Anmeldelse af Christian Henriksen: 8240 Vejlby, udgivet på Byens Forlag d. 19. november 2021
Anmeldelse af Anna Ramsing Lindhardtsen
Foto: Anna Ramsing Lindhardtsen
8240 Vejlby er fortællingen om 80’ernes Vejlby. Det er fortællingen om en rå plet i det nordlige Aarhus, hvor der gives tæsk og læses pornoblade, og hvor Gud aldrig rigtig har fået sit indtog. Christian Henriksen har skrevet et portræt af en by, hvis sjæl ligger gemt i bygninger og glemte skæbner, og på indtagende vis vækker han dem til live, side for side.
For lidt over et år siden flyttede jeg til Vejlby. Jeg befandt mig i et lille kollegieværelse på Tranekærvej, en anonym plet i de mange anonyme pletter, der udgjorde Aarhus. Med Vejlby-Risskov Hallen som nabo, Veri Centeret som indkøbssted og Vejlbykiosken som det absolut bedste posthus, indtog jeg langsomt stedet med en tilflytters hverdagsrutiner, der dog altid bærer slør af det fremmede. Da jeg så Christian Henriksen stå i Veri Centerets boghandel med bogen 8240 Vejlbyudgivet af Byens Forlag, tænkte jeg straks, at den skulle jeg læse. Den måtte kunne vække en genkendelighed, for jeg boede jo netop i 8240. Og rigtignok gav den en genkendelighed – men ikke den form for genkendelighed, som jeg troede. Jeg blev nemlig hurtigt klar over, at bydelen rummer en historie, som jeg aldrig nogensinde vil blive en del af – men det er en historie, der har efterladt en ånd, der nu strømmer igennem den Aarhus-plet, der før fremtrådte så anonym for mig.
Oase Ove og Tosse Tove
I 8240 Vejlby bliver læseren taget tilbage til 80’ernes Vejlby. Som læsere præsenteres vi for gamle klassekammerater, grillbarens Oase Ove, Tosse Tove, der alligevel ikke var helt så tosset, og mange andre Vejlby-kendinge. Bogens sider prydes med stemningsfulde fotografier af Vejlbys tunneller og gader taget af Søren Andersen. Fotografierne er mennesketomme, som var byen forladt, men de stærke personskildringer, der fylder i teksten, vækker de tomme fotografier til live. Sproget er råt, men rummer samtidig en nostalgi, der suger læseren ind i hver eneste detalje:
”I Vejlby sloges man. Man sloges om boldbaner, boldbat, hønseringe, piger, fodboldmærker, klistermærker, cykler, knallerter, øl og glaskugler. Det gjorde man garanteret også andre steder, men det var som om, at man i Vejlby gjorde det lidt mere end andre steder. Det var i hvert fald, hvad man sagde om os. Det levede vi fint med, for i vores ører var det egentlig meget positivt, at vi kunne slås om det meste.”
Ikke kun for vejlbyere
Det er oplagt at spørge, om 8240 Vejlby så kun kan læses af gamle vejlbyere og nysgerrige tilflyttere? Til dét vil jeg dog svare nej. Fortællingen om Vejlby rummer en genkendelighed, der først og fremmest opstår i persongalleriet. Med ganske få ord udfoldes hele mennesker, som rummer gnister af ens egen barndomsbys skæbner. På den måde er 8240 Vejlby en bog, der kan læses af alle. Personskildringerne er så rammende og fortællingerne så betagende, at enhver vil blive grebet af Vejlbys fortid og – næsten – læse den som sin egen. Når det er sagt, så er det den lokale vinkel, der i særdeleshed har gjort mig begejstret. Når jeg nu går ned langs Vejlbygade eller stopper på cyklen ved krydset mellem Vejlby Centervej og Stenagervej, har vejene mistet en snert af deres anonymitet. 8240 Vejlby har åbnet op for en historie, et nyt perspektiv. Mit tilflytterslør vil være der mange år endnu, men det lille indblik i 80’ernes Vejlby, som 8240 Vejlby har givet, vil jeg tage med mig – og jeg håber, at du vil det samme.
Leave a Reply