Anmeldelse af Ocean Vuong: Glædens kejser, udgivet på Politikens Forlag d. 13. maj 2025. Oversat fra amerikansk af Niels Henning Krag Jensby.
Anmeldt af Marie Liv Villumsen Krog
Foto: Marie Liv Villumsen Krog
Bag den optimistiske, gulerodsfarvede forside gemmer sig en rørende og poetisk fortælling om eksistentiel udmattelse, ensomhed og elendighed – men også en fortælling om et spinkelt, måske gulerodsfarvet håb om forandring, og om hvordan menneskelige relationer kan være afgørende for at overleve.
Jeg er ny læser af den vietnamesisk-amerikanske Ocean Vuongs forfatterskab – men jeg bliver hængende. For Glædens kejser er en storladen, men samtidig ydmyg roman, der gav mig et kig ind i et lille amerikansk samfund, hvor minimumsløn, falmede forhaver og misbrug er almengyldige, og hvor sorgen over en udsigtsløs fremtid har overskygget tilværelsen.
Året er 2009. 19-årige Hai står klar til at springe ud fra en bro i East Gladness i Connecticut. Men han bliver stoppet af råbet fra den ældre, ensomme kvinde, Grazina, der står ved sit hus på den anden side af floden. Hai og Grazina bliver hinandens redning, for Grazina er dement og mangler hjælp til at opretholde sin dagligdag og medicinering. Derfor flytter Hai ind hos Grazina, og sammen hjælper de hinanden tilbage til det lille – og eneste – liv, de har.
Små fakler under vand
Da Hai står klar til at springe, er han faret vild i en labyrint af løgne, misbrug, nederlag og sorg. Han har bildt sin mor ind, at han studerer medicin i Boston, fordi han ikke orker at skuffe hende igen. Men sandheden er, at han kæmper med et misbrug og ikke kunne færdiggøre sin uddannelse i New York – det hele igangsat af sorgen over sin bedste vens død.
Samtidig siver Grazinas hukommelse langsomt ud mellem husets faldefærdige mursten. Hun er den eneste beboer på sin gade, for hun nægter at flytte trods den forurenede jord. Hai bliver hendes nærmeste, og han våger over hende med en instinktiv omsorg, og hjælper hende gennem de lange dage, når demensen lader hende tro, at hun er tilbage i hjemlandet Litauen som 17-årig.
”Han lyttede til hendes hvæsende vejrtrækning og forestillede sig en lille ild knitre i hende. En lille fakkel, der havde glemt, at den ikke burde brænde under vandet. For at huske er at fylde nutiden med fortiden, hvilket betød, at prisen for at huske noget, huske hvad som helst, er livet selv. Vi dræber os selv, tænkte han, ved at huske. Tanken gav ham kvalme.”
Grazina og Hais relation er en omsorgsfuld udveksling af, hvad de hver især indeholder. Grazina bader Hai i symboltung livsfilosofi og finurlige råd: Man kan for eksempel trampe på en pose boller eller spise en masse gulerødder:
”Ser du, gulerødder, bliver orange, fordi der er så mørkt nede i jorden. De skaber deres eget lys, fordi solen aldrig når så langt ned. Ligesom de fisk i havet, der lyser ud af ingenting, ikke? Så når du spiser den, indtager du gulerodens lyst til at komme opad. Mod himlen.”
Det er en symboltung sammenligning af Hais tilstand og gulerodens drift mod lyset. Trods sin lidt klichéfyldte fremtoning, må jeg indrømme, at det fungerer enormt godt. Det står nemlig tilbage som hele romanens kerne: at Hai må skabe sit eget lys midt i sin eksistentielle udmattelse. Vuong forholder sig ydmygt til livet og dets begrænsninger, men formår alligevel at skildre muligheden for indre forandring, som hverken er drastisk, dramatisk eller defineret af ydre succes – den skal snarere findes i opdagelsen af menneskers skønhed trods elendighed. Og det er netop her romanen formår at holde fingeren på realitetspulsen, for Vuong bevæger sig lige på grænsen mellem ydmygt håb og amerikansk optimisme, men heldigvis uden at tippe over.
Et møllehjul af mennesker
Vuong skriver med poetisk selvsikkerhed på alle 452 sider, og jeg kunne tydeligt mærke, at den unge forfatter debuterede med en digtsamling. For jeg sad med følelsen af, at East Gladness konstant er på grådens rand. Både menneskerne, der bor i den, men også byen – nærmest som om floden under broen, hvor Hai står klar til at springe, er byens sorgfulde tårekanal.
På Hais nye arbejdsplads, fastfoodrestauranten HomeMarket, møder jeg hans nye kollegaer: BJ, Rusland, Wayne, Sony og Maureen. De bærer alle på en tung rygsæk, og lever hver især små liv med små drømme, der ligger som et filter på tilværelsen. Men i deres arbejdsomhed og stolthed, opstår der et fællesskab, som Hai kan læne sig ind i. Vuong formår på usnobbet vis at skildre, hvordan disse tilsyneladende oversete liv er uundværlige for verden:
”Han nærmede sig bagdøren, hvor han satte sig på mælkekasserne og lagde hovedet i hænderne. Han havde ikke vagt, men eftersom han ikke havde noget sted at tage hen, havde han styret mod orden, konsekvens, disciplin. Men først og fremmest mod de her mennesker, disse små mennesker, der fik kloden til at dreje ved at tilberede mad hurtigere, end den nogensinde var blevet tilberedt i hele artens historie.”
Lille kejserliv
Glædens kejser rummer en stille stolthed. Ikke over succes eller status, men over at eksistere, arbejde og at være til i en verden sammen med andre. Og når mennesker finder hinanden midt i al deres elendighed – og formår at finde glæden i det begrænsede – bliver de kejsere af det rige, vi kalder livet.
Romanen efterlod mig med en følelse af, at menneskelig værdighed er større end omstændighederne. Hai finder håb i Grazina og i kollegaerne på HomeMarket, og Vuongs poetiske blik viser, hvordan selv de mest oversete liv rummer skønhed. Glædens kejser er ikke en fortælling om dramatiske vendepunkter, men om de små forskydninger, hvor et lille gulerodsfarvet håb ligger og skinner i en verden, der ikke altid samarbejder.
Leave a Reply