Et klart boblende kildespring

Anmeldelse af Anna Hechmann Knudsen: Jeg vil gerne have at angsten bor et sted i haven, et sted i æblekrattet måske, udgivet på Rebel With a Cause d. 4. april 2024.  

Anmeldt af Sophie Gohr Als

Foto: Sophie Gohr Als

Anna Hechmann Knudsen skriver i sin debutudgivelse om en hverdag med angst og depression, om at miste sin mormor og om at finde sig til rette i et sundhedssystem som både omsorgsgiver og patient. Jeg vil gerne have at angsten bor et sted i haven, et sted i æblekrattet måske er nostalgisk, kærlig og rå.

Man mærker fortællerens angst i måden, hun oplever verden på. Den er i måden, hun ikke kan holde øjenkontakt på, i hendes konstante fysiske ubehag og i hendes dårlige samvittighed overfor sine nærmeste. Bogens fragmenterede skrivestil spejler en stor rastløshed og et forsøg på at forstå en lidelse og et system, som virker uhåndgribelige:

”Jeg vil gerne have at angsten har et fysisk udspring. Et klart boblende kildespring mellem små selvlysende vandplanter.”

Knudsens autofiktive tekst handler om den kamp, hun kæmper i det danske sundhedssystem for at blive anerkendt for sine psykiske udfordringer. Samtidig står hun også på den anden side af omsorgsarbejdet i sin beskæftigelse med børnepasning i en daginstitution. Derudover er hendes pårørende, hendes familie og kæreste, fortællerens største støtte og også en stor del af den smerte, hun oplever. Det er svært at rationalisere lidelse som andre ikke kan se og fortælleren drømmer om en konkret anerkendelse af det, hun kun kan beskrive i metaforer. Her er en kritik af et sprog og et sundhedssystem som ikke rummer det smertelige, uproduktive og irrationelle:

”Min chef spørger, hvordan det går med mig, og jeg siger til hende, at hun ikke skal spørge mig, når jeg er på arbejde. Det nytter ikke at græde foran børnene. De er små og bløde og kan mærke mit skrantende mentale helbred, lige meget hvor meget jeg prøver at skjule det for dem.”

Fortællerens angst rækker udover teksten og er relevant for en ungdom, der som generation ikke har det særligt godt. De børn, hun passer, er endnu skånede for hamsterhjulets ’collateral damage’ – og denne uskyld længes hun selv tilbage til. Fortællerens mormor er døende og sorgen over dette tab væver sig ind og ud af hendes angstlidelse. Nostalgien over barndommen med mormoren giver et tiltrængt afbræk fra alle bekymringerne:

”Vi delte som regel et kogt æg i æggedeleren og spiste det til makrel og sildemadder. Jeg håber, at nogen gør det samme på plejehjemmet, og at al sirlighed ikke er sparet væk.” Barndommen står i kontrast til manglende ressourcer og omsorgsunderskud og viser, at der også er gode ting i tilværelsen: barndomsminder og familieliv; dyb, queer kærlighed og forbindelsen til naturen. Jeg tror, at lidt for mange unge især kan se sig selv i Jeg vil gerne have at angsten bor et sted i haven, et sted i æblekrattet måske. Bogen er ét vigtigt bidrag til en samtale om mentalt helbred i et udfordret sundhedssystem.