Anmeldelse af Annabelle Hirsch: Kvindernes historie i 100 objekter, udgivet på Gutkind d. 28. februar 2025. Oversat fra tysk af Paul Klitnæs.
Anmeldt af Anna Ramsing Lindhardtsen
Foto: Anna Ramsing Lindhardtsen
Glasdildo, metalkorset, kjoletaske, heksedans-maske. Har jeg fanget din opmærksomhed nu? Objekterne er dragende i den tyske forfatter, kunsthistoriker og kulturjournalist Annabelle Hirschs bog, Kvindernes historie i 100 objekter, der netop er blevet oversat til dansk. Hirsch viser, hvordan store fortællinger findes i selv de mindste genstande; og hvordan hverdagens objekter rummer anekdoter og viden om kvinderne, der brugte dem, og om vores fælles historie.
Et sort-hvidt fotografi af en genstand og derefter omtrent tre siders tekst. Sådan får man indblik i de 100 udvalgte objekter i Kvindernes historie i 100 objekter, der hver især fortæller sin egen lille del af kvindernes historie: Miele-støvsugeren og Singer-symaskinen, Sappho-papyrus og Brönte-søstrenes såkaldte ’tiny books’, 100 km/t-frakken (mellemkrigstidsfrakke med androgynt snit, høj krave og posede ærmer, perfekt til vilde køreture med speederen i bund) og – selvfølgelig – den ikoniske Chanel no. 5. Teksternes tone er humoristisk, og dét blandet med de mange historiske betragtninger udgør en skøn cocktail. Læs bare denne beskrivelse af glasdildoen fra det 16. århundrede, der blev lavet på glaspuster-øen Murano i Italien:
”Skulle man endelig masturbere i et smagfuldt hjem, så havde man i det mindste at bruge det fineste glas, også selvom onani sammen med coitus interruptus (som i Bibelen i øvrigt hænger sammen med historien om Onan) var kirkens værste mareridt.”
Eller et andet objekt, min egen personlige favorit, nemlig den røde læbestift, som blev båret af de amerikanske suffragetter til en demonstration i 1912. Det var et stort brud på den borgerlige moral – bar du læbestift var du med stor sandsynlighed prostitueret. Farligere kunne det ikke blive:
”De satte deres mund så dramatisk i scene, at mændene formentlig rystede i bukserne bare ved synet af læberne: Hvilket kampråb ville der komme ud af den mund som det næste?”
Dét er en historie om læbestiften – ulig efterfølgende tiders skønhedsidealer som fx store Kylie-lips – som jeg kan lide!
En helet lårbensknogle og Kim K.s forlovelsesring
Kvindernes historie i 100 objekter er bygget kronologisk op, så vi begynder 30.000 år f.kr. ved en helet lårbensknogle (læg mærke til, at knoglen er helet – det fortæller en utrolig historie om bedstemødres omsorg for tilskadekomne, som er et af de første tegn på menneskelig civilisation) og ender ved Kim Kardashians forlovelsesring, menstruationskoppen og ’MeToo-kjolen’ – Sofie Lindes ikoniske kjole, som hun havde på under Zulu Comedy Galla, da hun for alvor satte #MeToo på dagsordenen i Danmark. Det bemærkelsesværdige ved beskrivelserne af genstandene er, at alt læses ind i en større kontekst. Således at Kardashians ring, som en gruppe maskerede mænd trængte ind i kendissens hotelværelse og truede hende til at udlevere, ender i en mere generel refleksion over kvinders mulighed for magt igennem selviscenesættelse og sociale medier:
”Indtil for ikke så længe siden, helt op i det 19. århundrede, gjaldt en kvinde for at være ekshibitionistisk anlagt, hvis hun så meget som viste sig i vinduet i sit hus (vel at mærke påklædt, ikke nøgen som frøken Else i Arthur Schnitzlers kortroman af samme navn). I dag beskylder man stadig dem, der gerne vil ses, for sygelig narcissisme (…). Måske er det ren ekshibitionisme, eller måske er det bare en moderne fortælleform. I hvert fald er denne selviscenesættelse et rum, hvor kvinder for første gang har magten til at bestemme, hvordan og hvornår man ser dem (…).”
To danske objekter
Som den skarpe læser nok har bemærket, er Sofie Lindes kjole jo en genstand, der har stor betydning for danske kvinders (og andre køns!) historie. Historiker Gry Jexen, som har skrevet forordet til den danske udgave af bogen, har sammen med arkæolog Jeanette Varberg og historiker Marie Byriel skiftet to af de tyske objekter ud med to danske: ’MeToo-kjolen’ og vølvestaven. Det er to interessante objekter i dansk kontekst, men hvor ville jeg ønske, at beskrivelserne af de to objekter havde holdt sig i Hirschs korte, inddragende og personlige stil. Der er selvfølgelig en pointe i ikke blot at mime en skrivestil, men gøre noget andet. De to danske genstandes beskrivelser er længere og har en noget mere formel tone, men de bevidner (desværre), at Hirsch gør noget helt rigtigt i sine tekster.
Og når vi nu er ved det tyske og det danske, så tager bogen, som Hirsch også gør opmærksom på i indledningen, et vestligt udgangspunkt med referencer til græske myter, franske forfattere og britiske medier. Når en statuette af den egyptiske gud Isis præsenteres, er det således med refleksioner over statuettens lighed til Jomfru Maria og Isiskultens indflydelse på det gamle Rom og den europæiske verden, der er i fokus. Dette kan være et helt legitimt blik – som en læser dog med rette skal have for øje.
Et museum i tasken
At forstå historien igennem (hverdags)genstande er ikke som sådan banebrydende. Heller ikke selvom Hirsch i indledningen begejstret fortæller om sin ”helt nye idé om at fortælle kvindernes historie gennem objekter.” Ja, det er da også en god idé at fortælle historie på den måde – gå bare ind på de fleste kulturhistoriske museer, og historien vil springe ud af en vaskevugge på KØN eller en messingkrukke på Moesgaard. Men det er da skønt også at kunne tage museet under armen i form af en bog, og give sig selv ’dagens objekt’ i en lille læsestund. 100 dage, 100 objekter. Det er en god læseplan. Og så er bogen med dens røde hardback og sartlyserøde sider faktisk også et rigtig fint objekt i sig selv. Men det er måske en anden historie.
Leave a Reply