Fortællingslitteratur, der bare er der. Fordi den er.

Fortællingslitteratur, der bare er der. Fordi den er.

Fortællingslitteratur, der bare er der. Fordi den er.

Anmeldelse af Alice Munro: Tiggerpigen – fortællinger om Flo og Rose, udgivet på Gyldendal d. 30. juni 2014

Anmeldt af Line Andersen

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

Kan man fortælle så kedeligt og uoriginalt, at det pludselig forvandler sig til det modsatte? Som forfatter skrive sig så tæt på sit persongalleri, at skellet mellem fiktion og virkelighed bliver udvisket for læseren? Svaret er ja. Det kan vinderen af Nobels litteraturpris 2013, Alice Munro, nemlig.

Alice Munro blev født i 1931 og er af canadisk afstamning. Hun har med rette vundet Nobelprisen i litteratur 2013 for sine ubeskriveligt flotte fortællinger, der skriver sig helt tæt på de karakterer, hun vælger at portrættere, på en tragikomisk, men alligevel næsten hyggelig facon. The Beggar Maid – Stories of Flo and Rose blev første gang udgivet på engelsk i 1977 og oversættelsen Tiggerpigen – fortællinger om Flo og Rose er nu blevet genudgivet i 2. oplag fra forlaget Gyldendal.

Tiggerpigen – fortællinger om Flo og Rose er det første, jeg nogensinde har læst af Munro – og med god grund. Munro har nemlig ikke haft specielt stor udenlandsk succes, selvom hun indtil flere gange har ligget på diverse bestsellerlister i Canada og USA. Hun har valgt et svært medie – nemlig novellen, som ofte appellerer smallere til det brede publikum end fx romanen. Hvis jeg havde læst Munro noget før, ville jeg dog ikke have været i tvivl om, at hun hører til i en klasse for sig selv. Måden, hvorpå hun uden anstrengelser leger med sproget, så det fremstår på én gang smukt og letfordøjeligt uden at miste kvalitet, gør det nemt for læseren at glide ind i en næsten barnlig tilstand af ophøjet fred. Lidt som hvis man var syv år igen og helt ubesværet kunne sejle på de syv have og svinge sig i lianer under højtlæsning.

I Tiggerpigen – fortællinger om Flo og Rose følger vi Roses erindringer fra hendes opvækst ude på landet i Hanratty, Ontario, helt frem til hendes skuespillerindelivsstil i Toronto. 10 fortællinger, der glider ind og ud af hinanden helt ubesværet og med en indlevelse og selvindsigt, som man skulle tro kunne fremstå en smule karikeret. Men Munro formår at levere hver enkelt fortælling elegant og flydende, og Rose bliver en form for fiktiv veninde og fast inventar i læserens eget liv, netop fordi Munro formår at skrive sig så tæt på sine karakterer. Stedmoderen Flo spiller også en central rolle hele vejen igennem de forskellige historier som den mor, Rose aldrig har haft, men måske heller ikke den mor, hun burde have haft?

De første fortællinger handler hovedsageligt om Roses barndom i Hanratty – en landsby (uden at de dog selv ser på den som en sådan, da Hanratty slet ikke lever op til det idylliske landsbybillede, man ser på postkort), hvor der ikke blot er én landsbytosse, men flere. I samtaler mellem Flo og Rose skabes langsomt et billede af en by, som Rose aldrig helt falder til i, men som hun heller ikke kan lade være med at kalde for sit hjem. Et eksempel på én af disse landsbytosser, og på Munros velfortalte persongalleri, er Becky Tyde, som Flo beskriver således: ”Hun var en dværg med et stort hoved og en rungende stemme, med en maskots usexede spankuleren, en rød skottehue af fløjl og en skæv hals, der tvang hende til at lægge hovedet på skrå, så hun altid så op og fra siden.” Munros formidable fortælleevne får uden besvær læseren til at adoptere landsbyboernes naive verdenssyn og lade sig opsluge i den fiktive ramme.

Munro formår at følge Rose hele vejen fra barn til voksen, uden at det nogensinde bliver en gentagelse af det store antal romaner, der ellers er skrevet omhandlende det tema. Munro er dybt original, uden at det på noget tidspunkt virker påtaget, eller som noget hun har brændt efter. Hun er det bare. Og det beskriver i virkeligheden på enkleste vis Munros skønlitterære kvalitet. Hun er der bare. Uden bare at være der. Hun fortæller blot, uden at nogen behøver at gøre et stort nummer ud af det. Hun skriver med den ydmyghed og beskedenhed, som ligger til hendes generation, og som giver nogle fandens gode historier – pardon my french.

Jeg kunne fremhæve adskillige citater fra mit eksemplar af bogen, som er besudlet med elefantører hele vejen igennem, men så ville anmeldelsen blive lang og uoverskuelig. Jeg vil blot forsøge at pointere, at bogen er et overflødighedshorn af sætninger og beskrivelser, som lægger hyggeligt i ganen, og som får mundvandet til af flyde efter mere, også selvom det hele i virkeligheden er placeret ret tæt ved jordoverfladen. Jeg ville gerne skrive om enkelte steder, men det forekommer så overraskende ofte, at der i Munros trivielle og dog på sin vis specielle univers, dukker et citat som det følgende frem: ”Kroppene blev fodret og tørret, taget op og bundet fast til stole, løst op og lagt i seng. De sugede ilt ind og kultveilte ud og blev ved med at deltage i verdens liv”. Munro bedriver en kontrolleret, næsten objektiveret stemt beskrivelse af plejehjemsbeboerne på det alderdomshjem, som Flo kommer til at bo på i sidste ende, og det er netop den slags beskrivelser, som gør hende så speciel og læseværdig. Og det er præcist dét Munro kan. Hun formår nemlig at snige en masse eksistentialistiske refleksioner ind i sine fortællinger, som ellers bare er der, hvilket dette citat er et eksempel på. Noget, som man som læser skal bide mærke i for at tillægge det værdi.

Læs hende. Bare fordi hun er der. Og bare fordi hun skriver.