Anmeldelse af Jacqueline Harpman: Jeg som aldrig har kendt mænd, udgivet af Gads Forlag d. 28. november 2025. Oversat fra fransk af François-Eric Grodin.
Anmeldelse af Asta Stoltz Blom
Foto: Asta Stoltz Blom
Dystopien Jeg som aldrig har kendt mænd rystede mit nervesystem, og henlagde mig samtidigt i en meditativ afslappethed. Nu sætter jeg spørgsmålstegn ved hele min tilværelse.
BookTok kommer der heldigvis noget positivt ud af, blandt andet populariteten af Jacqueline Harpmans dystopi Jeg som aldrig har kendt mænd fra 1995 – og det medvirkede til, at der endelig kom en oversættelse til dansk. Jeg vil mene man skal gå så udvidende som muligt ind i denne roman, da en afsløring vil gøre din læseoplevelse en helt anden. Derfor vil jeg ikke afsløre plottet, men fremme din lyst til selv at undersøge denne eksistentialistiske dystopi.
For kort at beskrive romanens handling, er det en beretning fra en ung kvinde som er vokset op i en bunker, i et bur, i en kælder – stedet har mange navne. Her har hun boet med 39 andre kvinder, som kun erindrer meget lidt fra tiden inden bunkeren. Her bor de i første halvdel af romanen, og næste halvdel i en anden form for fangenskab. Den unge kvinde er den yngste og har derfor ingen erindring fra tiden inden bunkeren – hun var et barn, da hun ankom. Hun kaldes derfor pigebarnet og kender kun til livet i denne kælder. Hendes opvækst medvirker til, at hun er dannet på en helt anden måde end de andre kvinder, og hun kan nærmest beskrives som umenneskelig. Hun har aldrig kendt noget, og det er hendes uvidenhed og nysgerrighed, som bærer bogen.
”Som om hun ikke kunne forstå at intet var kedeligt for mig fordi jeg havde aldrig oplevet noget.”
I de fleste bøger er der jo mange forskellige facetter, og det er ofte umuligt at nå omkring alle. Men i denne roman sidder jeg slået helt tilbage, for der simpelthen så mange, og jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte. Jeg har en følelse af, at jeg skal ud at råbe om den, for jeg har så meget at sige, men alligevel så svært ved at forklare hvad jeg tænker. Jeg startede sågar samtaler med mig selv, da jeg læste den. For jeg har aldrig stillet så mange spørgsmål til min egen tilværelse. Hvad vil det overhovedet vil sige at være menneske?
Den ærgerlige fængende titel
Titlen er desværre rigtig god, men indkapsler slet ikke romanens handling. Der kommer automatisk et fokus på mænd, og det er for at sige det mildt fucking ærgerligt. Der er så meget mere i denne roman end fraværet af mænd – gudskelov for det. Titlen er ændret efter Harpmans død, hvor bogens engelske titel var The Mistress of Silence. Det er ærgerligt, da fokusset på mænd kan blive tolket som, at pigebarnet mangler mænd for at være tilfreds. Hun er selvfølgelig et meget ensomt sted, og intet giver mening i hendes liv – så nej, hun er ikke tilfreds, men hvad er tilfreds overhovedet? Det er sgu ikke på grund af, at hun aldrig har kendt mænd. Det er nærmere fordi, hun helt simpelt ingenting har kendt. Ja, hun er interesseret i, hvad mænd er, for de andre kvinder fortæller historier om de mænd, de har mistet. De har kendt til kærlighed og begær, det har pigebarnet aldrig. Men jeg vil mene, at hun er ligeså interesseret i alt muligt andet. Titlen gør bare, at fokusset på mænd bliver alt for stort. Dog er det fedeste ved fraværet af mænd, at hun aldrig får sin menstruation, fordi hun helt simpelt aldrig skal bruge det til noget.
”Jeg havde aldrig set en pløjet mark, for vi havde ingen såsæd, vi havde ikke noget at plante, og min livmoder ville aldrig skulle udvide sig for at give plads til barn, så det var ligegyldigt om den skrumpede ind eller stivnede.”
Meningsløshedens meditation
En anden ting jeg dvælede ved, er de helt konkrete beskrivelser. Der er en vild form for matematisk udregning af tid igennem pigebarnets hjerteslag, for hun har ”ikke anden målestok end rytmerne i min egen krop.”.
Det gjorde bogen helt meditativ for mig. Jeg tror det er derfor, jeg kunne slappe af, selvom meningsløsheden burde gøre mig rastløs. For der er intet der giver mening, og jeg plejer altid at søge svar.
Harpmans roman er en fremtidsdystopi, som helt grundlæggende er det mest ensomme, jeg har læst. Det er en bog, der er svær at rammesætte, for meningsløsheden og spørgsmålet om, hvorfor kvinderne er i fangenskab, følger en hele vejen igennem. Pigebarnet er den første, som lever fra start til slut i denne verden. Hun forstår ikke sorg, for hun ved ikke, hvad det vil sige at holde af. De andre kvinder går rundt med en ubærlig sorg, for de kan huske tiden inden bunkeren. Det skaber et ufatteligt lille håb, for man venter hele tiden på svar. Dog fik jeg et lille håb – i hvert fald lysten til at finde mening med min egen tilværelse, når verden ikke er et rart sted.
”Og betyder det noget om jeg er blevet stum, i en verden hvor der ikke er nogen at henvende sig til?”
Jeg som aldrig har kendt mænd har fået mig til at tænke som aldrig før, og jeg slutter af med at spørge mig selv: Hvordan får jeg mest ud af dette liv, jeg er givet?
Leave a Reply