Anmeldelse af Abdullah Hassan og Steffen Stubager: Familien Hassan, udgivet på Politikens Forlag den 15. november 2024.
Anmeldt af Mette Temberg Fjederholt
Foto: Mette Temberg Fjederholt
Yahya Hassan debuterede med sin digtsamling YAHYA HASSAN i 2013 og fik hermed rekorden for den mest sælgende debutdigtsamling i Danmark og blev derfor hurtigt et samtaleemne i både medier og danske hjem. Alt omkring Yahya var til debat. Selv hans navn måtte diskuteres.
Yahyas mor fortæller fint om, at en pige havde lagt en sten ved hans gravsted med teksten: ”Hvis et navn ikke kan udtales, så er det ikke et navn. Det er poesi”. For Yahya forsvandt lige så hurtigt, som han var kommet, men hvad skete der egentlig med den store danske digterstjerne? Yahyas mor og fire søskende tager os med om bagved i kulissen, og vi kommer som læsere helt tæt på familien, deres tumultariske liv og endeløse kærlighed til hinanden.
Familiefortælling i et nyt perspektiv
I Familien Hassan får vi indblik i nogle af de udfordringer, den pludselige berømmelse og Yahyas ligefremme kritik medførte. Som der eksempelvis står et sted i værket:
”Han var 19 år og følte sig mere og mere begrænset i sin frihed, fordi de fulgte ham døgnet rundt. Han følte, at de vagter, som skulle beskytte ham imod folket, i virkeligheden beskyttede folket imod ham”
Yahyas fire søskende fortæller om deres opvækst og tiden omkring udgivelserne af hans digtsamlinger i en smukt sammenflettet historie. Som læser får jeg fornemmelsen af at følge dem gennem livet, men samtidig får jeg nuancerne og de forskellige perspektiver med, som søskende unægteligt har. Blandt andet perspektiver på deres forældre og opdragelse:
”Fars tungsind betød ikke altid, at lynet slog ned i os. Vi fornemmede hans humør på, hvordan nøglen blev stukket i døren, når han kom hjem. Gled den langsomt i eller ind med et tryk?”
En todelt familie
Da forældrene bliver skilt og flytter fra hinanden, bliver de fem søskende også fysisk adskilt. På trods af at forældrene boede få meter fra hinanden, kunne børnene ikke gå frit mellem de to hjem, og de måtte dække over hinanden og lyve for deres far, når de gerne ville besøge deres mor. Adskillelsen og forskellen på tilværelsen hos de to forældre giver de fem søskende nogle helt forskellige år, hvor de delvist mister kontakten med hinanden. Når historierne skiftevis toner frem, giver det mig en følelse af, at bogen har været et reparerende projekt for familien, og at vi som læsere blot er heldige, når vi får lov til at følge udfoldelsen af deres fælles fortælling. Abd Al-Salam siger et sted i bogen:
”Jeg følte mig nøgen. Det var ikke bare det, at han afslørede familiens hemmeligheder eller talte om mig, der tissede i sengen. Det var også det, at han så anderledes ud, talte anderledes end os og var blevet så dansk”
Udgivelsen af Yahya Hassans digte satte mange debatter i brand og medieopmærksomheden tog hurtigt fart. Yahya gik med skudsikker vest, hev Søren Ø. Jensen i slipset for åben skærm, han blev idømt psykiatrisk behandling og han skød en 17-årig i foden på åben gade. Historierne var mange og de var vilde, men gennem bogen er det de urimelige kår, de mange anbringelser, samfundets svigt og vigtigheden af en kærlig familie, der tydeligst toner frem. Familien Hassan er barsk læsning, men jeg anbefaler alle at sætte den på ønskelisten, hvis man ønsker et kig ind i, hvordan livet kan udfolde sig på den anden side af gaden. Jeg havde på forhånd frygtet, at bogen ikke ville kunne række ud over Yahya Hassan, men den tanke er blevet gjort til skamme. Bogen fortæller om meget mere og som Abdullah siger: ”Nøgleordet er forståelse.”
Leave a Reply