Anmeldelse af Thomas Korsgaard: Snydt ud af næsen, udgivet på Lindhardt og Ringhof d. 25. januar 2024.
Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard
Foto: Johanne Lehmann Daugaard
I 2022, i en alder af blot 26, var Thomas Korsgaard den yngste forfatter nogensinde til at vinde De Gyldne Laurbær for sin trilogi om den kuede Tue fra Udkantsdanmark. I år er den nu 28-årige Korsgaard tilbage med sin anden novellesamling, Snydt ud af næsen, som foregår i et miljø, der minder om det, vi kender fra Tue-romanerne. En ny socialrealistisk novellesamling er født.
Samlingens 16 kradsbørstige noveller (hvor “Brænde I”, “Brænde II” og “Brænde III” udgør tre dele af samme novelle) udspiller sig i en unavngiven, nordjysk egn, der med sine sørgelige og slidte karakteristika passer ind i den stereotypiske definition af Udkantsdanmark:
“Ting gik i stykker. Fyret var stået af med et sprut. Blandingsbatteriet på badeværelset var begyndt at lække vand. Tætningslisterne i køkkenvinduerne gabte og fik et bredere spor af svamp til at vokse på lofterne. Tapetet havde løsnet sig flere steder. Vaskemaskinen var gået ud for et par dage siden, og denne morgen ville bilen heller ikke starte.”
Socialrealismens stakkels skæbner
Noget af det, der får samlingen til at fungere, er ikke alene, at man præsenteres for mange forskellige karakterer – men også at karaktererne optræder på tværs af novellerne. Dette greb er med til at invitere læseren helt ind i lokalsamfundets rygter, intriger og interne magtkampe. Og trods bogomslagets farvestrålende og tegneserieagtige udstråling, er det omvendt en gråtonet og trøstesløs virkelighed, der finder sted bag den hyggelige facade. Læseren møder nemlig mange stakkels skæbner undervejs i sin læsning: blandt andet den udstødte Kevin, der tynges af, at hans far er foragtet og hadet i hele området; et københavnerpar, der drager til det landlige krohotel på egnen i håb om en romantisk weekend i ren Morten Korch-stil, der dog byder på ugæstfrihed og bondsk indretning; og den forventningsfulde fødselar Daniel, som ikke får nogen gæster til sin 8 års fødselsdag. Korsgaards noveller er socialrealisme, som på ærligste vis skildrer den del af Danmarks befolkning, som mange af os enten ikke kan (eller vil) tro på findes.
Særligt grumt er det, at mange af novellerne er centreret omkring børnene i de hjem, hvor forældrene ikke kan se ud gennem alkoholens slørede rus, ikke har overskud til nærvær og opmærksomhed, ikke har penge på kistebunden til at forsørge dem ordentligt og ikke er blege for at give en lærestreg med de bare næver. Med andre ord leverer Korsgaard et hårdtslående potpourri af psykisk og fysisk vold, fattigdom og omsorgssvigt:
““Vi har jo kun weekenden sammen.” “Lad være med det der.” “Det skulle jo bare være et hurtigt smut over til Bo og så hjem igen.” “Nu sidder vi lige og får en øl, så kan du da godt være sammen med ham drengen, mens vi drikker den.””
Underdrivelse fremmer forståelse
Som tidligere læser af Korsgaards bøger er jeg bekendt med hans simple skrivestil, der er skåret helt ind til benet. Selvom novellerne byder på scenarier, der nemt kunne overøses med følelsesladet patos og billedskabende beskrivelser, holdes skrivestilen til det observerende, konstaterende og spartanske. Og det har den sønderrivende effekt, at samlingens skæbnefortællinger står klart og råt frem som kendsgerninger på de liv, der leves uden for lands lov og ret, hvor kragerne vender. Personligt gnavede jeg glubsk det sprogligt sparsomme kødben i mig, kun for at skære ansigt, få en klump i maven og tårer i øjnene over den rådne eftersmag af misrøgt, vold og tristhed.
Det er med stadige myrekryb over barskheden i Snydt ud af næsen, at jeg skriver denne anmeldelse. Korsgaard formår at tage sin læser med over grænsen til det Udkantsdanmark, som mange af os både bevidst og ubevidst glemmer i vores dagligdag. Selvom tonen er ærlig og rå, er novellesamlingen også en omsorgsfuld udgivelse, der giver plads og stemme til en samfundsgruppe, der ellers er vant til at blive rystet på hovedet og vendt øjne af. For mellem linjerne kan sommetider spores humor og ømhed, der ikke er fordømmende over for samlingens karakterer. Om novellernes trøstesløshed afspejler virkeligheden helt er dog svært at sige – men det kan mærkes, at Korsgaard har oplevet miljøer som dette på egen krop, hvilket er både stemningsfuld, virkningsfuld og anbefalelsesværdigt.
Leave a Reply