Anmeldelse af Anna Friis: Himmelpletter, udgivet på Gyldendal 16. februar 2015.
Anmeldt af Nicoline Thoning
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
Himmelpletter er en vanvittigt gribende, velskrevet og poetisk roman, som skildrer venskabets stærke bånd og sorgens trøstesløshed. Vi møder den arbejdsløse lingvist Silke, som er blevet forladt af sin far, som hun aldrig har kendt, og dernæst af en kæreste, som bedrog hende. Vi møder også Oliver, som blot er otte år gammel og bærer på en tyngende sorg efter sin mors selvmord. Himmelpletter er et værk, som både er sympatisk og barsk. Det rammer lige dér, hvor det gør ondt, samtidig med at der fra sprækkerne titter små stråler af håb frem.
At genkende sorgen
Silke og Olivers veje krydses, da Silke ansættes til at være Olivers lektiehjælper og aflastende støtte for hans sorgramte far. De finder hurtigt en forståelse for hinanden, og et helt særligt venskab vokser frem trods aldersforskellen. Og måden, hvorpå Anna Friis skildrer denne indbyrdes sammenknytning, er usædvanligt stærk.
Inden Silke træder ind i Olivers liv, har fornemmelsen af tab og sorg allerede lagt sig som et slør hen over fortællingen. Læseren har dog hidtil ikke for alvor fået et indblik i Olivers tanker, og hans indelukkethed og ukontrollerbare vredesudbrud står uden forklaring. Men gradvist åbner han sig op over for Silke, hvilket giver indsigt i alle de store tanker, der buldrer i hans hoved i forbindelse med hans savn og morens død.
– Har du egentlig en desperation?
– Desperation?
– Ja. Det er sådan lidt det samme som min mor.
– Åh. Jeg er virkelig så ked af det med din mor. Men Oliver, altså, sådan er det ikke, sådan er det slet ikke med mig. Vel?
– Godt. For ved du hvad? Jeg tror, der er mange, der bare ville være rigtig kede af det, hvis du døde. Er du klar over det? Eller dem, der for eksempel skulle finde dig her. Helt slap og helt hvid i ansigtet og måske med blod ud over det hele, måske (…)”(s. 74-75).
Citatet er sigende på flere måder. Først og fremmest fordi Oliver har genkendt sorgen, fortabelsen og modløsheden i Silke på grund af hendes kærestesorg – følelser, som alle minder ham om dem, han oplevede hos sin mor, inden hun tog livet af sig. Desuden betror han sig her indirekte til Silke. Herudover illustrerer citatet Friis’ skildring af Oliver, der hele tiden rummer en fin balance mellem den lidt mangelfulde, barnlige forståelse af morens sygdom (som f.eks. hans brug af ordet ”desperation” frem for ”depression” i citatet ovenfor) og de medfølgende refleksioner og bekymringer, som intet barn ideelt set burde bære på sine skuldre.
For mange retninger
Romanen er velskrevet og medrivende, men for mig at se vil Friis vil for meget formmæssigt, hvorfor værket bliver en smule ujævnt. Dette skyldes, at der imellem kapitlerne er inkorporeret tekstfragmenter, som enten skal skildre problematikken omkring Silkes lediggang eller klassekammeraternes afstandtagen fra Oliver. Men i stedet for at bidrage til en dybere karakterskildring bliver tekststykkerne flagrende og på en eller anden vis ligegyldige, anmassende og afbrydende. Det er virkelig ærgerligt, da Anna Friis, som i øvrigt er udannet cand.psyk., har et blændende talent for at skrive den psykiske dybde frem i sine karakterer, og det er netop dette, som gør Himmelpletter til så fængende og inderlig en fortælling.
Håber kigger frem
Til trods for den formmæssige slinger i valsen kan jeg alligevel kun give bogen mine varmeste anbefalinger. Det er et hjerteskærende og rørende værk, som har rigtig meget at byde på. Sjældent har jeg, på en enkelt nat i en bus fra Århus til København, læst en roman fra ende til anden og ikke vidst, hvorvidt jeg skulle grine eller græde: Jeg endte med at gøre begge dele. For selvom Himmelpletter er en barsk og sørgelig fortælling, så kigger håbet alligevel frem ved romanens slutning og efterlader læseren med en forløsende fornemmelse. Et håb om at begge romanens hovedpersoner er ved at finde deres fodfæste og vej ud af sorgen.
Leave a Reply