Anmeldelse af Jan Kjærstads: En tid til at leve, udgivet på Gyldendal d. 29. september 2022. Oversat fra norsk af Camilla Christensen.
Anmeldt af Anne Philipsen
Foto: Anne Philipsen
Hvordan kan en præmiere på et teaterstykke i Oslo være med til at udforme 12 forskellige personers videre færden? Tja, det kan man få svar på ved at læse denne bog. Den handler netop om hvordan vi som mennesker er med til at påvirke den videre bane for såvel et andet individ som den anden som sig selv. Og det er uagtet om vi kender hinanden eller ej i forvejen.
Hele fortællingen tager udgangspunkt i nationalteateret i Oslo, hvor en næsten helt fyldt sal skal se premieren på Henrik Ibsens teaterstykke Hedda Gabler. Romanen er sammenstykket af tolv individer, som hver har fået tildelt et kapitel i bogen, med undtagelse af én, Hedda Christine Foss, som i slutningen af hvert af disse individ-kapitler har et selvstændigt kapitel. Disse tolv individer er hver især er med til at danne en overordnet fortælling, og dermed bliver der dannet denne mosaik af en fortælling.
Jeg var lidt skeptisk med denne bog i starten, fordi de første to personer, der læses om, virkede meget langt fra hinanden, uden den store sammenhæng. Men efterhånden som man læser sig mere ind i fortællingen, jo flere små og store forbindelser kan man ane. Det er netop det, som gør denne bog sjov og spændende at læse, fordi man begynder mere og mere at lede efter disse sammenhænge – hvor kan man se spor fra tidligere læste personer, og hvem er måske de næste personer der skal læses om?:
”Det vrimler med mennesker. Mange er midaldrende og ældre, kun få er unge – bortset fra nogle, der må være en gymnasieklasse.”
Ovenstående citat, ser jeg også som et godt eksempel på denne form for indforståethed som bogen er med til at danne med læseren, da der kommer den konkrete henvisning til gymnasieklassen. Men der nævnes også en række forskellige aldre, som alle er repræsenteret i romanens persongalleri. Der er nemlig tale om et virkelig bredt persongalleri i denne bog med alt fra en gymnasielærer der bringer sin gymnasieklasse med i teateret, til en kvindelig forsker som ikke når frem til premieren, fordi hendes fly fra USA bliver aflyst. Og en aldersrækkevidde på 21- til 51-årige som efter min mening også afspejler, at alle kan læse denne bog.
Der trækkes tråde
Det er en virkelig god og kompakt bog med mange tråde frem og tilbage. Der gives eksempeltvist indikationer på romanens slutning fra begyndelsen af bogen. Men man finder ikke ud af, hvad der helt præcist sker, før helt til sidst. Derfor sidder vi som læsere med en fornemmelse af at holde vejret hele vejen igennem.
”Det føltes fuldstændig naturligt at løfte pistolen, få kornet i kærven og trykke af. Ikke engang rekylen overrasker mig. Jeg støttede våbenet med venstre hånd, sigtede igen og skød fire skud til.”
I bogen er der også nogle meget interessante oversættelsesstrategier, hvor oversætteren vælger at beholde alle vej- og gadenavne samt bygnings- og områdenavne på det originale norsk, hvilket medvirker til, at læseren hele tiden bliver mindet om, at det er i Norge det foregår. Det er fint at der bliver gjort opmærksom på dette, fordi der i bogen også kan mærkes en klar stolthed over at være nordmand. Dog kunne oversættelsen godt have haft brug for en ekstra korrekturlæsning, da jeg finder nogle ærgerlige tastefejl, som bare falder i øjnene.
Men set bort fra det, er det en virkelig god bog. Som titlen indikerer, handler denne bog om at leve livet, finde ud af hvad man gerne vil med livet og måske indse sine fejl.
Leave a Reply