Anmeldelse af Anna Hogeland: Det lange svar, udgivet på Gutkind d. 3. januar 2025. Oversat fra engelsk af Ninna Brenøe.
Anmeldt af Laura Højberg Skovhuus
Foto: Laura Højberg Skovhuus
”Lige efter jeg havde aborteret, blev jeg desperat efter at finde en bog, eller en hvilken som helst fortælling, som kunne møde mig i min sorg, og vigtigst af alt, som kunne vise mig, hvordan jeg kom igennem den.” Det er den tekst, der møder mig, da jeg læser bagsiden af Det lange svar, en roman med fokus på hvilket fællesskab der findes blandt kvinder i kraft af deres oplevelser med graviditet, abort og fertilitet.
Hogelands debutroman består af seks dele, seks fortællinger, der alle handler om det at være gravid eller ikke at være det, at ønske det inderligt eller at leve fint uden. Nemlig det som de fleste kvinder på et tidspunkt i deres liv skal tage stilling til – vil jeg have børn? Hvis svaret til dette er ja, kommer der en håndfuld spørgsmål efterfølgende – kan jeg få børn? Hvis ikke jeg kan, skal jeg så undersøge andre måder at blive mor på? Skal jeg adoptere? Skal jeg igennem kunstig befrugtning? Kan mit forhold klare det? Hvad nu hvis det alligevel ender i sorg? På mange måder kommer Hogeland ind på flere af de ovenstående spørgsmål, fordi ikke én af fortællingerne i hendes roman er simple, men alle som én er de kærlige og respektfulde.
Du får det lange svar
Ligesom med mange af livets begivenheder er der ikke nogen af fortællingerne, der håndterer det at være gravid på en simpel måde. Hovedpersonen Anna er i romanens begyndelse selv gravid, men skal have foretaget en kirurgisk abort, da hendes ufødte barn ikke vil kunne overleve en fødsel, hvilket efterlader hende i dyb sorg:
”Kom nu, beklag dig over din anden perfekte graviditet i træk, så jeg kan sige, jeg er sikker på, det er meget ubehageligt, men i det mindste er dit barn ikke dødt.”
På trods af sin sorg møder Anna på tilfældig vis andre gravide kvinder, der fortæller om deres liv og graviditet. Hun finder hurtigt ud af, at selvom hun er i stor sorg over sin egen situation, er det ikke ensbetydende med, at alle andre gravide kvinder har en nem oplevelse. Hun møder eksempelvis Corrie til en yogatime, der i sine teenageår boede med sine tre søstre og sin storesøsters kæreste. Han var flyttet ind hos dem, fordi han havde gjort Corries storesøster gravid, mens han gentagende gange sneg sig ind til Corrie om natten og havde sex med hende. Storesøsterens kæreste gjorde ligeså Corrie gravid, hvilket han dog aldrig fandt ud af, da hun i al hemmelighed fik en abort. Med andre ord en yderst prekær situation, men hvad skal man gøre?
En kvindes funktion
Da Anna nærmer sig, hvad der ville have været hendes terminsdato, tager hun på en kort rejse. Det er vigtigt for hende, at hun ikke er alene på denne dag, og at hun holder sig selv beskæftiget, så den kan overstås hurtigt og så smertefrit som muligt. På en bar falder hun i snak med en kvinde, Marisol, der på en måde selv er på flugt hjemmefra – hun har brug for at lægge fortiden bag sig for at komme videre. Også her bliver Anna konfronteret med, at der ikke nødvendigvis er noget simpelt svar på spørgsmål som ’har du børn?’. Så enkelt er det nemlig ikke for Marisol, der for år tilbage boede hos en kunstner og hans kone, Ellen, som måske var lidt forelsket i hende. Det viser sig imidlertid ikke at være tilfældet, da Ellen en dag spørger Marisol:
”’Jeg tænkte på, om du måske vil overveje at donere dine æg til os. Til mig.’”
Nå. Så Ellen var altså ikke forelsket i Marisol. Så må hun jo sadle om, hvilket hun gør ved at begynde på hormonindsprøjtninger, lægebesøg og ægudtagninger. Men da det endelig lykkes at befrugte et æg, og Ellen kort tid efter står med sit inderligste ønske – et barn – i armene efter så lang tids kamp, er Marisols job jo egentlig overstået. Hun går fra at være elsket af parret til måske at være en smule til overs, og hun føler sig overset:
”Dette scenarie ville ikke være muligt uden hende, men hun var ikke en del af det.”
Det rammer mig lige i hjertet, og jeg får en trang til at række ned mellem siderne og trøste Marisol, da hun pakker sine ting og rejser uden at se sig tilbage, men med et lille stykke af sin sjæl brækket af.
Kvindekraft i en anden form
Hogelands debut har ramt mig på en måde, jeg ikke havde forventet. Jeg var forberedt på girl power, ben i næsen og kvindelig fandenivoldskhed, men i stedet blev jeg konfronteret med, hvor altopslugende fertilitet kan være for en kvinde. Den kvindelige urtrang til børn bliver implicit beskrevet i romanen – en trang, som jeg genkender i mig selv. En følelse af, at selvom jeg er kvinde nok i mig selv, har jeg i naturens øjne blot én rigtig funktion, og hvis jeg ikke engang formår at klare det, er jeg så egentlig noget værd?
Det lange svar er en umådeligt vigtig og stærk roman, fordi den er med til at belyse, hvilke følelser mange kvinder går rundt med. Hogeland har skabt alsidige fortællinger, der alle giver plads til usikkerhed og sårbarhed på en respektfuld måde. Den giver et blik ind i en intim verden, der stadig ikke tales meget om, blandt andet fordi der er noget skamfuldt forbundet med at abortere – både frivilligt og ufrivilligt. Romanen giver det lange, nuancerede svar og bidrager således til at bryde et tabu.
Leave a Reply