Anmeldelse af Simona Vencko Tayanna: Smerterig (2. udgave), udgivet hos Politikens Forlag d. 24. november 2025.
Anmeldelse af Asta Stoltz Blom
Foto af Asta Stoltz Blom
Selvom du ikke fulgte med i Prinsesser fra blokken på DRTV, og ikke ved hvem Simona Vencko Tayanna er, skal du stadig læse hendes debut – det skylder vi hende som samfund. Bogen Smerterig er en både vigtig og forfærdelig fortælling om en barndom, der sætter sine spor.
Måske fulgte du selv med i dokumentaren Prinsesser fra blokken på DRTV i 2016. Jeg sad selv limet til skærmen. Dokumentaren viste mig en verden, jeg ikke kendte og nok havde dømt på forhånd. Det var i denne serie Simona blev et kendt ansigt, og jeg blev draget af hendes lange øjenvipper. I 2024 kom opfølgeren Prinsesser fra blokken – otte år senere. Her mødte jeg Simona igen, men jeg kunne ikke genkende hende. Hun er nu blevet misbruger – og selv tre hjertestop kan ikke holde hende fra stofferne.
En uhyggelig klarhed
Bogens forløb er delt op med grå sider, der adskiller de forskellige digte ad. Man starter lige på og hårdt i Simonas barndom, hvor hun blev seksuelt misbrugt af en venindes far. Dette er forudsætningen for resten af hendes liv, men også omdrejningspunktet for resten af bogen. Traumet jeg aldrig ville kunne forestille mig, sidder så dybt i hende, at det eneste hun kan er at skrive om det og samtidig prøve at flygte fra tankerne gennem stoffer.
Simona formår at skrive om det seksuelle overgreb helt konkret, og jeg væmmes som aldrig før: ”Det gør ondt på os begge, selvom det kun er den ene, han er i gang med”.
Beskrivelserne af Simona som barn indskriver sig klart i den aktuelle debat om børneopdragelse, og om hvorvidt børn er PDO (Pisse dårligt opdraget). Simonas digte viser, at børns handlinger ikke opstår i et tomrum, men er formet af det de har været udsat for og de rammer de er sat i: ”Jeg er aldrig blevet mobbet, og jeg mobbede heller ikke decideret, men folk var ret bange for mig, nok fordi jeg kunne finde på at kaste med bordene”.
Simona beskriver sine forældre døde med en tydelig klarhed, og her mærker jeg igen ubehaget i kroppen. Det efterlader en med spørgsmålet: Hvorfor har en pige skulle bære alt dette på sine skuldre?
”Min mor lå på bunden af en flaske. Alkohol slog min mor ihjel. (…) Min far forsvandt i Afghanistan. Han levede der, selvom hans krop var i vores hjem. Krigen slog min far ihjel.”
Man får ondt af Simona og hendes historie, selvom jeg kan forestille mig, at medlidenhed er det sidste hun ønsker. Hun vil bare have det ikke sker for andre.
Hardcore misbruger
Bogen indeholder flere konkrete længere prosastykker, og det er klart dem der fungerer bedst. Dem om en hardcore misbruger, der glemmer alle de andre tanker.
”Jeg var gået ned efter vodka, men var gået kold på vejen og havde nok sovet en halvanden time. Jeg tror, det var noget personale og noget ambulance. Lige pludselig blev jeg pakket ind i det der sølvpapir som en rullekebab”.
De knivskarpe og præcise beskrivelser, som ”noget ambulance”, skaber et stærkt nærvær. Det samme gælder for sætningen ”Han søger nok den der young pussy”, om en ældre mand hun er blevet venner med. Disse vendinger fremkalder en galgenhumor, som jeg ellers ikke skulle tro ville opstå i denne kontekst.
Elefanten i rummet
Det ville være en elefant i rummet ikke at nævne plagiatsagen, som digtsamlingen desværre bar med sig. Efter første udgave blev udgivet, blev det opdaget at et digt var en sang af kunstneren Atilla. For det er selvfølgelig ærgerligt, at forlaget ikke opdagede dét inden udgivelse. 2. udgivelse er uden det plagierede digt – den udgave jeg har læst. Men det gør ikke Simonas stemme mindre stærk. Bogen er desuden også skrevet i et samarbejde med Eva Marie Rødbro, og jeg er derfor ubevidst over hvor mange, og hvilke ændringer hun har foretaget.
Men i sidste ende er det Simonas historie, hendes traumer, hendes håb, hendes tanker – det kan man tydeligt mærke og det er helt klart historien der er vigtigst!
”(…) at jeg har spildt tiden på noget lort, når tiden kunne være blevet brugt på pleje af mine indre lag”.
Efter at have læst Smerterig, sidder jeg tilbage med en væmmelse og tristhed. Samtidig efterlader Smerterig mig også med en øget og mere nuanceret forståelse om sorg og samfundets bagside – for vigtigst af alt er det en oplysende bog om et menneske, samfundet kan have tendens til at dømme.
Smerterig er en rå fortælling, der ikke burde eksistere, og hvor er det grusomt at den gør – men nu eksisterer den, så læs den! Det er det mindste vi kan gøre for at ændre fordomme og bruge den i en samfundsdebat.
Leave a Reply