Er sex et emne vi skal snakke om? – Amina Srinivasan svarer JA!

Er sex et emne vi skal snakke om? – Amina Srinivasan svarer JA!

Er sex et emne vi skal snakke om? – Amina Srinivasan svarer JA!

Anmeldelse af Amia Srinivasan: Retten til sex, udgivet på Gutkind d. 31. august 2022. Oversat fra engelsk af Betty Frank Simonsen. 

Anmeldt af Anne Philipsen 

Foto: Anne Philipsen

Retten til sex er en essaysamling med 6 essays, der alle på forskellig måde kredser om emnet sex. Det er komplekse emner og problemstillinger forfatteren Amia Srinivasan tager op, men hun formår at tage læseren i hånden og føre os rundt om hele kompleksiteten, uden at tabe os. 

Allerede fra bogens indledning, ja faktisk fra første afsnit, viser Srinivasan læseren hvor stærk en stemme hun er, og hvor stærk en bog hun har fået skabt: 

”Feminisme er ikke en filosofi eller en teori, det er ikke engang en synsvinkel. Det er en politisk bevægelse, der har til hensigt at transformere verden, så den ikke er til at genkende. Den spørger: hvordan vil det være at gøre en ende på den politiske, sociale, seksuelle, økonomiske, psykologiske og fysiske undertrykkelse af kvinder? Den svarer: Det ved vi ikke, lad os undersøge det” 

Jeg bliver fanget af dette, begynder netop at undre mig over spørgsmålet, og glæder mig til at se, hvordan hun så vil undersøge det. Og netop dette citat giver et godt indblik i hvordan Srinivasan tænker feminismen, og måske giver det også en god indikation for, hvordan hun skriver de efterfølgende essays. Essayene er nemlig alle politiske, og de tager mere eller mindre direkte også stilling til den (næsten) aktuelle politiske situation i især USA. 

Dog skal man ikke tro, at hun kun forholder sig til den amerikanske politik eller synsvinkel – hun forholder sig også til politiske og feministiske sager i bl.a. Spanien, Brasilien og Indien, hvilket er meget givende for læsere, som nok i særlig grad bliver mødt med amerikansk-feministiske problematikker. Som eksempel, er det nok ikke gået nogens næser forbi at USA’s højesteret har afskaffet den forfatningssikrede ret til fri abort i juli i år (en begivenhed hvor man kan se, at politik nogle gange går hurtigt, da hun i bogen snakker om abort, men ikke konkret denne begivenhed, da bogen originalt blev udgivet på engelsk i 2021). Men hvor mange ved at Brasilien i 2006 indførte en lov, der kan fængsle brasilianere for vold i hjemmet? Som udgangspunkt lyder dette jo virkelig godt, og der er også sket et fald i anmeldte sager. Desværre er det bare ikke fordi der er blevet mindre vold i hjemmet, men nærmere fordi: 

”de fattige brasilianske kvinder, som i uforholdsmæssig høj grad rammes af vold i hjemmet ikke længere føler, at de kan gå til politiet for hjælp: De frygter, at deres partnere kommer i fængsel under forfærdelige vilkår, og er bange for, at de ikke evner at holde husholdningen kørende alene, uden økonomisk tilskud fra staten” 

Dette viser netop meget godt, hvor komplekse de emner hun tager op er. 

At have ret eller ikke at have ret til sex

I titelessayet ’Retten til sex’ tages der udgangspunkt i incel-bevægelsen (incel er en forkortelse af ’involuntary celibate’, på dansk: en, der lever i ufrivilligt cølibat) og i særlig grad amerikaneren Elliot Roger, som i 2014 dræbte 6 og sårede 14 mennesker, fordi han ”ville straffe de kvinder, der havde afvist ham, og de seksuelt aktive mænd, han var misundelig på”. Her diskuteres det om folk har ret til sex. Inden man måske bare råber ’nej’, så præsenterer Srinivasan det politiske i hvem der bliver og ikke bliver begæret, som selvfølgelig gør dette spørgsmål lidt mere komplekst: 

”Man har ikke ret til sex. (At tro andet er at tænke som en voldtægtsforbryder). Men er det ”så banalt”, som det kan blive at bemærke, at det, der er det grimmeste ved vores sociale virkeligheder – racisme, klassediskrimination, ableisme, heteronormativitet – afgør, hvem vi elsker og begærer og ikke elsker og begærer, og hvem der elsker og begærer os?” 

Og jeg kunne blive ved med at skrive om de emner de forskellige essays omhandler og berører, samt citere fra bogen, fordi der er så mange vigtige, spændende og fede synsvinkler og pointer i denne bog. Men fremfor at skrive det hele her, synes jeg virkelig, at man skulle gøre sig selv den tjeneste at læse denne bog! Om man er feminist eller ej, så får man virkelig meget ud af den. Derudover skal der bare lyde en kæmpe cadeau for det store forarbejde som ligger til grund for disse essays, og som gør at ud af bogens i alt 286 sider, er ca. 80 af siderne tildelt noter, litteraturliste og indeks. Og deri ligger der også det kæmpestore oversættelsesarbejde som Betty Frank Simonsen fortjener at blive nævnt for! 

Hvis man ikke ved hvem Amia Srinivasan er, og det gjorde jeg ikke før jeg læste denne bog, så synes jeg man skal begynde at holde øje med hende. Politiken kalder hende i en artikel ”en af verdens førende feministiske tænkere lige nu”, og dette er hendes første bog udgivet, i hvad jeg håber og tror bliver en lang række bøger i de næste år.