Anmeldelse af Shahrnush Parsipur: Mænd fra forskellige civilisationer, udgivet på Falco d. 14. juni 2022. Oversat fra persisk af Nazila Ghavami Kivi.
Anmeldelse af Anna Ramsing Lindhardtsen
Foto: Anna Ramsing Lindhardtsen
På bagsiden af Shahrnush Parsipurs roman Mænd fra forskellige civilisationer slås fast, at hver civilisation har deres eget folk, kultur og drivkraft; men noget ved mændene synes at ligne hinanden. Dertil stilles spørgsmålet: hvad har civilisationerne tilfælles, og hvorfor er mændene altid i bevægelse? Romanen er oprindeligt udgivet i 1993 og består af ni fortællinger (fra ni civilisationer), der følger de tre samme mænd: en mand, der spiller tar, en mand med skæg og en mand, der er glatraget.
Første gang jeg stødte på Shahrnush Parsipur var sidste år, da jeg læste Kvinder uden mænd. Det var en bog, der væltede det danske bogmarked (og de danske anmeldere) omkuld i 2019, hele 30 år efter sin udgivelse i Iran. Jeg blev også blæst omkuld. Den var magisk, forunderlig, men også forståelig på trods af sit virkelighedsbrydende univers; de unaturlige billeder blomstrede overbevisende, og det var let at leve sig ind i de kvindelige karakterer, deres søgen og deres skæbner. Mænd fra forskellige civilisationer er også magisk og forunderlig, men letforståelig er den ikke. Er det, fordi den handler om mænd og ikke kvinder? Næppe. Men noget i skrivestilen kræver læserens fulde opmærksomhed, og får den det ikke, falder fortællingen sammen som sand igennem en si. Efter at have lagt bogen fra mig første gang, var jeg efterladt med en følelse af at have været fanget i en øde ørken, hvor billeder og handlinger dukkede op af sandet, ud af ingenting; man kunne lige nå at fange et glimt, før billedet havde ændret form og bevæget sig i en ny retning. Jeg måtte læse bogen to gange for at kunne gribe fat i en tråd – og i netop dén tråd åbnede sig en mening i ørkenvandringen, der endte med at røre mig dybt. For selvom jeg første gang ikke forstod de korte fortællinger, mærkede jeg dem, præcis som jeg skulle: i rodløsheden, gentagelsen og fremmedgørelsen.
Møder mellem civilisationer og verden rundt i kø
Som der står i romanens bagesidetekst, er de samme tre mænd fra de ni civilisationer i bevægelse. Konstant bevægelse. Og alligevel kommer de aldrig nogen steder. I den første fortælling (”Mænd fra Kanaan”) mødes en skægget, en glatraget og en tarspillende mand ved en forgrening i vejen. De går ad hver deres sti, men da tarspilleren falder i søvn på sin ensomme rejse, er han pludselig i Amerika, hvor han får verdens største kop kaffe og en spand popcorn. Han møder en blondine, hun bliver hans hustru, men mødet er fremmedgørende for tarspilleren, og den drømmende, uhåndgribelige scene får klarhed i en af fortællingens få replikker: ”Jeg er fremmed her og kender ikke dit lands skikke.” Da tarspilleren vågner igen, er han gift med en kvinde med smukke sorte øjne og olivenfarvet hud. Han er tilbage på stien, tilbage i bevægelsen; og fortællingen ender der, hvor den begyndte: ved forgreningen i vejen, hvor de tre mænd igen mødes og går hver deres vej…
I en anden fortælling (”Mænd fra Sialkhøjderne”) vil en tarspiller og hans kæreste i biografen, men de må først finde enden af køen til billetlugen. For at nå til enden af køen må de tage fra Sialkhøjderne til Baghdad og videre til Damaskus. Her skilles de efter et skænderi, hun tager køen mod Beirut, han køen mod Jerusalem. De mødes igen ved Middelhavet, tager sammen til Berlin, Paris, bliver gift og får børn, videre til London, Washington, Moskva, Tokyo, hvor de skilles igen. Tarspilleren tager til Beijing, hvor han møder sin gamle glatragede nabo, tager så videre til Delhi og møder sin anden nabo, ham med skæg. Derefter videre igen igennem Karachi, Riyadh og Kuwait, for til sidst at opdage, at køen slutter, hvor den startede: i Sialkhøjderne. Her møder han sin kone ved billetlugen, der i et suk siger: ”Jeg håber ikke, at der bliver udsolgt, inden det er vores tur.”
De to korte gengivelser giver forhåbentlig en idé om Parsipurs utrolige humor, der kombineres med skarp samfundskritik. Læseren skal holde tungen lige i munden, men når de gentagende temaer først tager form i sandstormen, og læseren har accepteret, at tid og sted ikke er faste holdepunkter, så står fortællingerne tydeligt frem. Den sidste fortælling, som jeg vil gengive i et citat, er ikke fra Parsipur, men fra bogens oversætter Nazila Kivis eget liv. I efterordet indvier hun læseren i gentagelsens traume, i sit eget ’Hvad nu hvis…?’, der spejler Parsipurs fortællinger og gør dem skræmmende relevante:
”Som en, der selv lever med konsekvenserne af at være blevet revet op med rode, kender jeg alt for godt den forestilling, at man måske i virkeligheden stadig bor dér, hvor man oprindeligt er født, uden selv at være klar over det. Måske fortsatte livet og mit oprindelige jeg, hvor de var, og et nyt jeg opstod her og skulle lære alt forfra. Det er i hvert fald svært at lade være med at tænke på, hvordan mit liv så ville have været. Ligesom mine forældre kunne være endt i et helt andet land, og jeg i dag, i stedet for dansk, kunne være en fransk, en tysk eller en svensk kvinde. Disse utal af muligheder er så svimlende, at de også ofte er voldsomt paralyserende. De mange muligheders mareridt og det evige spørgsmål: Hvad nu hvis…?”
Leave a Reply