I dag vil jeg drikke vin, i morgen vil jeg undvære 

Anmeldelse af Antal Szerb: Rejsende i måneskin, udgivet på Forlaget Sisyfos d. 7. november 2025. Oversat fra ungarsk af Morten Østergaard Rasmussen. 

Anmeldt af Mette Temberg Fjederholt 

Foto: Mette Temberg Fjederholt 

Næsten 90 år efter udgivelsen i Ungarn er Antal Szerbs hovedværk for første gang at finde på dansk. I hjemlandet har Rejsende i måneskin opnået kultstatus, og jeg forstår ganske udmærket hvorfor. 

Rejsende i måneskin er hæsblæsende og uventet fra første side. Hovedkarakteren er den verdensfjerne Mihály, og vi følger ham i hans opgør mod konformitet, som han er skrækkeligt bange for, men som han gennem hele sit voksne liv har forsøgt at finde sig til rette i. Hans stærkeste våben i denne kamp er nostalgien og minderne om en svunden ungdomstid. Men at kigge sin fortid i øjnene er overvældende: 

“Alle minderne dybt i hans indre fra denne måned vågnede nu, som han stod der i Basilica di San Vitale foran den fantastiske mosaik i lysegrønne nuancer. Hans ungdom ramte ham med en sådan intensitet, at han blev svimmel og måtte støtte sig til en af søjlerne. Det varede dog kun et øjeblik, så blev han atter et alvorligt menneske”. 

Indhentet af fortiden 

Mihály er en kompleks mand med mange indre dæmoner, og han besidder et stærkt ønske om at passe ind i en verden, der har svært ved at rumme ham. Gennem romanen kigger dæmonernes grimme ansigter frem – frembragt af et minde fra en ubearbejdet ungdom – og Mihály er i sit livs kamp mod deres faste greb om ham.  

Hele værket arbejder i et spændingsfelt mellem det virkelige og det drømmende, mellem det almene og det mystiske. Det er både en stemning i bogen, hvor man er i tvivl om, hvem Mihály er og hvad han inderst inde længes efter og ønsker for sit eget liv. Men mystikken er også konkret gennem møder med de afdøde og komplicerede karakterer, der pludselig fordufter og dukker op de mest uventede steder. Dette markante træk gør en utrolig fortælling relaterbar og samspillet giver romanen en interessant dynamik. 

Det grumme og det grumsede 

I romanen optræder poesi glimtvis og giver et smukt skær til en ellers mørk fortælling. Vi ser det eksempelvis, da en ubehagelig og utilregnelig karakter bliver introduceret: “Der strømmede en romantisk entusiasme fra dette menneske, en middelalderlig, mere rå og ægte menneskelighed, hvor intet var automatiseret endnu. Dette menneske levede ikke for pengó og frank, hans valuta var roser, klipper og ørne”. Det er ikke Mihály, der oplever dette intense møde, men derimod hans hustru, Erzsi. Hendes søgen efter et liv i egen ret og flirten med grænselandet er stadig relevant og spændende i dag, selvom det kontroversielle er dampet af. 

Vi følger parret på deres bryllupsrejse, men ærlighed er en mangelvare, og ægteskabet lider under deres modstridende drømme. Uden at afsløre for meget, så er ægteskabet mellem de nygifte kompliceret, og deres respektive tvivl er centralt for romanens drivkraft. Mihálys pendulering mellem pligt og længsel udvikler sig til et ordsprog, der lyder: ”I dag vil jeg drikke vin, i morgen vil jeg undvære”. 

Hovedsporet  i Rejsende i måneskin er fortalt gennem Mihálys dystre og slørede syn på verden, og de mennesker han drages imod og længes efter, giver sig uforbeholdent hen til deres mørke. Om hans barndomsven Tamás står der blandt andet: “Der var ikke døden, forrådnelsen og tilintetgørelsen, der optog ham. Nej. Det var selve dødsakten. Der findes mennesker, som på grund af en ‘uimodståelig trang’ begår det ene mord efter det andet for at kunne nyde mordets glødende skønhed”. Det er undersøgelsen af dette mørke, der er så dragende, at bogen rumsterer i min bevidsthed. Også længe efter at jeg har lagt den fra mig.