Anmeldelse af Simone de Beauvoir: Det andet køn 1-2. Bind 1 oversat af Karen Stougaard Hansen og Mette Olesen, bind 2 oversat af Karen Stougaard Hansen og Svend Johansen. Genudgivet på Gyldendal d. 16. august 2021.
Anmeldelse af Anna Ramsing Lindhardtsen
Foto: Anna Ramsing Lindhardtsen
Den franske filosof Simone de Beauvoir er en af de vigtigste intellektuelle stemmer fra det 20. århundrede – og hendes hovedværk Det andet køn er blevet en moderne klassiker, der har været relevant siden udgivelsen i 1949. Det er en analytisk rejse ind i et kvindesyn, som tager afsæt i århundreders filosofi, religion, kultur og litteraturhistorie. Og vigtigst af alt er det en skildring af en arv, vi stadig mærker konsekvenserne af i dag.
Feminismen er i live. Den myldrer frem i nyheder, bøger, politik og debatter. Alligevel kan kampen om ligestilling være svær at definere; hvad er det, der kæmpes imod? Når kvinder i den vestlige verden har fået stemmeret og er kommet på arbejdsmarkedet, hvad er der så tilbage at kæmpe for? Når ulighed ikke blot er jura og tal, men et abstrakt og svævende begreb, hvordan skal vi så forstå ulighed som relation mellem mand og kvinde? Selvom det er 72 år siden, at Det andet køn blev udgivet, og verden dengang så anderledes ud, så er Beauvoirs værk stadig grundlæggende for at forstå, hvilke strukturer vi i samfundet endnu bærer på vores skuldre.
Kvinden som ’det andet køn’
Beauvoir peger på en væsentlig magtstruktur i sit værk, og det er kvinden som ’det andet køn’. Ifølge Beauvoir ses kvinden altid i opposition til manden, hun ses som det relative, objektet, det ’andet’:
”Hun bestemmes og får sit særpræg i forhold til manden, det omvendte er ikke tilfældet. Hun er det ikke-væsentlige, som ingen berettigelse har i sig selv, over for det væsentlige, nemlig manden, der har sit centrum i sig selv. Han er subjektet, det Absolutte – hun er det Andet”.
Dette kan ved første læsning synes yderst provokerende – og Beauvoir er da også selv modstander af de strukturer og nedarvede idéer, hun fremlægger. Om ikke andet bliver man som læser taget i hånden gennem filosofiens, litteraturens og sprogets historie for langsomt at indse, at Beauvoir har ret i sine observationer. I hendes værk bliver det tydeligt, at kvinden i mange år er blevet set som det andet køn, mens manden er blevet set som det universelle; det er for eksempel ikke blot et tilfælde, at ordet for menneske er det samme som ordet for mand på en lang række sprog. Beauvoirs analyse skal dog ikke ses som en krigserklæring mod mænd. Tværtimod henviser Beauvoir til den tyske filosof G.W.F. Hegel, da hun pointerer, at selve bevidstheden har en fjendtlig holdning over for enhver anden bevidsthed. Således sætter vi altid os selv som subjekter i opposition til andre. Når vi går i skole, er der min klasse og de andre klasser, når vi spiser frokost, er der mit bord og de andres bord, og når vi ser fodbold, er der mit hold og det andet hold. Når verden historisk set har tilhørt manden, som Beauvoir viser os gennem myter og fortællinger i værkets første bind, er det derfor ikke overraskende, at også køn har lidt under et hierarkisk oppositionspar.
At se sig selv i værket
I værkets andet bind stiller Beauvoir for mig at se det mest interessante spørgsmål: hvorfor og hvordan har kvinder bøjet sig for denne udefrakommende vurdering; bøjet sig som ’det andet køn’? Særligt kapitlet ”Den store kærlighed” rørte mig:
”Kvinden er lukket inde i det relatives sfære, bestemt for manden helt fra barndommen, vænnet til at betragte ham som en herre og mester, hun ingen mulighed har at måle sig med, og det, hun kan drømme om, hvis hun ikke har kvalt alle krav i sig om at være et menneske, er at nå ud over sig selv til et af disse højerestående væsener”.
Som kvinde i 2021 kan jeg se mig selv i Beauvoirs beskrivelse af den relativitetsbundne kvinde samtidig med, at jeg med fuld selvtillid kan synge med på Independent woman – part 1, når Beyoncé synger “Depend on no one else to give you what you want”. Det er denne dobbelthed, der bliver tydelig, når man som moderne læser møder Beauvoir. Hun formår at sætte ord på den arv, kønnene stadig bærer med sig i dag. At læse Beauvoir er at læse og forså sig selv, sine forældre og bedsteforældre; for selvom vi er kommet langt på ligestillingsfronten i 2021, vil der stadig være passager i Det andet køn, man som læser kan nikke genkendende til. Så tag kampen op og dyk ned i historien – et af de vigtigste værker fra det 20. århundrede kalder!
Leave a Reply