Anmeldelse af Saida Benakrich: Rejsen, udkommet d. 06.11.2014, Forlaget Siesta
Anmeldt af Anne Sophie Parsons
Foto: Bogens omslag / siesta-forlaget.dk
Rejsen af Saida Benakrich er på flere måder en roman, der rummer vidt forskellige genretræk: Værket bevæger sig fra erindringsroman til samfundskritisk beretning til skildringen af et tværkulturelt sammenstød oplevet på egen krop. På samme måde flyder narrativet ind og ud imellem fortid, nutid og fremtidige funderinger over den danske mentalitet, når det gælder opfattelsen af mørklødede tilflytteres værd i Dronning Margrethes ’yndige land’.
Værket præsenterer læseren for den kvindelige forfatters skildring af et liv som førstegenerations-indvandrer. Hun bliver bragt til Danmark fra Marokko i 1970’erne sammen med sin mor og tre søskende. I barndommen såvel som tiden som lærerstuderende bliver Benakrich tvunget til at navigere mellem fremmedfjendske danskere, et konservativt kvindesyn blandt andre marokkanere og følgerne af et voldeligt ægteskab. Alle disse konflikter former tilsammen et indflydelsesrigt aftryk på Benakrich og medvirker til at styrke hendes ambitioner om at bryde med en restriktiv livsførelse.
Jeget oplever en emotionel forbindelse til hjemlandet, der defineres som en organisk og allesteds-nærværende længsel efter det kulturelle ophav. I løsrivelsen fra Marokko under den traumatiske flytning er kærligheden til hjemlandet:
”… som et træ, der bliver ved med at vokse, men uanset hvor højt op fra rødderne, det måtte komme, er det stadig i forbindelse med sine rødder, og det kommer aldrig fri af det punkt, hvor det er begyndt.”
Træet som motiv for den etniske oprindelse genkaldes eksplicit på selve forsiden; i sammenkobling-en af danske tagrygge med silhouetten af en eksotisk by slynger de to verdener sig sammen og udgør ét hele – præcis ligesom Benakrichs egen opfattelse af sig selv hviler på en blanding af en opvækst tilbragt i begge lande.
Det er mellem træets utallige grene – i diverse sammenfletninger, knæk og emotionelle blomstringer – at det litterære forsøg på at definere et specifikt livsforløb udfolder sig. For Benakrich er Gud rettesnoren, der altid er til stede, når de trygge rammer gang på gang svigter.
Det er forsøget på en ’skriven sig ind i sit eget liv’, der mest af alt betegner Rejsen som værk – at nedfælde observationer, kun illumineret i bagklogskabens lys, er en kamp, der må kæmpes med ordets magt. Bogen skinner derfor også mest igennem med sine sanselige beskrivelser af f.eks. barndomsbyen Tetouan, den første fredagsbøn i moskeen og den sidste varme sommerferie tilbragt i bedsteforældrenes bjerglandsby.
Rejsen viser samtidig sin nutidige relevans i socialdebatten og rent politisk igennem Benakrichs refleksioner over den marokkanske kultur sammenstillet med den danske på samtlige planer. Det erindrede fællesskab, der var at finde i det nordafrikanske land på trods af forskellige religioner, hudfarver og personlige overbevisninger, understreges op til flere steder i bogen. I modsætning hertil springer den danske berøringsangst og følelseskolde holdning over for flygtninge i øjnene.
Rejsen rummer derfor både en legemlig og åndelig dimension i konteksten af det navneord, som udgør titlen. På den ene side den personlige rejse i spørgsmålet om identitet og tilhørsforhold – og på den anden side kroppenes tilbagelæggelse af fysiske strækninger i form af flugten fra et land til et andet.
Trods enkelte ærgerlige typografiske slåfejl og en plotmæssigt forhastet genforening med en fortabt lillebror, der bliver fremstillet mere forvirrende end egentligt afklarende, formår bogen dog at forme en god læseoplevelse i kraft af sit eftertænksomme tilbageblik på et oplevelsesrigt liv og øjenåbnende overvejelser over de kulturelle forskelle mellem landene.
Leave a Reply