Anmeldelse af Fjodor Dostojevskij: Netotjka Nezvanova, genudgivet på Sisyfos d. 8. februar 2024.
Anmeldt af Laura Højberg Andersen
Foto: Laura Højberg Andersen
I denne genudgivelse af Fjodor Dostojevskijs Netotjka Nezvanova, der oprindeligt udkom i 1849 i form af tidsskriftinstallationer, møder læseren den kvindelige hovedperson Netotjka, der går meget ondt igennem. På mange måder ved hun ikke, hvem hun er, og går sin barn- og ungdom igennem som en, der kun er noget i kraft af andre mennesker. På den måde opfinder hun flere forskellige personligheder, og det kan være svært at vurdere, hvad der er virkeligt.
”Alt hvad jeg nu vil fortælle, har jeg senere fået at vide af den berømte violinist B., som var min stedfars kollega og nære ven i ungdommen.”
Ovenstående citat findes på romanens første side, hvor jegfortælleren begynder sin fortælling om sit liv, der starter med en far, hun ikke kan huske, en stedfar, der bilder sig ind, at han er et af de største musikalske genier og en mor, der har arbejdet sig selv ihjel for at forsørge sig selv, sin datter og sin flanør af en mand.
Stedfaren og moren dør hurtigt i fortællingen, da Netotjka – kælenavn for Anna – ikke er særlig gammel, ikke engang teenager. En fyrste tager hende ind og plejer hende i dette næste kapitel af hendes liv. Dog ender hun med at få et lidt for erotisk forhold til fyrstens datter, og derfor sender hans hustru hende videre til sin egen ældste datter, så der kan blive sat noget skik på hende. Også her får Anna et så tæt forhold til kvinden, Aleksandra, der på en måde bliver som en mor, søster og veninde i én for hende.
Da Anna er et sted i teenageårene, finder hun en nøgle til et aflåst bibliotek, der rummer en masse forskellig litteratur. Det, der fylder mest for Anna, er de romantiske fortællinger, der også er med til at præge hendes fortælling om sit liv. På biblioteket finder Anna en dag et brev i en bog, der umiddelbart afslører Aleksandras udenomsægteskabelige hemmeligheder. Anna har ikke fortalt nogen, at hun har fundet brevet, men dog beholdt det på sig, hvilket kun medfører vrede, beskyldninger og en åben slutning, fordi hun beskyldes for at have en affære. I kampens hede er hun tæt på at besvime og bliver pludselig i tvivl om, hvad der er virkeligt.
Tydelige temaer gennem hele romanen er, at Anna ikke ved, hvem hun er. Det nævnes et sted i starten, at hun ikke kan huske noget fra før, hun var 9 år, hvilket var den første gang, der blev vist fysisk omsorg overfor hende. Hun læner sig meget op ad de mennesker, hun har i sit liv – så meget, at hun næsten bliver opslugt af dem. Det nævnes flere steder, når hun rykker videre i sit liv, at hun starter et ’nyt liv’, hvorfor hun også opleves som mange forskellige personer gennem romanen. Dette, lagt sammen med citatet øverst, oplever jeg som et forsøg på at fastholde en flig af en mulig identitet, der eksisterer et sted dybt inde i sjælen. Denne jagt på en identitet kan trækkes ind i nutiden, hvor mange spejler sig i dem, der er på sociale medier og på den måde måske afprøver forskellige personligheder for at finde ud af, hvem de selv er.
Kraften i efterskriftet
Jeg føler, at det er vigtigt at fremhæve efterskriftet i denne roman. For selvom jeg vitterligt fløj igennem fortællingen, er efterskriftet af lektor i russisk litteratur ved Københavns Universitet, Tine Roesen, virkelig godt til afslutningsvist at samle op og komme med lidt baggrundsviden. Roesen giver læseren et godt overblik over både denne roman samt Dostojevskijs forfatterskab og liv mere generelt. Hun forklarer blandt andet begrundelsen bag titlen – Netotjka er et kælenavn for Anna, mens Nezvanova betyder navnløs.
”Vi får aldrig eksplicit at vide, hvorfor Netotjka har sat sig for at fortælle sin historie, eller hvem hun fortæller den til, men det skinner tydeligt igennem, at det er vigtigt for hende at få tænkt over sit liv for selv at nå frem til en forståelse af dette liv og af, hvem hun er.”
Jeg synes, at dette citat på en fin måde opsummerer, at romanen handler om lille, navnløse Anna, der indtil dette tidspunkt i sit liv – omkring 18 år – har været i gang med en konstant identitetssøgen, og som kun er noget i kraft af dem omkring hende. Jeg har virkelig nydt at læse den og har flere gange haft lyst til at række ind mellem linjerne og siderne for at give Anna et kram og tage mig af hende.
Leave a Reply