Anmeldelse af Sara Alfort: Damer der fik nok, udgivet på Gads forlag d. 8. marts 2024.
Anmeldt af Anna Ramsing Lindhardtsen
Foto: Anna Ramsing Lindhardtsen
På Kvindernes Internationale Kampdag i år udkom Sara Alforts bog Damer der fik nok. Bogen fortæller tolv nordiske forfatterinders historie fra 1915, da kvinderne fik stemmeret, til 1960, da p-pillen blev opfundet. Udgivelsen er en efterfølger til Damer der var for meget (2022), som fortalte om tiden fra 1884 til 1919. På baggrund af et stort researcharbejde har Alfort kastet sig over tolv nye forfatterskaber, som hun præsenterer med stor forståelse og indlevelsesevne.
”Nu kan I tro Sara svæver i det blå og det for alvor alligevel,” skriver den svenske forfatter Sara Lidman i et brev til sine forældre, da hun sidder i en flyvemaskine fra Stockholm til Paris i 1955. Ligesom mange af de andre kvinder, vi møder i Damer der fik nok, er Lidman ung, drømmende og rejselysten. Vi møder kvinderne på afgørende tidspunkter i deres liv, hvor karriere, kunst og kærlighed ikke altid går hånd i hånd med samtidens normer og forventninger til kvinder. Alfort skriver nærværende om kvindeskæbnerne med en detaljerigdom, der aldrig bliver kedelig, og tager læseren helt tæt på hovedpersonernes liv og virke:
”I den blinde gade Villa Brune syd for Paris’ centrum havde flere billedhuggere deres atelierer. Uden for et af dem var en tilgroet have med høje træer og tykke hække, som ingen klippede længere. I haven voksede petunia og en hvid japansk anemone. Efeu klatrede op og dækkede muren. Herude kunne man sidde i skumringen efter en lang dag ved staffeliet. Indenfor stod potter med geranium i et stort ateliervindue. Her boede Sara Fabricius.”
Dette kunne være indledningen til en roman, men intet i Damer der fik nok er fiktion. Bogen bygger på et imponerende researcharbejde, og på de sidste sider kan læseren finde en kildeliste, der omfatter dagbøger, breve, artikler, romaner, fotoalbum og erindringer skrevet af og om de tolv kvinder. Kvindernes fortællinger bliver fortalt parallelt, så kapitlerne ikke er inddelt efter hver sin forfatterinde, men lader sig inddele i årstal. ”Det er ikke tilfældigt,” skriver Alfort i efterordet. Selvom kvinderne var enere, var de en flok af enere, der kunne spejle sig i hinanden og gå imod strømmen: ”Det er den samlede fortælling, der åbner døren ind til tiden fra 1915 til 1960, hvor en flok af kvinder havde fået nok.”
Fra 1915-1924 møder vi seksogtyve årige Ulla Bjerne med de uregerlige krøller og den bløde herrehat; norske Sara Fabricius og hendes kunstneriske flugt fra Tromsø til Paris; den nyligt separerede og lystfulde Thit Jensen, der sidder ved sit store, sorte skrivebord på Ydre Østerbro; og sygdomsramte Agnes Von Krusenstjerna, som søger efter dristigheden og erotikken, der skal ”få folk til at gå bagover af forskrækkelse og min familie til at vende sig fra mig”. De to sidstnævntes fortællinger fortsætter ind i andet kapitel, hvor årene 1925-1936 også tager os forbi Hulda Lütkensmørke digtning og seksogfyrreårige Karen Blixens hjemkomst fra Kenya efter at have mistet alt: sin elsker, sit arbejde, sit hjem. I tredje kapitel, fra 1937-1952, er vi på besøg hos Karen Aaby, der kæmper for kvinders ret til (og ikke blot på) arbejdsmarkedet; Maria Wine, der ”anså traditionelle ægteskaber som at være dybt kedsommelige”; og treogtyve årige Tove Jansson, der bor hos sine forældre i kunstnerkollektivet Lallukka, hvor Toves mor måtte opgive sine kunstnerdrømme for at føre hus og agere assistent for sin mand – en skæbne, Tove ikke vil nyde noget af. I fjerde og sidste kapitel, der går frem til 1960, møder vi igen Karen Aaby, men også Ester Nagel, der må være husmor om dagen og forfatterinde om natten; Sara Lidman, som slår benene væk under det litterære Sverige, men må lide under den pludselige berømmelse; og Inga Ehrström, der rejser jorden rundt med sin datter og rapporterer om sine eventyr i bøger og aviser. Alfort har valgt at fortælle de tolv kvinders historie, da de var ”optaget af de samme spørgsmål, de sloges med de samme grænser i deres liv, og de forsøgte alle at finde fodfæste i en tid, hvor de traditionelle værdier blomstrede. Dermed åbner fortællingen om kvindernes liv og bøger for et stykke af vores fælles historie.”
Alfort mestrer at vise kvindernes kompleksitet. I deres fortællinger får nuancerne lov til at fylde: det grimme og det beskidte, utroskab og forfald, succeser, skilsmisser, sygdom og selvstændighed. Kvinderne, der typisk er blevet defineret som mødre, søstre eller hustruer, er hos Alfort ikke blot noget i kraft af deres relation til kendte mænd; for hvor ville det være rædsomt, som Ester Nagel selv skriver, hvis hun ”en dag fremtræder som: Fru forfatter Halfdan Rasmussen. Og det er gyseligt! For alt, hvad der så er blevet tilbage af mig, er dette lille uhyggeligt lovformelige og anonyme og selvudslettende ’fru’.” Nej, damerne der fik nok kunne og kan feste uden mandfolk. Derfor er denne anmeldelses titel netop et citat af Thit Jensen, som hun efter sigende skulle have sagt til en damemiddag hos Karen Aabye. Damer der fik nok starter dog med et andet – og mindst lige så morsomt – Thit-citat: ”Jeg lider vanvittigt af hovedpine, fordi jeg kan ikke tåle cølibat.” Det er indledningen til en bog, man gerne vil læse.
Leave a Reply