Anmeldelse af Joan Didions: Noter til John, udgivet på Gyldendal d. 20. maj 2025.
Anmeldt af Andrea Sif Bragadóttir
Foto: Andrea Sif Bragadóttir
Noter til John er en enestående beretning skrevet af én af det tyvende århundredes litterære ikoner, Joan Didion. Didion videregiver – gennem detaljerede noter – intime detaljer om sit flerårige psykiatriske forløb til sin ægtemand John. Noter til John er rå, blottet og uredigeret – en helt anden side af Didion, end det vi tidligere har stiftet bekendtskab med.
Vi møder Didion i 1999 i en samtale med sin psykiater. Didion er blevet opfordret til at søge psykiatrisk hjælp af sin datter Quintana, da hun begyndte at mistænke sin mor for at lide af en depression. Det er samtidig med, at Quintana selv bliver behandlet for alkoholisme, personlighedsforstyrrelse og en voldsom depression. Quintana og hendes mentale helbred er ét af de mange emner, som Didion vælger at tage op hos sin psykiater. Som bogen skrider frem, åbner hun op for andre dilemmaer og ønsker til samtalerne med psykiateren, og hun kommer tættere på at forstå sin datter – og på at forstå sig selv.
Da vi møder Didion for første gang, er hun afvisende overfor behandlingen. Hun holder kortene meget tæt til kroppen, og jeg som læser får fornemmelsen af skyhed og generel ubehag fra Didions side, idet hun skal fokusere mere på sig selv og sine problemer. Dialogen åbner sig lige så småt op mellem Didion og psykiateren, og et forløb der egentlig kun skulle handle om hendes depressive tendenser, udvikler sig til noget større.
””Du ved godt, hvad hele den her session har handlet om, ikke?” Nej, sagde jeg. ”Om at blive tunget til at gøre regnskabet op. At se på dit liv. At spørge dig selv, om du virkelig har levet det””
Didion og psykiateren drøfter alt mellem himmel og jord. De vender filosofiske spørgsmål om livet og døden, hendes forhold til sine forældre og hvilken slags forældre hun og John selv er. Jeg kan spejle mig i hendes overvejelser, hvilket har gjort læseoplevelsen desto stærkere og mere bevægende. Det er betryggende, at hun heller ikke har alle svarene, at hun var lige så usikker på alle de her ting, som jeg er. Jeg kunne mærke mig selv ubevidst tage en dyb indånding og sænke skuldrene.
Quintanas mor
””Jeg tror, det er vigtigt, at du prøver at rede det ude – at du anerkender muligheden af kærlighed uden skyld – for det ville være af stor værdi for hende at være i stand til at gøre noget for dig, bare fordi hun vil. At lave mad til dig. At gøre noget for dem, vi elsker, kan være en kilde til meget stor glæde. Tilfredsstillelse. Stolthed. Det må du ikke nægte hende.””
I virvaret af emner og problematikker findes en blød kerne hos Didion, og den ender altid hos Quintana. Hun er klokkeklart det gennemgående midtpunkt i bogen, hun fylder simpelthen så meget i Didions verden. Det er ret smukt – Didions moderlige kærlighed til Quintana, men det er samtidig hjerteskærende og voldsomt. Det er som en rutsjebanetur at følge de to, og som læser ønsker man for dem, at det hele skal ende lykkeligt. Det ene øjeblik går det utrolig godt og det andet dårligt, og udover det, virker de til at misforstå og misfortolke hinanden konstant. Jeg synes til tider, at det blev for intimt at læse – ”det var ikke meningen, at jeg skulle få lov at læse det her” og ”det er for personligt og sårbart” blev til gennemgående følelser, der dukkede op i mig. Som læser havde jeg brug for pauser indimellem, og jeg kan kun forstille mig, hvor hårdt det må have været at gennemgå det i virkeligheden.
Bogens kontroversielle udkomst
I bogens begyndelse finder læseren et forord. Forordet forklarer bogens fremkomst, men det svarer ikke rigtig på det store etiske spørgsmål – nemlig spørgsmålet om, hvor vidt bogen skulle have været udgivet eller ej. Joan Didion døde i 2021, og manuskriptet til denne bog blev fundet blandt andre papirer på hendes kontor; efter hendes død.
Jeg har læst Didions værker, siden jeg var teenager og lod mig inspirere af hendes fortællinger om det solrige Californien i halvfjerdserne, hendes politiske essays og af hendes rammende oplevelse med partnerdød. Hun har en måde at skrive på, som er så enestående og genkendeligt hendes – at læse hendes bøger er som at få fortalt en historie af en gammel ven. Til spørgsmålet om hvor vidt bogen, Noter til John, overhovedet skulle være udgivet posthumt, har jeg faktisk ikke så meget at sige. Jeg ser det ikke som min opgave at lege etisk dommer, men jeg vil dog sige, at jeg er glad for at få lov at høre fra min gamle ven Joan og det er udelukkende af selviske årsager. Dette indblik i hendes liv er uden mage, og om det er en god eller dårlig ting, er jeg stadigvæk lidt uklar over.
En slutning uden afklaring
Bogen slutter uafklaret, vi har observeret Didion få det gradvist bedre og bedre. Hun er gået ned i medicin og tager til færre samtaler med sin psykiater. Bogen slutter d. 9. januar 2003, og hvis man kender til Didions forfatterskab og liv, ved man godt, hvad der kommer til at ske de næste par år. Jeg kan derfor godt forstå, at bogen stopper der, hvor den gør. For herfra tager Didions andre værker, Blue Nights og The year of magical thinking, over og fortsætter fortællingen.
Leave a Reply