Anmeldelse af Abdulrazak Gurnah: Tavshedens ø, udgivet på Gutkind d. 15. august 2024. Oversat fra engelsk af Siri Ranva Hjelm Jacobsen.
Anmeldt af Amalie Brændgaard Hansen
Foto: Amalie Brændgaard Hansen
Den tanzaniask-britiske nobelprisvinder Abdulrazak Gurnah har tidligere forfattet blandt andet Paradise (1994) og By the Sea (2001). Imellem de to skrev han i 1996 den nu nyoversatte Tavshedens ø, der originalt har titlen Admiring Silence. En fortælling om identitet, immigration, kulturmøder og kolonialisme. Her følger vi en mand, der har forladt sit hjemland og fundet kærligheden i England. Vaklende forsøger han at finde sig til rette i en anden kultur med ensomheden og hjemlængslen klæbende til sig som sine uønskede ledsagere.
En kløft. Et parallelliv. Det er, hvad jeget befinder sig i. Romanen springer mellem to handlingsspor: livet i England og tilværelsen på Zanzibar. Vi følger jegets forsøg på at navigere i dobbelttilværelsen. Han er flygtet fra sit hjemland, den tanzanianske ø Zanzibar, under den dengang voldelige revolution. Derfra er han immigreret til England, som viser sig at blive der, hvor jeget ender med at tilbringe sin ungdom og det meste af sit voksne liv. Det er også her, at jeget møder sin første store kærlighed, Emma.
Et skelsættende møde
Costmary Grill. Det er der, hvor de møder hinanden første gang. Hver især har de fået job på restauranten. Han som opvasker, hun som tjener. Mellem beskidte tallerkenstakke og opvaskemiddel får han øje på hende, og hurtigt ender de med at blive hinandens højdepunkt på arbejdsdagen.
I årenes løb udvikler deres relation sig, og i mellemtiden har han fået opholdstilladelse og stipendium. De starter på studie samtidig, flytter sammen, og pludselig er Emma gravid. Mødet med Emma bliver altså på mange måder epokegørende for jeget:
“Hun forandrede alt. Når jeg vågnede om morgenen, følte jeg mig begavet, og foretagsom, ikke fremmed og trist. Jeg greb mig selv i en urimelig munterhed. ”
Af Emma føler han sig set og anerkendt på en måde, som han sjældent (måske sågar aldrig) har oplevet før.
Ensomhed, frygt og hemmeligholdelse
Men alt emmer ikke fryd og gammen, for mødet med England har også medført en vis ensomhedsfølelse. Ensomheden klæber sig ikke kun til siderne. Den reflekterer også ud på læseren på en sådan måde, at jeg fik medfølelse med jeget og mærkede hans sindstilstande og følelser.
Jeget bakser med at tilpasse sig den nye kultur, hvor der er udtalte forskelligheder mellem ham og englænderne. Emma og jeget er vokset op under vidt forskellige kår og klasser. Det gør også, at han ikke tør at være helt ærlig om sin historie. Men det er ikke kun Emma, han er uærlig over for, det gælder også hans familie på Zanzibar, som ikke kender til hans nye familie.
En tilbagevenden til et land i forfald
En dag rammer det ham. Hjemlængslen. Samtidig bliver han ramt af en frygt for, hvordan hans hjemland kan have forandret sig i årenes løb. Men takket være Emmas og sin datters støtte får han samlet mod til at tage afsted.
Genforeningen med Afrika ender dog (desværre) med at bekræfte hans frygt. Han bliver mødt af et langt fattigere hjemland. Et land præget af politisk konflikt og kaos:
”Det var ikke bare de snavsede strande, som fik mig til at beklage tingenes tilstand, ikke bare at jeg fejlagtigt huskede det, som om der engang var mere ordnede forhold (…). Ikke bare nostalgi efter autoritær, imperial orden (…), men fordi jeg følte mig som en flygtning fra mit eget liv, mens jeg gik gennem den ødelagte bys murbrokker. Ting, jeg havde kendt, og steder, jeg i så mange år havde haft et andet forhold til i tankerne, var grundlæggende forandrede, og det var som at blive udstødt fra min egen fortid. ”
Gurnah bedriver at skrive kulturen frem i al sin pragt. Han beskriver religionen, landets særpræg samt styreformen og skildrer de konfliktfyldte spændinger der herskede under sammenslutningen af Tanzania og Zanzibar i tiden under revolutionen i 1964. Forfatteren lægger også de barske sandheder på bordet om den mishandling og tortur, der har fundet sted.
Familien i Afrika vil gerne have ham til at blive, da han atter er hjemvendt. Hans mor har fundet en yngre kvinde, som hun drømmer om at føre ham sammen med. Hvad hans afrikanske familie endnu ikke ved er, at han allerede har en kæreste og et barn og lever et liv ved siden af.
Tæt på egen historie
Gurnah fortæller en historie, der er tæt på sin egen. Undervejs bryder han tilmed ind som fortæller og gør opmærksom på sig selv.
Han formår med en vis grundighed at male et familieportræt frem om slægt, ophav og barndomsminder. Gurnah er en sand mester i at skildre kolonialismens virkninger og flygtningeskæbner i mødet med nye kulturer.
Selv om jeg ikke er den største fan af historiske romaner, så synes jeg, at romanen indeholdt interessante historiske aspekter og gode beskrivelser af mødet mellem mennesker og kulturer.
Leave a Reply