Anmeldelse af Zadie Smith: Frit spil, udgivet på Politikens Forlag d. 20. maj 2025. Oversat fra engelsk af Zakiya Amji.
Anmeldt af Laura Højberg Skovhuus
Foto: Laura Højberg Skovhuus
For første gang udkommer en samling af Zadie Smiths personlige essays på dansk, udvalgt af kulturredaktør på Weekendavisen Kathrine Tschemerinsky. Og hvilken fornøjelse det er at falde ned i Smiths hav af tanker.
Da jeg åbner bogen, bliver jeg taget i hånden af Kathrine Tschemerinsky, der i sit forord præsenterer Zadie Smith og hendes forfatterskab. Hun kommer blandt andet ind på, hvordan Smiths forfatterskab bærer præg af en opvækst i den engelske arbejderklasse, og hvordan klassesamfundet er en konkret og urimelig realitet for hende. Samtidig er hun ifølge Tschemerinsky af den overbevisning, at mennesker kan holde sammen og således ændre verden til det bedre. På den måde er “Zadie Smith således ikke nogen samfundsomvæltende forfatter. Hun er reformator,” som Tschemerinsky skriver.
Samlingen består af fire hovedemner – Tilblivelse, Væren, Forandring og Hjemvenden – der hver især indeholder tre essays. Helt overordnet tager Smith mig med på en rejse ind i samtidens store spørgsmål ved at undersøge den verden, vi lever i og samtidig spørge, hvad den vil os, og ikke mindst hvordan vi tilbringer vores tid i den. Fælles for dem alle er, at de er meget personlige, og mere konkret omhandler hendes egen opvækst og tiden efter hun selv er blevet mor. Tschemerinsky citerer i forordet litteraturprofessor Phillip Lopate om det personlige essay:
“Forfatterjeget i det personlige essay inddrager med andre ord ikke sig selv af selvoptagede eller selvterapeutiske årsager, men fordi forfatteren ved noget, som læseren vil kunne nikke genkendende til eller lære noget af.”
Den retrospektive hvirvelstrøm
Smith dykker især ned i sin opvækst og skifter mellem at se den med sine teenageøjne og med sine nuværende øjne efter at være blevet forælder. Hun er meget bevidst om, at hun ikke har haft den samme opvækst, som hun har været i stand til at give sine børn. Det fremstår umiddelbart som om, Smiths egne børn aldrig rigtigt har manglet noget, hvorimod hendes egen opvækst ikke ligefrem er præget af økonomisk uafhængighed. Samtidig formår hun at danne sig et makroperspektiv over den tid, hun selv er vokset op i:
“Det er ikke de ting, der rent faktisk sker for den lavere middelklasse, som gør dem forholdsvis tilfredse, men snarere det, der ikke sker. Når hver rudekuvert, som dumper ind gennem brevsprækken, ikke længere udgør en trussel mod hele dit eksistensgrundlag, bliver du befriet fra en hæmmende og undertrykkende form for konstant frygt.”
Jeg er meget fascineret af hendes blik på tiden for hendes opvækst, og samtidig kan jeg ikke lade være med at føle en vis glæde over, at det tætteste, jeg højst sandsynligt kommer på denne følelse i mit eget liv, er, når jeg går fra at være studerende til at have et fuldtidsarbejde, og på den måde bliver sikret økonomisk.
Men uanset om det handler om opvækst, børneopdragelse eller spring mellem sociale klasser, har Smith et blik i sine tekster på sin opvækst, som jeg tænker kun kan komme gennem livets modenhed. Hvis hun havde forsøgt at skrive de samme tekster som teenager, havde de ikke været lige så reflekterende, som de er. Fordi “den retrospektive hvirvelstrøm fører til retrospektiv klarhed.”
Samtidig elsker jeg hendes blik på familien som institution. Hun beskriver hvordan vi alle som teenagere sammenligner vores egne familier med alle andre, og på den måde hurtigt overbeviser os selv om, at alle andre nok har det bedre, end vi selv har. Men igen kommer det retrospektive blik til sin ret med nuanceringer:
“Men det er min klare overbevisning, at uanset hvor mange værelser man har, og hvor mange bøger og film og sange hylder det sunde og skønne familieliv, er sandheden den, at “familien” altid i en eller anden grad er en voldelig begivenhed. Det er først mange år senere, i den retrospektive hvirvelstrøm, at man finder ud af, hvem der blev såret, på hvilken måde og hvor slemt.”
Hvad så nu?
Det tager mig blot få dage at læse Smiths essays, og da jeg er færdig, er jeg lidt ulykkelig. Tiden er fuldstændig forsvundet, når jeg har læst, og jeg har nydt at fordybe mig i hendes medrivende og fascinerende tanker, og hvad skal jeg nu bruge tiden på?
Min fordybelse er fortsat efter endt læsning, og jeg funderer over, hvilken tid jeg selv kommer af, og hvordan den vil udvikle sig gennem årene ud fra tanker som:
“Som det forholder sig med sproget, forholdet det sig også med kulturen: Det, der ikke bliver brugt eller er ønsket, dør. Det, der er brug for, blomstrer og spreder sig.”
Jeg kan ikke lade være med at blive lidt ængstelig over den politiske situation rundt om i verden og over, hvad fremtiden bringer med sig i det landskab. Men på samme tid kan jeg ikke lade være med at sætte pris på det, jeg lige har læst og tænke, at det langt fra er alle forfattere, der formår at skabe efterdønninger i sine læsere, så jeg holder skarpt øje med Zadie Smiths udgivelser fremover.
Leave a Reply