Gal eller genial?

Litterær artikel om det groteske og dobbeltgængermotiver i Bret Easton Ellis’ American Psycho
Af Charlotte Elisabeth Christiansen

Foto: Bogens omslag / panmacmillan.com

Bret Easton Ellis’ roman American Psycho om yuppien Patrick Bateman – succesrig finansmand om dagen og brutal massemorder om natten, vakte røre da den udkom i 1991. De eksplicitte voldsscener blev anset for at være for stødende, og den blev et af de mest kontroversielle værker igennem årtier. Men American Psycho er mere end ’yuppie lit’ og den brutale vold, som først og fremmest løb med opmærksomheden ved dens udgivelse. Romanen er blevet sammenlignet med store værker som Fitzgeralds The Great Gatsby på grund af Ellis’ evne til at skildre en æra: 1980’ernes ungdomskultur, moral og etik eller mangel på samme, hvilket portrætteres gennem romanens eksplicitte vold samt materialisme og ligeledes manifesterer sig implicit gennem Patrick Bateman som karakter.

Grotesk dobbelthed
American Psycho præges af to modpoler: på den ene side det groteske i form af eksplicit voldsporno, og på den anden side det pæne og polerede i form af det konstante fokus på overflade, såsom Batemans besættelse af mærkevarer. Begge poler udtrykkes ganske eksplicit, men det groteske portrætteres ikke alene gennem overfladen, men ligeledes gennem Patrick Batemans indre. I dette indre optræder romanens gennemgående dobbelthed, hvorigennem dobbeltgængermotivet bliver til. Selvom både det indre såvel som det ydre kan siges at være grotesk, er det i høj grad ydre forhold, som forvandler Patrick Bateman til en grotesk karakter.

Patrick Bateman befinder sig i finansverdenen på Wall Street, hvor penge, status, udseende og mærkevarer står højt på dagsordenen. Men efterhånden bevæger den pæne Bateman sig væk fra det velpolerede, og kaster sig i stedet længere og længere ud i et grotesk projekt om vold, liv og død. Det glatte findes ikke blot på overfladen, men også i Batemans moral, idet han ikke føler nogen skyld ved sine monstrøse handlinger, ligesom han gør sig selv til en slags herre over liv og død. Dette ses eksempelvis, hvor han vælger at skåne en piges liv:

”She’s lucky, even though there is no real reasoning behind the luck. It could be that she’s safe because her wealth, her family’s wealth, protects her tonight, or it could be that it’s simply my choice.”

Bateman dyrker denne position; han opstemmes af at sønderrive kroppene: ”[…] I know I won’t have enough time to masturbate over the scene where the woman is getting drilled to death by a power drill […]”

På denne måde portrætteres Batemans indre, samt hans moral som grotesk, idet han føler nydelse ved det, der normalt opfattes som frastødende og grufuldt. Efterhånden som romanen skrider frem, øges Batemans trang til blodrus, og hans moral fremstår haltende, samt mere og mere grotesk. Dertil rammes Bateman af en voksende paranoia, idet han frygter at blive afsløret, hvorfor han tyr til yderligheder – blodrusen og jagten bliver total til sidst.

De stadigt mere groteske handlinger kan dog ikke trumfe den polerede og nette overflade – Bateman dømmes på sit ydre af omverdenen, hvorved han accepteres som en ufarlig del af yuppie-klanen; med sit pæne ydre kan han nemt forveksles med de andre polerede finansmænd på Wall Street. På grund af denne kontrast mellem indre og ydre opfattes Bateman ikke som det, han i virkeligheden er: monstrøs og farlig. Selv når han forsøger at gå til bekendelse omkring sine bestialske mord overhøres eller misforstås han af sine medmennesker:

”I’ve gone so far as to ask people – dates, business acquaintances – over dinners, in the halls of Pierce & Pierce, if anyone has heard about two mutilated prostitutes found in Paul Owens apartment. But like in some movie, no one has heard anything, has any idea of what I’m talking about.”

Eksempelvis indrømmer Patrick samtlige af sine begåede mord og voldsgerninger overfor sin advokat i romanens slutning. Men advokaten opfatter bekendelsen som en joke. Således bliver Bateman fastholdt i sine monstrøse og morderiske handlinger, da de tilsyneladende ingen konsekvenser har, og ingen vil acceptere, at han begår sådanne handlinger. Det groteske aspekt af Batemans personlighed er uforståeligt for omgivelserne, hvilket bidrager til Batemans groteske forvandling samt omverdenens tilsvarende groteske reaktion.

Eskalerende monstrøsitet
Batemans ultimative groteske voldshandling finder sted i passagen, hvor han voldtager en pige, torturerer og dræber hende, tilbereder hendes døde kød for til slut at fortære hende. Beskrivelserne af Batemans groteske voldshandlinger, fremstår kolde, objektivt beskrivende og uden nogen følelsesmæssig involvering. Dette illustrerer hans skruppelløse tilgang til volden, og således fremstår Bateman for alvor som et monster.

Gennem romanen transformeres Bateman efterhånden til en grotesk karakter i og med at voldshandlingerne eskalerer, og den gale massemorder snarere end yuppien træder tydeligere frem for læseren. Men for omverdenen forbliver Patrick igennem hele romanen blot en poleret finansmand. Og heri består transformationen; Bateman forvandles til et monster netop fordi omverdenen ikke opfatter ham som værende ét – hans handlinger foregår i det skjulte, hvor ingen mistænker Patrick for noget og således eskalerer hans monstrøse handlinger.

Yuppiens dobbeltgænger
Batemans groteske karakter portrætteres ligeledes igennem hans fremturende vanvid og hallucinationer, som tager til, efterhånden som fortællingen skrider frem. Hallucinationerne bevirker at grænsen mellem de to modpoler i Batemans personlighed lidt efter lidt udviskes på katakresisk vis. Batemans liv som yuppie og som massemorder fremstår i løbet af romanen som mere og mere uforeneligt, og efterhånden virker massemorderen Bateman som ren indbildning, og dermed en form for dobbeltgænger til yuppien Bateman; Patricks handlinger som morder bliver stadigt mere groteske og morbide, eksempelvis voldtægten og fortæringen af en tilfældig kvinde, for endelig at ende i Batemans flugt fra politiet. I denne passage skifter synsvinklen fra jeg-fortælleren Bateman til en tredje persons-fortæller, som betragter Bateman udefra. Her spiller dobbeltgængermotivet en afgørende rolle, idet tredje persons-fortælleren kan tolkes som finansmanden Bateman, der betragter massemorderen Bateman, mens han er på flugt fra polititet:

” […] and in the distance he can hear other cars coming, lost in the maze of the streets, the cops now, right here, don’t bother with warnings anymore, they just start shooting and he returns their gunfire from his belly, getting a glimpse of both cops behind the open doors of the squad car, guns flashing like in a movie and this makes Patrick realize he’s involved in an actual gunfight of sorts […]”

Som romanen skrider frem bliver det sværere og sværere at afgøre, om massemorderen Bateman eksisterer eller ej. Bateman hallucinerer mere og mere, hans handlinger bliver mere brutale, og da han endelig vil ringe til sin advokat for at tilstå mordet på en kollega, viser det sig at kollegaen slet ikke er død. Ligeledes er der ingen, som tilsyneladende savner nogle af Batemans ofre, hvilket sætter spørgsmålstegn ved, om Patrick overhovedet har slået nogen ihjel, eller blot hallucinerer. Gradvist tager vanviddet til, og således opløses skellet mellem massemorderen Bateman og yuppien Bateman, uden der er ret meget tilbage:

”…there is an idea of a Patrick Bateman, some kind of abstraction, but there is no real me, only an entity, something illusory, and though I can hide my cold gaze and you can shake my hand and feel flesh gripping yours and maybe you can even sense our lifestyles are probably comparable: I simply am not there. It is hard for me to make sense on any given level. Myself is fabricated, an aberration. I am a noncontigent human being.”

Opløsningen og sammensmeltningen af finansmanden og massemorderen komplicerer læserens forhold til romanen – er det virkeligheden som bliver serveret, eller blot et billede på den, måske tilmed et vrangbillede? Igennem hallucinationerne og de store kontraster i Batemans personlighed forvandles han til sin egen dobbeltgænger. Den glatte yuppie og den groteske voldsmand fremstår på én og samme tid som adskilt og sammensmeltet. På denne måde bliver Bateman i stand til at differentiere sit groteske jeg fra sit almindelige jeg. Bateman kan forestille sig, hvordan det føles at overskride menneskelige og kulturelle grænser, og samtidig fortsætte sit liv som succesrig, men umotiveret yuppie. Denne groteske dobbelthed i Batemans personlighed, og værket som helhed, udtrykker essensen af romanens kritik af den åbenlyse modsætning mellem den perfekte overflade, og den uklædelige amoral, som fandtes i 1980’ernes ungdomskultur. Romanen formår igennem det groteske at udsige det usigelige meget eksplicit og på postmoderne vis, hvor det trivielle og det katastrofale sammenflettes.

Kilder 

Ellis; Breat Easton: American Psycho, Picador, 2011, Oxford/ 1991, New York.

Knudsen, Britta Timm: ”Formen på grænsen: En læsning af Bret Easton Ellis’ ’American Psycho’”, i K&K, nr. 77, 1994, s. 115-131.

Jensen, Bo Green: ”Dette er ikke en udgang”, i Levende Billeder, nr. 99, 1994, s. 14-17.

Connor, Steven: “Postmodernism and literature”, The Cambridge Companion to Postmodernism, 1st ed., Cambridge University Press, 2004, Cambridge. Cambridge Companions Online. (30. December 2013), http://dx.doi.org/10.1017/CCOL0521640520.004