Anmeldelse af Anders Meidahl: Intethvid, udgivet på Lindhardt og Ringhof d. 16. januar 2024.
Anmeldt af Mathilde Bundgaard
Foto: Mathilde Bundgaard
Anders Meidahl har skrevet en opslugende, rørende roman om psykiatrien. Intethvid er lægens blik på et udpint system, hvor alle løber for stærkt. Her må urimelige prioriteringer vægtes, mens en vagttelefon ustandseligt kimer dig ned og minder om flere patienter, flere medicineringer og flere situationer, hvor der kræves ekstra hænder.
Intethvid er fortællingen om en nyuddannet læge, der er blevet ansat i psykiatrien med en ambition om at skabe mere nærvær og omsorg i en udkørt praksis. Maidahl er forfatter, hjerneforsker og læge, hvor han blandt andet har arbejdet i psykiatrien. Tidligere har han udgivet to børnebøger, og Intethvid er hans første bog til voksne. Meidahl skriver i et fantastisk poetisk sprog..
Romanens narrative struktur er velfungerende; her møder man den unavngivne hovedperson på Ny Rosenhøj Psykiatrisk Hospital, hvor vi er med på en nattevagt; en nattevagt, hvor timerne snegler sig afsted og drukner i urimelig travlhed og total udmattelse. I glimt er vi med ham tilbage i en barndom, der var præget af en psykisk ustabil mor. Når moren periodevist var indlagt, malede hun blomstermalerier. Moren har efterladt den botaniske interesse til sønnen:
”Tænk, hvis de havde hospitalssæbe med fyrrenåleduft, rosmarin eller honning. Jeg længes efter morgenregn af liljekonval eller snevejr af appelsinblomster på græs. Men dufte øger risikoen for allergi. Det er ligesom væggene. Farver er farlige. Dufte er farlige.”
Lindrende blomster
Den botaniske verdens farver, skønhed og parfumerede dufte står i stærk kontrast til den kliniske, sterile hospitalsverden. Det er her, befrielsen og det helbredende ligger. Vores fortæller glider ind i tranceagtige tankespind med blomsterne som omdrejningspunkt, når tilværelsen som psykiatrisk læge bliver for hård. Og der bliver de ofte:
”Michaels skrig er ved at springe mine trommehinder. En skov af hænder griber fat om hans arme og ben. Jeg kigger op i loftet og prøver at genkalde de forskellige blomsterformer. Fladkravet, stålformet, klokkeformet, tragtformet, tungeformet … Michael ligger overmandet på gulvet. Krukkeformet, rørformet … Har jeg allerede sagt tragtformet? Skriget fortsætter.”
Der er en konstant kimen ned af vagttelefonen, der melder om nye patienters ankomst. Og det værste er, når overlægen ringer og befaler patienter udskrevet, så der bliver plads til de nye. Det er en umulig og urimelig opvejning, der må til; hvem har det mindst værst?
Alt imens patienterne ophobes, og hænderne hiver og flår i ham fra alle sider og retninger, mister han langsomt sig selv. Han spiser ikke, han sover uroligt. Han får det faktisk værre og værre. Til sidst er han kun til stede i det uendeligt intethvide sygehusværelse:
”Alt omkring mig er hvidt. Loftet, væggene, sengen. Der er mange måder at bestemme nuancer af hvid. Salthvid, perlehvid, skyhvid. Farvehandlere hævder at have et uendeligt antal toner af hvid. Det vigtige er associationerne. Ligkistehvid ville aldrig sælge. Men de nye vægge omkring mig er ikke hvide som emalje eller sne. De er hvide som ingenting.”
Leave a Reply