Anmeldelse af Amalie Laulund Trudsø: Kunstnerhjem, udgivet på Gutkind d. 25. marts 2025.
Anmeldt af Laura Højberg Skovhuus
Foto: Laura Højberg Skovhuus
Signe er så heldig at finde en mand, der sætter pris på den samme ting, hun gør – at male! De bliver et kunstnerpar, der laver kunstnerting og nyder livet. Dog har livet det med ikke altid at forme sig, som man forventer det, og hvad gør man så, når der kommer skår i lykken? Jamen, man rejser sig op, børster støvet væk og fortsætter sin gang. Simpelthen.
I Kunstnerhjem følger vi Signe over fire årtier, der i romanens begyndelse jubler sammen med nogle gymnasiekammerater over, at krigen er slut – endelig! Nu kan der være liv og glade dage, og sommeren ligger forud og venter blot på, at Signe og hendes søstre nyder dens solskin og varme. Denne glæde brister dog, da Signes søster, Anna, bliver syg og indlagt i løbet af sommeren.
Herefter tager romanen rigtigt sit afsæt – Signe flytter til Paris og bliver barnepige for en velhavende familie, lige indtil familiens far kommer lidt for tæt på hende, hvorefter hun pakker sine ting og drager mod Danmark igen. Klog kvinde. Mens hun har været afsted, har hendes forældre taget sig den frihed at sørget for et godt parti til hende: Hans er nordmand, velhavende og glæder sig egentlig bare til at blive Signes mand. Han bliver dog hurtigt skuffet, for idet Signe sidder på færgen på vej til Norge, falder hendes øjne på en mand, der ser ud til at have samme interesse som hende selv – han maler!
”Siden mødet på færgen har hun ikke set sig tilbage, det er Johan, hun vil have; Gudskelov vil han også have Signe.”
De bliver hovedkulds forelskede, Signe afbryder sin forestående forlovelse med Hans, og hun bliver gravid med Johan. Og hvad gør en ugift pige i efterkrigstidens Danmark, når hun kommer fra et praktisk og respektfuldt hjem? Jamen, hun får da foretaget en illegal abort og holder det hemmeligt for alle omkring sig. Heldigvis bliver parret gift kort tid efter, og Signe er lykkelig.
Eller…?
For hvad lykke er der egentlig ved at være gift med en mand, der arbejder dagen lang, og når han kommer hjem, vil han bare male, og han forventer ligefrem, at Signe har klaret alt det huslige, har maden klar og har taget sig af børnene. Ikke nok med det, skal hun hver søndag være i humør til at have sex med ham, men tænker han på prævention? Nej, selvfølgelige ikke, men det er jo heller ikke ham, der går hjemme med de unger hele dagen, hver eneste dag og er ved at blive sindssyg, så hvorfor skulle han også tænke på det? Uduelige mandfolk!
Men han har jo også sine gode sider, ham Johan. Han er meget flot at kigge på, fantastisk i sengen og han maler jo! Nok har han ikke udstillet særlig meget, men det er jo også svært, når han har et fuldtidsarbejde at passe, og han gør jo en indsats for at forsørge familien. Signe er lykkelig, da han en dag kommer hjem og fortæller, at de kan flytte ud af deres trange københavnerlejlighed, for han har nemlig købt et hus – familien flytter på landet. Alt ånder igen fred og fordragelighed, lige indtil Johan krakelerer overfladen ved at slå deres tre børn:
”Hun kan høre slagene falde, tæller for sig selv, mens hun pakker varer ud, seks syngende lussinger falder rytmisk i par af to, dang dang, dang dang, i takt med hendes hjerte. Det sker oftere og oftere, at han slår dem, Signe forstår ikke, at han kan, hvorfor han i det hele taget gør det.”
Og det er selvfølgelig ikke kun det, den idiot har gang i, for han meddeler for fanden da også, at han har fundet en anden, og at han forlader hende. De er knap nok ankommet til Bornholm på deres sommerferie, før han smider den bombe, og han gør det lige så afslappet som havde han fortalt, at himlen er blå:
”Nå, Signepige, jeg har sgu fundet en anden.”
En falden kvindes rejsning
Selvom sorgen over at miste Johan sætter sine spor, lader Signe sig ikke slå ud så let. De møbler han har taget fra deres hus, erstatter hun med andre, den indkomst han havde, finder hun ved at åbne en butik, der hurtigt bliver meget succesfuld, så hun har sgu ikke behov for ham i sit liv. Hendes omgangskreds vokser betydeligt, fordi mange af landsbyens kvinder ser op til hende – hun er en selvstændig kvinde, der har rejst sig fra skammens ruiner for at skabe sig et rigt liv uden behov for en mand, og det er nu nok stadig lidt uset i 60’erne og 70’erne:
”Du klarer dig jo godt, Signe, siger hun, og Ellen stemmer i, ja, man kan jo ligefrem blive helt misundelig, siger hun og børster håndfladerne mod hinanden, som om hun havde mel på, og Signe smiler skævt, kan de ikke se, hvor meget det kræver af hende at ’klare sig godt’?”
Men hvordan kan de kvinder ikke se, at hun aldrig er hjemme ved sine børn? Hun har først lige opdaget, at hendes ældste søn går i ødelagte sko. I det mindste behøver hun ikke at tænke på husholdningen, den står hendes datter for, gudskelov. Men børnene forstår jo, at hun aldrig er hjemme, fordi hun er ude at arbejde for at tjene penge til, at de kan have et godt liv. Selvfølgelig gør de det. Og ellers kan resten af landsbyen i hvert fald se, hvad hun gør:
”Der er ikke længere nogen, der studser over, at hun er alene, hun har bevist, at hun kan klare sig, at hun ligefrem bidrager til byens næringsliv, og har nogenlunde velopdragne børn.”
En sigende fortælling
Der er intet banebrydende over Signes fortælling, hvilket helt klart er det, der har fanget mig i min læsning. Det er en fantastisk blanding af navlepilleri og mental load i en tid, hvor kvinderne virkelig brød igennem som individer – eller i hvert fald forsøgte på det – og det trækker tråde til i dag, hvor vi kvinder stadig må kæmpe for vores ret. Jeg kan i hvert fald mærke Signes frustration over husholdningen, som jeg tænker mange andre også kan. Det er i de simple beskrivelser, at man virkelig kan spejle sig.
Jeg nød virkelig at læse Kunstnerhjem, det er en rolig roman mixet med girl power og dumme mænd. Selvom den ikke decideret er humoristisk, sniger humoren sig alligevel ind mellem linjerne, og det samme gør sig gældende for både vrede, glæde og frustration. En meget vellykket roman efter min mening.
Leave a Reply