Flænset itu af hvirvlende fugle

Anmeldelse af J.A. Baker: Vandrefalken, udgivet på A Mock Book 1. november 2023. Oversat fra engelsk af Mads Joensen.

Anmeldt af Mathilde Bundgaard

Foto: Mathilde Bundgaard

Vandrefalken er et værk med dagbogsskriverier fra oktober til april; en enkel mands betragtninger af en rovfugl hen over en vinter. Vandrefalken var J.A. Bakers hellige gral, og hans forfølgelse af den blev som en besættelse. Han fulgte vandrefalken i ti år.

Vandrefalken findes nu for første gang i dansk oversættelse. John Alec Baker blev født i 1926 i Chelmsford i Essex i Storbritannien. Han arbejdede for det britiske automobilforbund, selvom han efter sigende aldrig selv lærte at køre bil. Derimod betragtede han verden – og i særdeleshed naturen – til fods. Han spadserede ud i landskabet på evig udkig efter de fugle, der blev omdrejningspunktet i hans liv. Disse observationer nedskrev han i dagbøger:

”Den stærke vestenvind rejste sig til kuling, bøjede grene, pryglede blade. Solen var væk, og skyerne blev mørkere. Så blev der prikket hul på den vestlige horisont, som blev sort og tornet. Regnen var på vej. Farve ebbede til funklende clairobscuro.”

Blik for naturen 

Baker forkæler læseren med beskrivelser af natur, landskab og fuglenes indbyrdes leg og jagt på måder, jeg aldrig før har læst. Det er levende, poetisk, dvælende. Han leger med ordene og gør navneord til udsagnsord på sin egen frigørende måde. At læse Bakers naturbeskrivelser er langsom litteratur, det kan virke søvndyssende grundet den simple kompleksitet. Det kan måske virke som et paradoks, men værket er både simpelt og komplekst. Ligesom en langsommelig kunstfilm, hvor skønheden er vægtet højt i hvert eneste lange fragment:

”Da viben fløj over mod et krat for at komme i skjul, rejste vandrefalken sig over den, musede sort mod himlen, og slog lodret ned i den. Det var et rædselsfuldt slag. Viben blev hamret til jorden. De to fugle faldt sammen; den ene slap og blød i døden, den anden spændt i raseri og chok.”

Bakers naturskildringer er andet end et romantiseret guldaldermaleri. Den er rå, drabelig og upoleret. Han beskriver vandrefalkens brutale jagt af mindre dyr. Han beskriver, hvordan den legende driver rundt på himlen og skræmmer hvert et bytte væk, kun for at prale og vise sig frem. Han observerer, når den store rovfugl er sulten, og jagten bliver intensiveret, for så er den målrettet og fokuseret. 

Naturens jagt

”Det var næsten blevet helt mørkt, da jeg fandt resterne af hans bytte: Fjerene og vingerne fra en agerhøne lå ved bredden otte kilometer nede ad floden. Blodet syntes sort i skumringen, de nøgne knogler hvide som et tandgrin. Rovfuglens bytte er de varme gløder i et døende bål.”

Tænk at et byttedyr kan beskrives så poetisk. Det er ikke en biologs iagttagelser, det er en kunstners. Sådan fortsætter det hele vejen igennem. Siderne er mættet af en sproglig ømhed. Vandrefalken viser naturen fra en side, vi skal mindes om i denne tid. Baker minder os om det skønne i det brutale: ”Himlen blev skåret op, flænset itu af hvirvlende fugle.”  

Baker beskriver vores verden som døende, men endnu funklende. Han minder os om, at selv vandrefalken bliver påvirket af menneskets levevis. Den sygner hen og kvæles i beskidt, giftig pollen fyldt med landbrugskemikalier; det skriver han. Naturen må begynde at fylde mere for det moderne menneske, hvis jorden ikke skal uddø; det forudsiger Baker. Han bliver drevet af sin egen nysgerrighed og af sin vandrefalk. Alene i skoven og på engen. De åbne og lukkede landskaber, under solskin og under regntunge skyer betragter han fuglene. Når man som Baker har betragtet længe nok, forstår man. 

Sammenhængen ligger i detaljerne, han iagttager. Han lærer at forstå naturens gang; dyrets jagt efter føde, parringsritualer, pral og dynamikker. Vandrefalken er relevant i forståelsen af menneskets naturforhold og vores sameksistens med andre arter – og ikke mindst den verserende klimakrise. Baker skælder ikke ud på klimasynderne, men han viser os den verden, der har risiko for at brænde ud. Det gjorde han i 1967, og Vandrefalken taler stadig til os i dag.