scenerne, som virkelig synes at udfordre teatergængerne i Store Sal, nemlig voldtægtsscenen. Lindhardt skildrede den ubehagelige Jeppe så godt, at det føltes stærkt grænseoverskridende at se ham forgribe sig på en af hans tjenere. Scenen kom lige efter en række komiske replikker, så publikum startede med at grine lidt anspændt, men stemningen i salen ændrede sig hurtigt. Der blev dødstille, og flere kiggede væk fra akten på scenen. Da fortællingen igen blev humoristisk, lød der nærmest et lettet grin fra publikum; det ubehagelige var overstået.
Metaforestilling
Midt i en orgiescene, hvor Lindhardt lige har hevet to sværd op ad halsen på en sværdsluger, vender han sig mod publikum og siger ”I ved godt, at vi godt kan se jer, ikke?”. Den fjerde mur er brudt. I en erklæring om, at nu vil han gå i krig, tager han resten af skuespillerstablen med sig, og løber ud på gaderne i Aarhus. Hele seancen filmes, og vises på en storskærm i teatersalen. Hele konceptet med at fortsætte forestillingen på film var friskt og nyt, ikke noget jeg har set andre steder før. Generelt er det bare svært at få armene ned over Lollikes version af Jeppe på Bjerget.
Da jeg, efter forestillingens afslutning, står og kigger mine noter igennem ved cyklen, kan jeg høre flere teatergængere, som stiller de samme spørgsmål som jeg; ”Hvad i alverden er det lige, jeg har set? Og hvorfor var jeg SÅ vild med det?” Forvirringen over stykket er stor, men der er ingen tvivl om, at jeg ville se det mange, mange gange igen. Det er mildest talt en genistreg. Alt fra manuskript, scenografi, lyd og musik, og ikke mindst skuespil – der er ikke en finger at sætte på Jeppe på Bjerget.
Stykket kan opleves på Aarhus Teater fra d. 6/2 til d. 13/3. Billetter koster mellem 205-475 kr. Lige nu er der venteliste til forestillingerne.
Leave a Reply