Familien som udgangspunkt men ikke nødvendigvis slutpunkt

Familien som udgangspunkt men ikke nødvendigvis slutpunkt

Familien som udgangspunkt men ikke nødvendigvis slutpunkt

Anmeldelse af Ayanna Lloyd Banwo: Dengang vi var fugle, udgivet på Gutkind d. 18. januar 2023. Oversat fra engelsk af Mick Vraa.

Anmeldt af Anne Philipsen 

Foto: Anne Philipsen

Dengang vi var fugle er en magisk roman, som giver os en fortælling om ung kærlighed, sorg og de stærke bånd til ens familiearv, som nogle gange skal brydes, før man kan finde sig selv og blive voksen. Med denne debutroman dykker vi ned i Ayanna L. Banwos egen kultur – Trinidadkulturen, som på den ene side virker fjern fra en dansk kultur, men på samme måde har de samme problematikker, som man kan finde i dagens Danmark.   

I romanen møder læseren de to hovedpersoner Darwin og Yejide. Darwin er nasiræer, hvilket i grove træk er en form for kristendom, hvor de ikke må drikke vin, de må ikke klippe i deres hår, og de må ikke røre ved, være i nærheden af eller se på døde. Grundet en økonomisk krise og en mor som ikke længere kan forsørge de to, bliver Darwin tvunget til at arbejde på en kirkegård, hvilket har den konsekvens, at hans mor slår hånden af ham. Samtidig møder læseren Darwins modsætning, hvad angår familiearv: Yejide, hvis hele familiearv er omkring de døde. Yejide stammer fra en familie, hvor kvinderne har en særlig evne og et ansvar for at værne om de døde og tage imod dem på den anden side for at føre dem trygt videre: 

”Vi tilhører Døden, og Døden er ældre end alle guderne, lige meget hvilke navne de har. Døden var allerede gammel da mennesker begyndte at se op mod himlen for at opfinde Gud. Vi gør hendes arbejde.”

En aften, i den storm som tager hendes mor med til døden, flyver Yejides sind ud i verden og ned på netop den kirkegård, hvor Darwin arbejder. Mens Yejide ser Darwin så klart som aldrig før, ser Darwin en hvirvelvind og et uklart omrids af en kvinde: ”Det var ikke noget han bildte sig ind. Det kan han umuligt have gjort. Hun var der. Han ved hun var der”. Dette er deres første møde, men ikke det sidste, idet både hinanden og kirkegården på mystisk vis bliver en trækkraft for dem begge. 

Magisk realisme er ikke en genre, jeg normalt beskæftiger mig med, men denne bog er virkelig flot skrevet. Der er også en indbygget dobbelthed i romanen, som er fængende: udover at den viser, hvor vigtig familien og ens ophav er for en person og udvikling, så viser den også, at man skal lære at stå på egne ben og finde sin egen plads i verden – muligvis også uafhængigt af ens ophav. At familien og ens ophav er temaer i fortællingen, bliver også fremhævet i forfatterens efterskrift, som giver et fint indblik i denne Trinidad-kultur, som romanen også er skrevet ud fra, og hvor forfatteren selv er fra: 

”Intet af dette uden forfædrene – nogle så fjerne at jeg kun kender dem som en sagte hvisken der viser vej i mørket; nogle så tæt på at det føles som om de aldrig har forladt mig. Intet af dette uden min levende familie som lod mig vokse op med historier og musik og lærte mig kraften i min afstamning. Jeg takker dem, ærer dem og giver dem denne bog, en enkelt af mange offergaver som jeg har givet løfte om.”

Dette budskab retter sig måske særligt mod unge, der stadig prøver at finde sin plads i verden, men denne bog kan bestemt også læses af andre.