Hvem er jeg egentlig?

Anmeldelse af Miranda July: På alle fire, udgivet på Politikens Forlag d. 26. november 2024. Oversat fra engelsk af Mathilde Moestrup.

Anmeldt af Laura Højberg Skovhuus

Foto: Laura Højberg Skovhuus

På alle fire lever på mange måder op til den hype, der omgiver den. Det er en roman fyldt med humoristiske beskrivelser af livets op- og (især) nedture. En fortælling om, hvordan man som kvinde midt i livet kan miste sig selv, og hvad det kræver at finde tilbage til sig selv igen.

Vi møder den kvindelige hovedperson som 46-årig, da hun er kørt fast i livet. Hun bor sammen med sin mand og deres barn i Los Angeles, men hun lever ikke. Når hun har sex med sin mand – som hun altid tager initiativet til – forestiller hun sig talrige scenarier i hovedet, og ikke ét af dem er sammen med hendes mand. Han er heller ikke den, hun har lyst til at dele sine følelser med:  

”Jeg stod med sedlen i hånden og fik den spøjse lille forladthedsfølelse, der opstår en million gange om dagen inden for hjemmets fire vægge. Jeg kunne have grædt, men hvorfor egentlig. Jeg har ikke brug for at sludre løs med min mand om hver eneste lille ting, der sker; det er det, man har sine venner til.”

Det er bare ikke helt nok for hende, og hun føler, at hun for alvor er gået i stå, både i sit arbejde som kunstner og generelt i livet – hun deler jo ikke engang seng eller soveværelse med sin mand mere, for guds skyld.

Roadtrip!

Hun får så den idé at besøge en bekendt i New York, og ikke nok med det, så vil hun selv køre tværs gennem USA og på den måde få rigtig meget tid med sig selv – rigeligt med tid til at lære sig selv at kende igen.

Bilen har været til tjek, den er pakket, og ruten er lagt – så er der afgang! Men helt nemt er det ikke, for det kan kun blive hårdt at være væk fra sit barn og sin mand i omkring tre uger, og det er måske heller ikke helt uden risici for deres forhold. Ingen af dem ved jo, hvad de tre uger vil bringe, og det kan være nervepirrende:

”Jeg sendte ham et blik, der sagde: Hvis jeg overlever, hvis jeg kommer tilbage til dig, så lad os droppe den her farce og virkelig være sammen. Han sendte mig et blik, der sagde: Vi kunne være sammen lige nu, hvis det var det, du virkelig ville. Hvilket mine øjne ikke sagde noget til.”

Da hun står i døren og kigger på sin mand, kan jeg ikke lade være med at få en klump i halsen. Kan de ikke bare snakke om, hvad der er galt i deres forhold? Er det virkelig nødvendigt, at hun kører tværs gennem landet for at lære sig selv at kende? Og hvad nu, hvis det betyder, at hun når frem til konklusionen, at hun vil skilles?

… eller ikke alligevel?

Da hun har kørt i omkring en halv time, finder hun et motel. Hun beslutter sig hurtigt for at blive på værelset og sætte det i stand, så hun hyrer en indretningsarkitekt. Det er dog ikke uden drama – hun bliver nemlig forelsket i indretningsarkitektens mand, og på samme tid har hun ikke fortalt sin egen mand, at hun ikke er kørt længere væk. Når de snakker og skriver sammen, fortæller hun blot, at hun ikke er synderligt imponeret over New York og turen generelt. Jeg krummer tæer!

Ved udgangen af de tre uger vender hun hjem til sin familie igen, men ligesom hun tumlede med sig selv, inden hun tog afsted, tumler hun nu med sin forelskelse i en anden mand. Oven i det kan hendes mand tydeligt mærke, at noget har forandret sig i deres forhold, og hendes forklaring på det er, at hun er gået i overgangsalderen – noget hun faker totalt, da hun siger det, men senere finder ud af, er reelt nok. Herefter starter gnisten i hendes forløsning, som hun finder gennem andre kvinder i form af veninder, elskere, andre kvinder i overgangsalderen, og lige pludselig formår hun at både finde og holde balancen i sit liv.

”’Alle synes, at doggystyle er så sårbart,’ sagde Jordi, ’men i virkeligheden er det den mest stabile stilling. Ligesom et bord. Det er svært at blive væltet omkuld, når man er på alle fire.’”

En underholdende roman

Jeg var underholdt i min læsning af romanen, og selvom der – min alder taget i betragtning – helt sikkert er en del ting om overgangsalderen og dens følger, jeg ikke fanger, er der mange andre relaterbare øjeblikke gennem fortællingen. På trods af, at nogle emner i romanen kan virke voldsomme og grænseoverskridende, har July beskrevet dem med både humor og ømhed, så de bliver lettere at fordøje. En fin læseoplevelse, hvis man har behov for lidt let og sjov læsning.