Forklædt som månens bitch

Anmeldelse af Ingvild Lothe: Havfruehjerte, udgivet på forlaget Vild Maskine den 28. januar 2022. Oversat fra norsk af Arko Højholt. 

Anmeldt af Camilla Weber Farver

Foto: Camilla Weber Farver

Hvad kan man stole på, når alting bliver ved med at forandre sig og forråde en? Når kærlighed bliver til vold? Når tanker bliver til et fængsel? Når vinter bliver til sommer, uden at man opdager det? Det er blot nogle af de spørgsmål, Ingvild Lothe tager livtag med i Havfruehjerte.

Da jeg gik i gang med at læse Havfruehjerte, troede jeg, at jeg skulle læse en digtsamling. Jeg forventede smalle striber af tekst i et poetisk sprog, måske endda et rim hist og her. Men det var ikke det, jeg fandt, da jeg åbnede den tynde, rosa bog. Havfruehjerte består af små, tætte tekster, der både ligner og lyder som prosa. Ofte står der ikke mere end fem-seks linjer pr. side, og langsomt folder et forløb sig ud foran læseren, en fortælling. Den handler om en pige uden navn, der forsøger at finde vej, men farer vild: i verden, i kærligheden og i sit eget sind. Først er hun ung og alene, så gift med manden Nord, så indlagt på et psykiatrisk hospital. Til sidst er hun igen ude i verden, hvor især havet synes at drage hende. 

Norske Ingvild Lothe debuterede i 2021 med digtsamlingen Hvorfor er jeg så trist når jeg er så sød. Tristheden går igen i Havfruehjerte, den navnløse pige lever ingen rosenrød tilværelse. Fra begyndelsen er det tydeligt, at hun føler sig utilpas, både i verden og i sin krop. Hun passer ikke rigtigt ind i nogen af de kasser, samfundet tilbyder, enten fylder hun for meget eller for lidt, er for kold eller for varm, for tung eller for tynd.

”Hele livet går jeg rundt forklædt som månens bitch. Jeg er så varm, at jeg må bede en fremmed mand på gaden om et glas vand, et kys.”

Svimmelhed og snublende prosa

Som fortællingen skrider (eller rettere: snubler) fremad, bliver pigen mere og mere desorienteret. Det samme gør jeg. Snart ved jeg ikke, hvad der er virkelighed, og hvad der er tanker i den navnløse piges forslåede sind. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Sylvia Plaths Glasklokken, hvor en ung pige (i øvrigt også med et ambivalent forhold til sit navn) farer vild i sin egen psyke. Der er den samme svimmelhed i de to bøger, begge fortællere er så indhyllede i tunge tanker, at man aldrig er helt sikker på, hvad der faktisk foregår. 

”Nogen skriger, det er mig, der skriger. Ordene vokser så voldsomt i halsen, råbene, der kommer ud, er ikke mine, så rasende, røde råb, de kan umuligt være mine. Skrigene bliver til sang, der bliver til gråd. Tiden, som jeg husker den, eksisterer ikke længere, den er frosset fast i en vintertilværelse.”

Det lyder måske umiddelbart som frustrerende læsning, men Ingvild Lothe skriver i et så interessant sprog, at det er svært ikke at blive både opslugt og fascineret af den navnløse piges verden. Indimellem står en sætning lysende klart midt i den let snublende prosa. Som når ”Det blå aftenlys har lagt sig som et låg over det mørkeblå hav og ligner et maleri af en kendt kunstner: Gud.” Andre steder dukker små, spydige bemærkninger op som humoristiske glimt i det triste og mørke: 

”Gulvene vasker jeg med aggressive hænder, liggende på alle fire, mens jeg nynner og ønsker mig en moppe.” 

Havfruetårer 

Havet har en ganske særlig plads i Havfruehjerte. Den navnløse pige drages mod det, og det er tilsyneladende der, hun føler sig mindst utilpas. Flere gange forestiller hun sig et liv på havbunden, i hendes tanker har havet et nærmest utopisk skær over sig. Samtidigt optræder havet også som et meget virkeligt sted, som når pigen går i strandkanten og samler ”havfruetårer i alle mulige farver”. En hurtig google-søgning afslører, at disse havfruetårer slet ikke er så magiske, som de lyder. På norsk bruges ordet om bittesmå kugler af plastik, der bruges til plastproduktion. Ofte ender de i havet, hvor de kommer til at indgå som et destruktivt led i fødekæden. På den måde blander utopien om et fredeligt liv på havbunden sig med en dyster bevidsthed om naturens sårbare tilstand. 

Der er generelt en markant kritisk undertråd i Havfruehjerte. Den vil gerne være klimabevidst, feministisk, normkritisk. Og den vil fortælle om sorg og kærlighed, om psykisk sårbarhed og havfruemyter. Jeg kan ikke lade være med at tænke over, om den vil lidt for meget, om det bliver lidt for diffust. Men jeg kan samtidigt heller ikke lade være med at tænke, at det er lige, som det skal være. Det diffuse passer så godt sammen med den navnløse piges retningsløse væren i verden, og der er noget forfriskende ved fortællingens insisteren på ikke at være ligetil og lineær.

Havfruehjerte er en bog, som fortjener læsning (og genlæsning). Kigger man godt efter, vil man nemlig se, at der er forbindelser, gentagelser og mønstre i sproget, som vidner om, at den er meget mere end en skildring af et forvirret sind. Den er ordkunst, ganske enkelt.