Anmeldelse af Alex Schulmans: 17. juni, udgivet på Gutkind Forlag d. 26. september 2025.
Anmeldt af: Emmy Kronborg Mortensen
Foto: Emmy Kronborg Mortensen
Pludselig hører han sin afdøde fars stemme i den anden ende af opkaldet. Og så springer Vidars hjerte et slag over. I Alex Schulmans roman 17. juni opdager Vidar ved et lykkeligt tilfælde ud af, at han kan ringe en tidslomme i 1986 op. I hvad der i sandhed ikke kan beskrives som andet end en vaskeægte tudefortælling skildrer Schulman et hjerteskærende møde mellem en knust voksen og hans glemte minder fra barndommen.
At genkalde barndomsminder
Hjemme i nutidens Stockholm er den udmattede folkeskolelærer Vidar blevet suspenderet fra sit elskede arbejde på ubestemt tid. Imod alle instinkter og overbevisninger har han nemlig overfaldet en elev. Han kunne knap tro sine egne øjne, da politiets efterforsker til et forhør viste ham bevisvideoen, hvor han kaster drengen langs en elevproppet skolegang – hvad i alverden fik taget i ham?
Begravet i sine følelsers vold finder Vidar en trøst i at ringe op til d. 17. juni 1986. Han hører sine familiemedlemmers stemmer, og han bliver for en stund ført tilbage til den svenske landidyl i sommerhuset – pludselig kan han huske enhver fornemmelse af at være barn. Og ved hvert telefonopkald bliver han klogere på denne ene mystiske dag, og dét der begynder som et uskyldigt interesseprojekt får hurtigt grebet på hele hans liv.
”06.38: Far har hul igennem. Jeg betragtede den korte sætning. Det lille stativ, der holdt blokken. Jeg troede, at det ville være nok, at jeg ikke behøvede mere plads end det. Jeg havde jo ingen anelse om, hvor stort det her ville blive, vidste slet ikke, hvordan det senere ville vende op og ned på mit liv.”
En kærlighedsode til Schulmans skrivestil
At Alex Schulman er kommet på en fortælling, hvor man ved et snuptag kan ringe sin barndom, er et vidunder. Han skildrer de spændstige og turbulente familieforhold, som uundgåeligt er med til at forme ens livsfortælling.
Vidars samtaler med sit barnlige jeg bliver mere og mere rørende. Han genopdager øjeblikke, som han for længst havde glemt – lyde fra sommerhuset, resultater af sommerens VM-kampe og stunder med hans familiemedlemmer. Alt sammen brudstykker af en barndom, som opkald efter opkald tager form som en hjerteskærende helhed.
Som fortællingen skrider frem, kommer selv i at fremkalde barndomsminder, som jeg ellers havde pakket langt væk. Jeg er unægteligt betaget af Schulmans fængende skrivestil, og det er umuligt ikke at blive draget ind i hans nostalgiske univers.
Brutal turn of events
Vidar bliver fuldstændig opslugt af sin barndomstidslomme, og det samme gør jeg. Dag for dag bliver projektet mere omfattende, og pludselig er alle væggene i hans lejlighed dækket af en gigantisk x- og y-akse, hvor ethvert klokkeslag fra d. 17. juni skitseres.
I første omgang er Vidars motiv for indsamlingsarbejdet, at han gerne vil blive klogere på familiens adfærdsmønstre og rutiner – lige indtil han en dag får sit yngre jeg i røret. Drengen græder og skriger, at han har fået blod på hænderne. Og med ét får arbejdet nyt formål.
Mysteriet om at afdække hvert et sekund af dagen bliver med det samme hele meningen med Vidars liv – sideløbende med denne mission befinder han sig dog stadig i en konstant forværrende efterforskningssag.
17. juni er en gruopvækkende fortælling om familieintriger, nostalgi og kærlighed. At kalde romanen en page turner ville være særdeles nedværdigende, men hold da op hvor mister man kontrollen, når først bogen er åbnet – det er helt svært at holde op med at læse, når først man er gået i gang.
Leave a Reply