Anmeldelse af Søren Ulrik Thomsen: En hårnål klemt inde bag panelet, udgivet på Gyldendal d. 23. marts 2016
Anmeldt af Sophie Dolmer
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
Af og til støder man på en bog, der, efter den sidste side er vendt, får én til febrilsk at bladre bogen igennem i håbet om, at man skulle have overset nogle gyldne sider, man endnu har til gode. Med Søren Ulrik Thomsens En hårnål klemt inde bag panelet finder jeg til min store ulykke (dog ikke til min forbavselse) ingen skjulte sider; blot mine egne bølgede understregninger og kommentarer i massevis, der former et billede af de forundrede tanker, som bogen igennem følger den mundlamme læser.
En hårnål klemt inde bag panelet viser verden fra en ældre digters baghoved. Hans erindring og nutid holder et større kompleks af tanker kraftigt i hånden. Det er observationen på gaden, mindet om engang, tiden da og tiden nu, samt hvordan digterens eget jeg passer ind i den deraf skabte refleksions turbulens. Thomsen varierer bogens indhold med alt fra en trelinjers tekst om en ensom, ringende telefon til en firesiders kommentar til Botho Straub’ essay ”Tiltagende Bukkesang”. Det er korte tekster med simple billeder, der for hver en bevægelse bringer tanker med sig, som balanceres mellem det humoristiske, sørgelige og skarpt intellektuelle.
Søren Ulrik Thomsen spænder altså mellem alt fra små prosadigte til lidt længere og nærmest essayistiske tekster. Teksterne er alle forskellige fra hinanden, og de fremstår som uafhængige størrelser afgrænset af en asterisk, som markerer opdelingen teksterne imellem, så man ved hver tekst i spænding bydes velkommen til et nyt scenarie med nye refleksioner. Samtidig fungerer asterisken som pusterum i bogen, da hver af de 110 korte tekster ved endt læsning kræver et øjebliks ro, så læseren kan fordøje og fuldstændigt indoptage det netop læste og fundere over de tanker, det igangsætter. For Thomsen besidder en evne til at kaste nyt lys over banaliteter, både dem, man vanligt bemærker, og dem, der aldrig skænkes en tanke – og dét understøttet af et sprog, der af og til fuldstændigt kan aflede den faste idé, man har om verden, alt og intet. Eksempelvis formår han med sans for humor at forkvakle enhver læsers forhold til noget så simpelt, som når et håndtryk udvikler sig til et kram: ”Man risikerer, at han – for at fuldbyrde intimiteten – griber den fremstrakte hånd og trækker hele ens krop ind til sin egen, hvorved den ivrige krammer udsætter sig for en ubehagelig sandhed i skikkelse af det beklemt reserverede legeme i sin favn”. Teksterne vækker en genkendelsens glæde hos læseren, der gang på gang fanger sig selv i smilende at nikke genkendende til noget, som for længst er blevet en del af hverdagens ureflekterede travlhed. Thomsen løfter sløret for læserens øjne, der kort genfinder sit klarsyn på tilværelsen.
Tiden har et særligt greb i teksterne. Den viser sig i erindringen om en ungdom i 70’erne, i nuet ved et hospitalsbesøg og i mødet imellem disse. Den er konfronterende både der, hvor den har ændret noget, og der, hvor absolut intet har ændret sig. For digteren selv bliver tiden både dét, der bekræfter hans eksistens, og dét, der i sidste ende lader verden glemme den: ”Og jeg tænker på, om alt dette kun eksisterer, så længe han lever, eller om der findes en Evighed af øjeblikke, hvor alting altid er?”
En hårnål klemt inde bag panelet er en perfekt afbalancering mellem sjov og alvor, nu og dengang, det håndgribelige og dét, man aldrig rigtig kommer til at få tag på. Det er en bog, der leger med de litterære genrer, skrevet med en knivskarp simpelhed, der kompenserer for det kompleks af tanker og billeddannelser, som leger med læseren fra ende til anden. Thomsen vender verden på hovedet og ryster de tanker ud, som vi andre har efterladt i baghovedet.
1 comment so far