Anmeldelse af Teresa Präauer: Til middag i det forkerte århundrede, udgivet på Forlaget Klara W. d. 18. oktober 2024. Oversat fra tysk af Ann-Claire Olsen.
Anmeldt af Laura Højberg Skovhuus
Foto: Laura Højberg Skovhuus
Det vigtigste ved et middagsselskab er, at det er værdigt og smukt nok til at lægge på Instagram. Ikke? Det gælder om at være i de rigtige lokaler, have inviteret de rigtige mennesker, servere den rigtige mad. Selvfølgelig skal alle gerne hygge sig, men det er nu altså vigtigt, at det ser godt ud på Instagram, og det er jo et stort pres. Det er den umiddelbare stemning, jeg fornemmer, da jeg læser bagsiden af Til middag i det forkerte århundrede, og jeg blev ikke skuffet.
“Så snart hun havde inviteret nogen, gjorde forberedelserne hende nervøs. Der var så meget der kunne gå galt. Man blev hele tiden konfronteret med forventninger til rollen, og med de billeder man selv havde i hovedet af den såkaldte husmor.”
Vi møder værtinden og hendes partner, der skal afholde middagsselskab for nogle af deres nære venner. Det har været længe undervejs, eftersom de har boet i deres lejlighed i næsten to år, men værtinden har tøvet med at invitere gæster, fordi alt endnu ikke er pakket ud af de banankasser, som er blevet brugt til opbevaring under flytningen. Men nu skal det altså være.
Hun har, som citatet ovenfor indikerer, store overvejelser i forbindelse med det forestående middagsselskab. Det er blevet besluttet, at gæsterne vil være hustruen og manden, schweizeren og hans veninde. Menuen vil bestå af fransk quiche og masser af Crémant. I baggrunden vil der hele aftenen spille jazz, der udvælges af playlistens algoritme. Alt er på plads.
Den underliggende usikkerhed
Det er dagen for det længe ventede selskab, og der er styr på alt. Værtinden har sørget for at forvarmningen af quichens bund passer med gæsternes ankomst, så der ikke er nogen, der sidder og bliver rigtig sultne på hendes vagt. Og det havde da også været timet perfekt, hvis gæsterne også var kommet til det inviterede tidspunkt i stedet for at ankomme en time for sent. Men værtinden er ikke værtinde for ingenting, hun smiler og udviser overskud:
“Værtinden blev ved med at være afslappet, det havde hun øvet sig meget på.”
Nu er gæsterne altså kommet, og middagen kan begynde. Alt går efter planen, og der går ikke lang tid, før det første gruppebillede lander på Instagram. Billedet viser dem alle sammen samlet om bordet, de skåler og ser glade ud – lige som det skal være, og værtinden kan slappe mere af. Og dog. Der går ikke lang tid, efter billedet er blevet postet, før det ringer på døren, og to amerikanere viser sig. Værtinden er først forvirret, indtil hun får at vide af ægteparret, at de har mødt amerikanerne tidligere på aftenen, og at de var grunden til, at hende og manden kom for sent til selskabet. Amerikanerne inviteres med indenfor og kort tid efter, er der en romantisk stemning mellem den amerikanske mand og værtinden, det samme er gældende for manden og den amerikanske kvinde, selvom det dog mere foregår inde i hans hoved frem for i virkeligheden. Det er også som om, der sker noget inde i hustruen, der har sneget sig væk:
“Hun støttede sig mod køkkenbordet og trak vejret dybt. Så tog hun flasken med rødvin, åbnede den, skænkede en stor tår op i sit finske glas og drak den i et drag. Nu havde hun alligevel ondt i sine brystvorter. Det føltes som en middag i det forkerte århundrede.”
Spørgsmål lurer hele aftenen under overfladen hos alle de deltagende, der hver især forsøger deres bedste for at fremstå som nogen, der har styr på livet. Og alle som en tænker de: Hvad tænker de andre ikke om mig? Og personligt kan jeg ikke lade være med at tænke, at de alle sammen bare skal slappe lidt af og hygge sig.
Vigtigheden i æstetik
Ikke nok med at romanens forside er fyldt med farver og skaber en stemning af sommer og sol, så flyder æstetikken også gennem sidernes beskrivelser af maden, opdækningen og billederne på Instagram. Jeg kan ikke lade være med at fornemme en vis ironi i alle beskrivelserne af de tydeligvis opsatte billeder, der lægges på Instagram, og det gør mig på sin vis lidt glad, fordi jeg ikke selv kan lade være med at sammenligne mig med, hvad jeg ser på mediet. Det er samtidig en roman, der på både ironisk og humoristisk vis belyser vigtigheden i god smag samt om den usikkerhed, der kan opstå i følelsen af, at alt altid skal være perfekt for omverdenen, og om hvor rart det egentlig kan være, når den perfekte facade smuldrer, og vi rent faktisk kan hygge os.
Leave a Reply