Reportage fra Authors in Aarhus mandag d. 20. oktober, Hovedbiblioteket, Aarhus
Skrevet af Charlotte Elisabeth Christiansen
På initiativ fra Aarhus Universitet og Hovedbiblioteket præsenteres en række udenlandske forfattere på den århusianske, litterære scene gennem Authors in Aarhus. Til det andet arrangement i rækken gæstede den svenske krimi-forfatter Arne Dahl Hovedbiblioteket, hvor han i samtale med post doc Stine Grumsen diskuterede international kriminalitet, det europæiske projekt, komposition, krimi-genren og ikke mindst sin nyeste krimi og sidste bog i Opcop-serien, To mand frem for en enke.
Krimien er en populær genre, og det samme gælder for Arne Dahls romaner. Populariteten bekræftes af bibliotekets fyldte sal, da Arne Dahl præsenteres og begynder at læse op fra To mand frem for en enke, som er den fjerde bog i Opcop-serien. Om end det internationale aspekt også spillede en rolle i Dahls første krimi-serie om A-gruppen, må det siges for alvor at være omdrejningspunktet i den efterfølgende Opcop-serie, hvor nogle af de samme efterforskere opklarer forbrydelserne. Men hvad er det, der gør Arne Dahls krimier til noget særligt? Stine Grumsen nævner som det første, at han benytter sig af særlige tematiske og kompositoriske kryds i sin seneste bog, hvor der veksles mellem forskellige scener; fra efterforskeren Paul Hjelms tanker til nye spor og informationer om forbrydelsen, som skal opklares. Paul Hjelm fungerer her som en slags Don Quixote, der jagter forbrydere, som tilsyneladende ikke findes, selvom forbrydelserne finder sted. Fraværet af forbrydere og gerningssteder i bogen skaber en anderledes og interessant vinkel på krimien. Under samtalen siger Arne Dahl selv, at efterforskeren Paul Hjelm, som er én af hovedkaraktererne, ser sig selv som det sidste værn mod ´den yderste dag´, og hvis han falder, så falder demokratiet. Men samtidig reflekterer Paul Hjelm meget over sin egen utilstrækkelighed.
Ansigtsløshed i den moderne krimi
De små twists i kompositionen er medvirkende til at skabe en mere moderne krimi, og en moderne krimi er netop, hvad Arne Dahl forsøger at skrive, fortæller han. Der findes ikke én morder, som i den klassiske krimi. Det er nødvendigt at se flere steder hen, når en moderne forbrydelse skal opklares: ”Det er ikke sort på hvidt længere”, som Arne Dahl selv udtrykker det. Dette afspejles i den lidt sammenstykkede komposition, hvor læseren præsenteres for materiale, som vedkommende selv må afkode. Man læser uddrag af noget, man som læser ikke ved, hvad er. End ikke efterforskerne har altid adgang til materialet, og gennem denne mangel på information inddrages læseren, som selv må tage del i opklaringsprocessen. Den klassiske krimis form såvel som læseren udfordres ligeledes igennem romanens mangel på gerningssteder, som afspejler den ansigtsløse, internationale kriminalitet.
Det grænseløse og ansigtsløse optager Arne Dahl mere end den lokale setting, som er gennemgående i mange krimier i Norden, efter at han selv tidligere har beskæftiget sig med denne type krimier.
Den internationale og ansigtsløse kriminalitet bidrager til, at bogen kredser om det europæiske projekt, der ikke alene handler om samlet at bekæmpe kriminalitet, men også er et spørgsmål om magt, som Arne Dahl påpeger. Det handler både om magt over for større nationer, som for eksempel USA, såvel som magt til at bekæmpe den mere omfattende kriminalitet. I Dahls romaner afspejler typen af kriminalitet og gerningssted hinanden som ansigtsløse. De store perspektiver er på spil her, og Arne Dahl formår at flette de tre store kriser i det globale samfund: øko-krise, finanskrise og terror, ind i sine bøger. Stine Grumsen bemærker, at de tre kriser flettes sammen på samme måde som plottet i Dahls krimier.
Worst case scenarios og håb for fremtiden
Læseren tvinges ikke alene til at tage del i opklaringsprocessen i Arne Dahls krimier, men også til at reflektere over de alvorlige samfundsproblemer, som tematisk beskrives, og ikke mindst kritiseres, i romanerne. Arne Dahl siger, at der også er et pædagogisk aspekt i dette; krimierne indeholder action og spænding, som tiltrækker læseren, men formidler også alvoren. Han mener, at krimien er en særligt god genre til at skildre netop samfundsproblemer, og at vi her kan finde svar og håb for fremtiden, idet han i sine bøger beskriver et worst case scenario. I To mand frem for en enke lyder én af de sidste linjer: ”Det, vi skal være bange for, er vores indre mafia.” Pointen ligger her netop i, at det er fænomener inden for samfundet, såsom tidsånden, grådigheden og manglen på empati, som vi skal frygte snarere end en ydre fjende. Tanken om, at de humanistiske værdier underprioriteres gør Arne Dahl urolig. Derfor retter han en kritik imod tidsånden, hvor det kapitalistiske kommer før det menneskelige.
Efter at have skrevet to store, bombastiske krimi-serier, fortæller Arne Dahl, at det næste, vi kan forvente fra ham, bliver en lidt mindre roman. Som han afslutningsvist siger om sine bøger indtil nu: ”Det her er min symfoni; nu kommer der en solo.” Hvordan Arne Dahls solo udfolder sig, kan man kun vente spændt på.
Leave a Reply