Anmeldelse af Gunnhild Øyehaug: Onde blomster, udgivet på Gutkind d. 23. marts 2022. Oversat fra norsk af Sara Koch.
Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard
Foto: Johanne Lehmann Daugaard
Den korte novellesamling, Onde blomster, af norske Gunnhild Øyehaug indeholder hele femogtyve noveller på sine blot 125 sider. Trods novellernes kortfattethed byder de hver især på ukonventionelle og anderledes fortællinger, der pirrer både forestillingsverden og -evne. Øyehaug er bl.a. blevet kaldt “novellens norske mester”, og dette lever Onde blomster i dén grad op til.
Øyehaug er ikke bange for at bryde med vores forventninger i Onde blomster, og hun gør det på flere planer. Ikke bare er novellernes indholdsmæssige planer og narrativer udfordrende og eksperimenterende. Også selve novellegenrens form er til forhandling, når en novelle som “OMTRENT SÅDAN”, der blot består af titel samt et sort-hvidt portrætbillede, får lov til at tage plads blandt de øvrige noveller. Desuden leger Øyehaug med surrealisme og magisk realisme, der ellers ikke er så karakteristisk for nordisk skønlitteratur.
Dyr og mennesker på lige fod
Én af de måder, hvorpå surrealismen træder igennem, er i form af selvstændigt tænkende og handlende dyr. Vi møder alt fra en let distraheret bjørn, der slår sig selv i panden over sin egen dumhed og en flok observerende myg, der agerer fortællerstemme til en due, der forvandler sig til en krage samt en blodigle på størrelse med et menneske, der bliver interviewet. Når dyrene får lov til at tage plads på niveau med menneskerne i novellerne, bryder Øyehaug med et hierarkisk verdenssyn, hvor arter er hinanden under- og overlegne. Det omvendte verdenssyn kommer til syne i en novelle som “TRÅDEN – Løven kommenterer”, hvor en løve i mødet med en plejehjemsbeboer tænker sine egne tanker højt for læseren:
“Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle tro da jeg mærkede nogen nappe i min hale. Jeg troede jeg var helt alene på værelset, og der var ingen elefanter i nærheden, ingen lange snabler, eller andre løver der kunne bide mit let i halen for at drille. Jeg vendte mig om og så hvad det var: en rynket gammel hånd der trak i min hale, som var den enden på en tråd.”
Upålidelighedens mester
Hvad angår novellernes ukonventionelle tilgang til vores læserforventninger, spiller de ofte upålidelige fortællere en stor rolle. Novellen, “ONDE BLOMSTER”, er et glimrende eksempel på dette. Over hele tre sider udpensler en buschauffør detaljeret sin irritation over en specifik passager, inden hele denne del af fortællingen pludselig afbrydes, for at den egentlige fortæller kan bryde ind og sige:
“Her bliver jeg desværre nødt til at lave en hård opbremsning i teksten, uden anden forklaring end at intet af det jeg har fortalt indtil videre, er sandt. Jeg er ikke buschauffør, jeg har ikke været taxachauffør før jeg blev buschauffør, og jeg er jo ikke træt af Vendel som ikke findes.”
Novellens skiftende fortællere har overhånden, hvilket efterlader læseren som konstant kastebold i en labyrint af narrativer, der byder på et virvar af forhindringer, smutveje og blindgyder. Dette er dog ikke en svaghed for novellesamlingen, tværtimod.
Norges nyskabende novellist
Onde blomster er en novellesamling med hvilken Øyehaugs beviser sit talent for det skrevne ords muligheder. Efter at have læst de femogtyve små fortællinger sidder jeg tilbage med en masse stof til eftertanke. For novellernes absurde scenarier er skrevet med det perfekte drys af, ikke for meget og ikke for lidt, humor, så man som læser tager fortællingerne ind, trods overnaturlige elementer. Onde blomster er herlig, forfriskende og nytænkende. Og så er det Øyehaugs anden novellesamling. Den første er Knuder, som jeg helt sikkert også skal have læst.
Leave a Reply