Hafni fortæller… at hun skal skilles 

Anmeldelse af Helle Helle: Hafni fortæller, udgivet på Gutkind d. 1. september 2023.

Anmeldt af Anna Ramsing Lindhardtsen 

Foto: Anna Ramsing Lindhardtsen

Fra Roskilde over Ringsted, Korsør, Nyborg, Svendborg, Faaborg, via Bøjden-Fynshav til Gråsten og så til det store sønderjyske kaffebord. Hafni har længe ønsket at tage på smørrebrødsrejse gennem Danmark, så da hun og hendes mand beslutter sig for at skilles, griber hun chancen og kører afsted. Men turen, der skulle have varet otte dage, ender med at tage omkring en måned. På en rasteplads i nærheden af Ringe ringer Hafni til romanens fortæller og fortæller… 

at hun skal skilles. Men skilsmissen er i Helle Helles nye roman gemt bag søvn, smørrebrød og lange supermarkedskøer. I røret fortæller Hafni om sin tur; om karrysild og kartoffelmadder, om at lægge armene om Roskilde Domkirke, ”du må ikke tro det rabler for mig”, og om tvillingerne ved Korsør Vandrehjem, hvis navne hun aldrig fik, som bød hende påskipperlabskovs. Hun fortæller om de konstante tjenester af og for fremmede, om vin og mere vin på hotelværelserne, om gamle flirts og tjekkede pumps, om ord og sætninger og blåskimmelost med solbærsyltetøj. Hun fortæller meget lidt om sin mand, sin skam, sine drømme – og rejsens ’hvorfor’. Kan formålet virkelig kun være stjerneskud og sønderjyske kager?

Komfurknapper og eksistentielle kriser 

Det er gennem detaljerne, at læseren får færten af Hafnis fortælling. Små afsnit om rengøring, gøremål og husmorråd lyder som ekko fra et ægteskab:

”Ikke bumpe ind i panel med støvsuger. Ikke ridse med mundstykke. Ryste eddike og groft salt i glasvaser. Løgskærebræt og plastikbeholdere skylles i koldt vand. Ikke fattigmandssølv i opvaskemaskine. Komfurknapper kan afmonteres. Pletter på stof indsmøres i opvaskemiddel, lægges i pose. Bluser tørres liggende.”

Helle Helle skaber en fortælling, som kun hun kan gøre det. Den absolutte nøgternhed er som et knytnæveslag, der efterlader læseren med en mavepuster; som da Hafni fortæller om dagen efter, hun og hendes mand valgte at skilles: ”om morgenen låste hun nu døren til badeværelset, og hun trak håndklædet omkring sig.” Mere behøves der ikke at stå. 

Helle Helle skriver om skilsmissen og et mørke, der gemmer sig bag Hafnis fortællinger om mad, møder og mennesker, men som alligevel bryder frem og gør læseren opmærksom på alt det, der ikke bliver sagt:

”Hun vil alligevel sige noget om det mørke, hun ikke vil sige noget om. Hun kan træde leende ud ad en hoveddør eller stå ved et springvand, være midt i en sætning. På et splitsekund, hun kan ikke beskrive det anderledes, vælder mørket ned oppefra og fylder hendes luftveje. Men hun taler videre og kan også fortsat le. Hendes øregange angribes af garnnøgler, kæben flygter. Hun vil træde op i springvandet, kaste mønter i, hvad som helst. I et nyt nu forvandles mørket så til drypregn. Hun klipper det over med sin klippesaks. Og intet af dette kan hun sige, og der er ingen.”

Det er i afsnit som disse, at prosa bliver poesi. 

Hafni fortæller til hvem – og hvem fortæller Hafni?

Hafni fortæller om sin tur fra en rasteplads nær Ringe. I telefonen siger hun:

”Apropos så ved hun godt, at hun ikke ringer på et optimalt tidspunkt. Hun siger: Du har sikkert andet at tage dig til en søndag eftermiddag”

Fortælleformen er en lille genialitet – og den kræver noget af sin læser. Hafni fortæller; men hun er ikke fortælleren. Først synes fortælleren at være uden for det fiktive univers. Men snart går det op for læseren, at fortælleren må være det tiltalte ’du’ – en karakter i det fiktive univers. Det skaber en forskel mellem, hvad Hafni sagde, og hvad Hafni siger – en fortælleteknik alle dansklærere må klappe i deres hænder over: 

”Han sagde: Jeg kunne ikke undgå at høre, hvad du sagde. Hafni siger: Så findes den talemåde altså i virkeligheden, hun sagde: Hvad for noget af det? Han sagde: At du er sulten. Hun siger: Han havde iført sig jeans, hun sagde: Jeg efterlod mine æbler. Han sagde: Javel. Men du er velkommen til at få en bid med inde ved os. Hun siger: De var skolelærere. Han sagde: Vi har tapas. Hun ønsker at standse denne flom af pronomener.”

På humoristisk vis undskylder Hafni sine sætninger (”Hun beklager sine hakkende sætninger, fra nu af vil hun lyde anderledes”), men Helle Helle undskylder ikke. Hun kan stadig fortælle en hel sindstilstand på baggrund af et par øjenlåg: ”Så gik arme og ben ud, og de løftede bryn trak ikke øjenlågene med sig.” I Hafni fortæller får Helle Helle-elskere alt det gode gamle og mere til: sprogkomik og fortælleleg, mørke, lethed og lyrik.